Fra Paris' boulevarder til Auschwitz' helvede

Nobelpristageren Patrick Modiano er på sporet af den jødiske pige Dora Bruders glemte liv. Det er der kommet en både rørende og oprørende bog ud af

I stedet for at fabulere løs over hendes liv og dets hemmeligheder går Patrick Modiano i hovedpersonens og sine egne fodspor rundt i Paris' gader. -
I stedet for at fabulere løs over hendes liv og dets hemmeligheder går Patrick Modiano i hovedpersonens og sine egne fodspor rundt i Paris' gader. - . Foto: Nicolas Messyasz/Sipa/Scanpix.

Da jeg for nylig var på en lille weekendferie i Krakow, tog jeg ikke ud til Auschwitz. Jeg kunne ikke holde tanken ud om at gå dér med mine venner og tænke på, hvad der var sket.

Jeg syntes, jeg vidste det, og at jeg ikke behøvede at få mine værste forestillinger bekræftet.

Det var måske lidt fejt bare at blive væk og lade glemslen tage det hele, og jeg havde også en let nagende skyldfølelse over bare at slentre rundt fra café til café.

Jeg burde have set historien og virkeligheden i øjnene. Jeg burde have konfronteret mig med det sted, hvor over en million mennesker døde.

Som en slags nemesis har jeg nu læst den franske nobelpristager Patrick Modianos roman ”Dora Bruder” fra 1997, der nu foreligger i dansk oversættelse.

Den handler ikke direkte om Auschwitz, men om nogle af de mennesker fra Paris, der endte deres liv dér. Det er en roman, som sætter sig op mod det kollektive hukommelsestab, idet den forfølger et enkelt menneskes næsten udslettede historie.

Det handler om den 15-årige jødiske pige Dora Bruder, som blev fanget i Paris og ført til Auschwitz, hvorfra hun aldrig vendte tilbage.

Modiano kommer på sporet af Dora Bruder, da han i en gammel avis fra 1941 læser en notits, hvori hun efterlyses. Hun er løbet bort fra den pigeskole, som hun bor på, og væk fra forældrene.

Men hvorfor løb hun bort? Hvad lavede hun i de måneder, hvor hun var ”fri”, og indtil hun blev fanget og kørt til Auschwitz i sommeren 1942?

Det er ikke mange spor, Modiano har at gå efter, og der er i og for sig ikke stort at fortælle.

Han søger i arkiver og politirapporter, men meget bliver det ikke til. Ikke engang en kusine til Dora kan fortælle andet end det, der også fremgår af hendes handlinger, nemlig at hun var rebelsk og selvstændig.

Og så ved man lidt om hendes forældre, blandt andet at faderen havde været i den franske fremmedlegion og var blevet 100 procent invalid dér.

De få fakta om hende må Modiano enten supplere med historier om andre fanger, hvis skæbne hun måtte have delt, eller også må han gisne.

Det stærke ved romanen er imidlertid, at hans fantasi aldrig løber af med ham.

Hvad der i begyndelsen af romanen kan opleves som en kedelig mangel på oplysninger - og jeg kedede mig bravt de første 30-40 sider - vokser efterhånden til et fascinerende og usentimentalt menneskeligt rum. Dora forbliver en hemmelighed, selvom man efterhånden aner konturerne af hende.

I stedet for at fabulere løs over hendes liv og dets hemmeligheder går Modiano så at sige i hendes og sine egne fodspor rundt i Paris' gader. Men hvad er vigtigt, og hvad er det ikke, når man ikke kender hovedhistorien?

Det får ham til af hæfte sig ved et manglende nummer på et kontor og til at komme med præcise stedhenvisninger, som er enerverende i deres betydningsløse mængde.

Han ser, hvor hun har gået, og han mærker sig, hvor husene er revet ned, og historien næsten er borte, men alligevel er der et sted under det ”tykke lag af hukommelsestab”.

Han erindrer, hvor han selv har været som barn, og hvordan han selv engang løb hjemmefra. I denne forsvindende lille parallel mellem hans og hendes liv finder han en nøgle til at forstå hendes frihedslængsel, oprør og ensomhed.

Modiano kredser om uvidenheden og lader læseren bevæge sig omkring det hul af hemmelighed og glemsel, der er tilbage af Doras korte liv. Hun kom til Auschwitz, jeg blev væk. Alligevel krydses vores veje nu tilfældigt i Modianos bog 73 år efter.

Det er rørende og oprørende på én gang, og jeg lægger bogen fra mig i en slags ophøjet afmagt, slået til jorden af død og lidelse og rejst af en litteratur, der også husker et liv i frihedsberuset udfoldelse.

kultur@k.dk