Replikker om fravær, kedsomhed og savn i parforhold

”Så forbandet klog” består af 59 såkaldte replikker, bidder på 5-10 linjer, formuleret af et jeg, som er i en relation til et du. De få tekster, der kunne indikere noget omkring køn, ville pege på, at jeg’et er kvinden, mens du’et er manden, men reelt har det ingen betydning. Modelfoto. Iris

bog
Three stars
Hendes replikker er følsomme, genkendelige og af og til sjove, men så når de heller ikke længere
Mai Misfeldt

Korte replikker fra et hensygnende forhold

Selvom Julie Top-Nørgaard først debuterer skønlitterært nu, med den lille samling af replikker ”Så forbandet klog”, har jeg læst hende før. Hun skriver nemlig klummer i Information, og jeg sluger dem hver gang, fordi hun skriver både følsomt registrerende, sjovt og klogt. Hun skriver især om familie-/børneliv, noget, hun har en særlig vinkel på, fordi hun, som er uddannet journalist og skønlitterær oversætter, også har uddannet sig til pædagog.

Nu debuterer hun skønlitterært med bogen ”Så forbandet klog”, og her bliver det tydeligt, at der er stor forskel på, hvad der bare virker rigtig godt og befriende nærværende i en tør avissammenhæng, og hvad der virker i en bog. ”Så forbandet klog” består af 59 såkaldte replikker, bidder på 5-10 linjer, formuleret af et jeg, som er i en relation til et du. Hvem jeg’et er, og hvem du’et er, hvilke køn de har, og om det er de samme hele vejen igennem bogen, fremgår ikke.

De få tekster, der kunne indikere noget omkring køn, ville pege på, at jeg’et er kvinden, mens du’et er manden, men reelt har det ingen betydning. Replikkerne er taget ud af en fortløbende indre monolog, som jeg’et har med sig selv i et forhold, som på et tidspunkt tydeligvis er gået helt i stykker.

Teksterne handler om kedsomhed. Om savn. Om at prøve at få det bedste ud af det. Og rigtig meget om fravær. Noget, der ikke er der. For læsere, der lever i parforhold, vil det meste være ret genkendeligt:

”Det sker oftere, end jeg bryder mig om at tænke på, at du fortæller mig noget vigtigt, og så kan jeg ikke huske, om du har sagt det før. Det virker ikke rigtigt fremmed og ikke rigtig bekendt. Og jeg er nødt til at lade, som om jeg enten kan huske det eller ikke kan huske det.”

At det er genkendeligt , at læseren kan spejle sig, gør, at man læser med en vis interesse; der bliver sat ord på noget, man selv har erfaret, men måske ikke rigtig været bevidst om: ”Nogen gange keder vi os i hinandens selskab, for eksempel når vi kører i tog. Og dem, der sidder omkring os, tænker, hold da op, hvor de keder sig, det par der, det ser da helt vildt kedeligt ud. At tale sammen er tit udtryk for stor kærlighed, siger jeg, noget, sig nu noget interessant, og så skal vi af.”

Forhold er ikke altid lige oplagte, og det kolde blik på ens eget kan være nådesløst. Men som læser har man brug for mere end at genkende sig selv. Man har brug for den overraskende formulering, der sætter sagen på spidsen, vender tingene 180 grader rundt, eller det hyperpræcise sprog, som kondenserer det hele til hårde kugler af sprog på en måde, man aldrig selv kunne have gjort. Det finder man ikke hos Julie Top-Nørgaard. Hendes replikker er følsomme, genkendelige og af og til sjove, men så når de heller ikke længere.

Jeg savner også, at hun udnytter muligheden for, at de 59 småtekster sammen kunne etablere spil, som ledte læseren lidt frem og tilbage. Der er noget med en bil i en tekst, og i en anden er der et du, der får benzinen betalt, men der er simpelthen ikke nok til, at der kan danne sig betydning, som sætter sig igennem. Jeg faldt for forsiden, to fine strømpebukseben i en bilrude, og jeg ville ønske, at teksterne havde haft lidt mere af den her legende sprødhed, som jeg følte mig lovet der.

kultur@k.dk