Manu Sareen blev født i Punjab i 1967. Hans far, der kom fra en velhavende familie, emigrerede i 1969 og endte ved et tilfælde i København, og to år senere stødte moderen og lille Manu til.
Han var, fremgår det af denne nye selvbiografi, urolig i skolen og endte med at blive smidt ud af gymnasiet uden studentereksamen. Han levede en slags boheme-tilværelse med hash, småjobs og rejser, og han fik et alvorligt psykisk sammenbrud. Han endte med at blive uddannet som pædagog på Frøbelseminariet, arbejdede med vanskeligt stillede unge, fik både børn og endnu et sammenbrud.
I 2001 stillede han - efter en flirt med SF - op til kommunalvalget i København for De Radikale. Resten er historie, som man siger: konflikten med de radikales spidskandidat i Borgerrepræsentationen, Klaus Bondam, alliancen med Anna Mee Allerslev. Han blev fuldtidspolitiker og blev opstillet til Folketinget. I 2007 drog Margrethe Vestager ham ind i partiets inderkreds.
Beretningen fra regeringsforhandlingerne i et hotel på Amager er påfaldende uinteressant. Det virker ikke, som om regeringsgrundlaget interesserer ham synderligt. Han konstaterer, at Villy Søvndal (SF) så træt ud, og at Helle Thorning-Schmidt (S) så ud til at have mistet grebet, da Henrik Sass Larsen (S) måtte pilles af ministerlisten. Ikke overraskende forsvarer han Vestagers håndtering af forhandlingerne. Hvis nogen jordede SF, var det SF selv, konkluderer Sareen.
Da han til sin egen overraskelse blev minister for kirke og ligestilling, tænkte han: ”Jeg kører den sgu hjem på ligestilling. Det er lige mig.” Som sagt så gjort. Han brugte Kirkeministeriet til at føre ligestillingspolitik. Sareens væsentligste indsats var gennemførelsen af en opdatering af ægteskabslovgivningen, der indebar, at folkekirkens vielsesmyndighed også skulle omfatte homoseksuelle par. Der var bred opbakning til denne politik også i kirken, men den mødte også modstand.
Sareen lægger ikke skjul på sin foragt for især Indre Mission og denne avis' chefredaktør, Erik Bjerager. Beskyldningen om at have blandet sig i kirkens indre anliggender afviser han med en ironisk flothed. Han kan ikke se noget problem i, at han tvang biskopperne til at udfærdige et ritual. ”Biskopperne var statsansatte “ så de måtte da bare i arbejdstøjet,” skriver han.
Da han blev mindet om sin forgænger Tove Fergos (V) indblanding i redaktionen af salmebogen, svarede han: ”Come on, det var sgu da bare en salmebog.” Selv kalder han sig naiv, uden tvivl med rette. Det er antagelig denne naivitet, der set fra modstandens synspunkt antog skikkelse af brutalitet.
Set fra et taktisk synspunkt var Sareen en fejltagelse som kirkeminister. Han var usmidig og forvandlede en åbenlys vindersag til en åbenlys konflikt. Til gengæld vandt han sit eget vælgersegments beundring.
Sareen fortæller også om den sag, som pressen rejste om nogle penge, som han havde lovet at give til et indisk børnehjem, men blot forsømt at udbetale. Han bagatelliserer naturligvis sagen og stiller selv spørgsmålet, hvordan man kan forvente, at man skal huske alt fra sin fortid.
Og så kommer man antagelig til en forklaring på, hvorfor Sareen overhovedet har udgivet sine erindringer. Bogen er en slags forsikrings-police. Sareen var nærmest småkriminel i sin ungdom, men når han selv beretter om det, bliver den potentielle skandale, som en afsløring ville have været, afmonteret. Som politiker i København mødtes han i hemmelighed med rockeren Jønke. Hvis Sareen vil være minister igen, har han dermed sikret sig mod at ende som Henrik Sass Larsen, der faldt på netop påståede rocker-relationer.
Manu Sareen har fået hjælp til at skrive bogen af sin tidligere presserådgiver Niels Ditlev. Bogen gør brug af nogle af journalistikkens velkendte virkemidler og er enkelt og uprætentiøst fortalt - temmelig snakkesalig sine steder. Det er et sympatisk træk, at Sareen har noget godt at sige om de fleste, han har mødt, selv rockerne. Så meget desto mere påfaldende er den uskrømtede foragt, han udviser for sine modstandere i kirken.
Det er en ærlig bog, der antagelig giver et præcist billede af sin forfatter - eller rettere den ene af bogens to forfattere. Så må tiden vise, om han bliver glad for det portræt.
kultur@k.dk