Fremragende og velskrevet historisk værk om Waffen-SS

The Nazi propaganda picture shows marching members of the Waffen-SS in winter on the Eastern Front. The photo ...

Billedet af Waffen SS-soldater er fra 1941. Foto: Berliner Verlag / Scanpix Denmark

bog
Six stars

Fremragende og velskrevet historisk værk beskriver, hvordan Waffen-SS blev omdannet fra ultranazistisk elitehær til en transnational smeltedigel

Interessen for Det Tredje Rige synes ikke at være aftagende. En stadig strøm af bøger og film sætter fokus på alle tænkelige aspekter af nazismen og Anden Verdenskrig.

Man har dog i de senere år set nogle bemærkelsesværdige forskydninger i forståelsen af den godt to generationer fjerne fortid. Der en stigende interesse for de tyskere, der - midt under barbariet - med livet som indsats var værdige repræsentanter for det kultiverede og oplyste Tyskland, ”das Land der Dichter und Denker” og ikke ”das Land der Richter und Henker”, som landet var degenereret til i den katastrofale historiske parentes i årene 1933-1945.

Film og bøger om søskendeparret Scholl, om mændene bag det mislykkede 20. juli-kup i 1944 og om Georg Elser, manden bag det mislykkede Hitler-attentatforsøg i november 1939, er markante vidnesbyrd om interessen for Det Andet Tyskland.

Omvendt vidner ”Under sandet” - den biografaktuelle film om de unge tyske krigsfanger, der blev tvunget til at rydde miner med de bare hænder langs Jyllands vestkyst - om, at der også er visse aspekter af den danske historieforståelse, der bør gentænkes.

Uanset nuanceringer og forskydninger i forståelsen af tiden før, under og efter Det Tredje Rige kommer man dog ikke udenom, at Waffen-SS vedblivende repræsenterer et historisk enestående radikalt forsøg på at skabe det, som sociologer kalder den totale institution, det vil sige ”en institution, der søger en ensretning og gennemgribende kontrol med alle involverede individer”, som det formulere mod slutningen af værket.

Maximilien de Robespierres nådesløse jakobinere og Felix Dzerzjinskijs hemmelige bolsjevikiske politistyrke, Tjekaen, må blegne i forhold til Heinrich Himmlers nihilistiske orden, der smykkede sig med runer og dødningehoveder. SS, som oprindelig havde været Hitlers personlige prætorianergarde, udviklede sin elitære selvforståelse efter de lange knives nat i 1934, hvor det rivaliserende SA blev faldet i ryggen.

Via en systematisk tilegnelse af den nationalsocialistiske ideologi - med særligt fokus på begreber som race, antisemitisme, Blut und Boden, nationalisme, antiliberalisme, autoritetstro, førertanken, ridder-idealer og troskab - blev den kommende elite uddannet til politiske soldater, der var parate til at dø for sagen. ”Min ære hedder troskab” - sådan lød ordenens valgsprog.

Der var ganske enkelt ingen mulige bremseklodser i form af humanistiske, moralske eller religiøse modforestillinger. Også privatsfæren blev søgt reguleret, idet SS skulle godkende, hvem man giftede sig med, og hvordan man omgikkes personer ”af anden race”.

Hvis man forbrød sig mod ideologien, som blev indskærpet af de såkaldte WE-førere, det vil sige førere i verdensanskuelse, var man henvist til ordenens ubønhørlige selvjustits eller den særlige militære SS-ret, der i reglen takserede drakoniske straffe.

Der er noget fascinerende ved forestillingen om at være en del af en elite, uanset om der er tale om sande riddere eller om en nihilistisk dødskult. Det er vel grunden til, at det nazistiske korps optager sindene den dag i dag. Men var Waffen-SS overhovedet elite ud over i egen forståelse?

Ifølge de tre historikere, der har skrevet storværket ”Waffen-SS. Europas nazistiske soldater” var der i praksis tale om et meget broget billede, hvor den militære indsats varierede fra det dilettantiske til det fremragende - afhængig af de konkrete enheder og konkrete personer. Under alle omstændigheder kunne forestillingen om, at Waffen-SS udgjorde en racemæssig elite ikke opretholdes i længden.

Efterhånden som krigen skred frem, udviklede den ultranazistiske hær af ”ariere” sig i multietnisk retning, idet der blev dannet ”folketyske”, baltiske, ukrainske, kroatiske, albanske og så videre enheder. Denne ”pragmatisme” indebar, at ”mindreværdige racer” - sågar af muslimsk oprindelse - pludselig kunne optræde i SS-uniformer.

Det er en af den skrivende historikertrios store fortjenester at have gjort rede for den ejendommelige transformation af Waffen-SS fra ærkeariske kernetropper til en multietnisk størrelse. En anden kvalitet ved bogen er, at den udførligt afdækker, hvad der blev af Waffen-SS efter krigen: veteranerne, skjulte netværk og en bizar erindringskultur, hvor SS dyrkes i nørdede kredse.

Forfatterne har klogelig valgt at bibeholde den tyske SS-terminologi i stedet for at forsøge sig med ejendommelige fordanskninger. De benytter til gengæld de nutidige stednavne, men glemmer dog et sted i farten at ændre Krakau til Kraków.

Konklusion: Et fremragende og velskrevet historisk værk. De 784 sider føles ikke lange. Denne anmelder læste i et stræk.