Fra Unitas til Eksistensen: Kirkelige forlag får nyt navn

Hans Adolph Brorson (1694 i Randerup -1764) var salmedigter og biskop i Ribe fra 1741 til 1764. Brorson boede ...

Flere kirkelige forlag får nu det fælles navn Eksistensen. Foto: Christian Ringbæk / Scanpix Denmark

Vi ændrer ikke indholdet i vores udgivelser, men styrker samarbejdet og det, vi hver især og i fællesskab er gode til.
Morten Christiansen, forlagsdirektør

”Eksistensen” er det nye fælles navn for fem forlag. Navneforandringen skal være med til at samle kræfterne uden at ændre indholdet, siger lederen. En tom øvelse, mener CBS-professor

Den kirkelige og religiøse profil vil ikke blive udvandet, når navnene Anis, Alfa, Unitas, Religionspædagogisk Forlag (RPF) og Aros nu forsvinder fra forlagsverdenen. Det forsikrer Morten Christiansen, der er generalsekretær og forlagschef for de fem forlag og initiativtager til, at forlagene pr. 1. marts får det nye fælles navn Eksistensen.

”Vi er en forlagsvirksomhed med specialforlag inden for teologi, religion, etik og filosofi. Det kan man med en fælles betegnelse kalde tilværelsestydning, og det er det faglige felt, vi gerne vil slå fast med det samlende navn Eksistensen. Det er ikke et forsøg på at fjerne os fra en kirkelig profil, men snarere et signal om, at vi gerne vil spille på hele banen. Folk er generelt meget optaget af spørgsmål som 'Hvad er meningen?', og vi oplever, at der er en øget interesse for den slags livsspørgsmål, både inden for det religiøse og filosofiske felt. Vi samler derfor kræfterne om ét brand, så vores læsere ved, at de kan finde det hele hos Eksistensen,” siger han og tilføjer:

”Vores vision er at åbne for eksistentielle refleksioner, kvalificeret debat og nye spørgsmål. Vi ændrer ikke indholdet i vores udgivelser, men styrker samarbejdet og det, vi hver især og i fællesskab er gode til. Vi har oplevet en vis navneforvirring. Folk spørger typisk på titler og ikke på forlagsnavne, så jeg har en forventning om, at vores kunder i fremtiden vil have lettere ved at finde de bøger, de søger,” siger Morten Christiansen.

Bent Meier Sørensen, som er professor på CBS og ekspert i branding og kommunikation, forstår ikke formålet med navneændringen.

”Hvis man ikke med navneændringen vil signalere en ny værdi, der også gælder indholdet i udgivelserne, så er det en tom øvelse,” siger han.

Ifølge professoren står de fem forlag for mange mennesker for fem forskellige kirkelige aspekter, og de mennesker vil derfor i fremtiden have svært ved at finde ud af, hvad der er forlagets kerneområder.

”Et alment begreb som Eksistensen kan ingen have noget imod. Men det er også et noget vagt begreb, som kan rumme alting. Skal det være andet og mere end et navn og et nyt logo, kræver det, at man skærer noget fra eller øger sit fokus. Man kan ikke lave en brandingøvelse uden også at ændre indholdet,” siger Bent Meier Sørensen.

Bjarke Larsen, der er chefredaktør for brancheorganet Bogmarkedet, er mere begejstret og kalder det nye fælles navn en god nyhed for forlagsbranchen.

”Det er glimrende, at de intensiverer det samarbejde, de har i forvejen. Jo mere de små forlag brander sig i fællesskab, jo flere kræfter får de. Der er alt for mange små forlag, der har for få kræfter til at blive ordentligt kendt,” siger han.

Lederen af Eksistensen, Morten Christiansen, er uddannet teolog og har en fortid som både seminarielektor og forretningsudvikler i it-branchen. Han blev ansat som chef for de fem forlag på Frederiksberg i København den 1. august sidste år, og siden har han arbejdet med at udvikle den nye fælles profil.

Han understreger, at der ikke er tale om en spareøvelse og at der derfor ikke sker nedskæringer i forbindelse med det nye, fælles navn.

Samtidig med navneændringen går forlaget den 1. marts i luften med den nye hjemmeside Eksistensen.dk.