Hvordan var dagligdagen under den tyske besættelse af Danmark? Et troværdigt svar gives i denne romantrilogi, der beskriver tiden fra eftersommeren 1939 til forsommeren 1945 og angiveligt er det mest omfattende danske skønlitterære værk om perioden.
Det udkom første gang i årene 2001-2003 og blev meget rost. Med 75-året for Besættelsen som anledning foreligger det nu i en ny udgave, grundigt revideret af forfatteren, Claes Johansen.
”Klaveret og krigen kom lige efter hinanden, med mindre end et døgns mellemrum,” lyder den første sætning i trilogien. I begyndelsen er det meste af opmærksomheden rettet mod klaveret og dets flytning på en trækvogn hen til en arbejderfamilie, Holm, boende på kanten mellem Hellerup og København. Koncentrationen om flytningen skal ikke fortrænge skyggen fra den optrækkende krig, men hverdagen skal nu engang passes, også når den er truet.
Krig eller ej: Familiens tvillinger, der fylder otte, skal have klaveret i fødselsdagsgave.
Perspektivet bevares: Det er gennem såkaldt almindelige danskere, vi oplever krigens år. Centralt står iværksættelsen og bevæbningen af en dansk modstandsbevægelse, nøgternt og realistisk beskrevet, langt fra udvendig heroisering.
Virkeligheden ses indefra med fremhævelse af dens belastninger, de store personlige omkostninger. Det er en bredt anlagt kollektivroman med medlemmer af familien Holm som forgrundsfigurer, virkeligheden er til dels som før i tiden med kærlighed, jazzmusik, familieskænderier, kærestersorger samt andre sorger - og samtidig er virkeligheden med den voksende modstandskamp netop slet ikke som før i tiden.
De danskere, der valgte at stille sig til rådighed for Tyskland, er ligeledes repræsenteret, herunder danske frivillige på Østfronten.
Claes Johansen er en glimrende fortæller, der skaber personer med et konkret, umiddelbart nærvær. Hans trilogi er handlingsmættet, samtidig med at den ud af mange fragmenter samler et levende tidsbillede, både i de store sammenhænge og i de små og private med dårlig hygiejne og en deraf følgende uudholdelig stank af sved og snavs - samt via opmærksomhed over for de mindste, men bestemmende detaljer i det talte sprog.
Symptomatisk for Johansens illusionsløse holdning til stoffet er de scener, han giver fra den 9. april 1940, med registrerede absurde udslag af, hvor uforberedt Danmark var.
De soldater, vi følger, mangler således hurtigt ammunition. Og en af dem sendes af sted på morcykel nordpå for at rapportere om situationen. Hjælpeløsheden kan næppe udstilles tydeligere. Karakteristisk for Johansen er tillige fremhævelsen af, at modstandsbevægelsen ikke alene var oppe imod tyskerne og deres danske håndlangere, men tillige risikerede at komme i konflikt med det danske politi og retsvæsen.
Således opleves krigen i al sin gru af en af dem, der er tættest på den: ” (...) som en ond, intens, allestedsnærværende brummetone i hjernen. Som den beske smag af metal og krudt på tungen. Som et værelse man entrerede i en fremmed dimension, iskoldt og fuldstændig blottet for barmhjertighed og kærlighed.”
Gennem de ord ser man ind i krigens sjæl. Eller rettere ind i dens mangel på sjæl. Et mørkt dyb af håbløshed.
Tungt inde i mørket ruger skylden over at have medvirket ved modstandsbevægelsens likvideringer af personer, der skønnedes at udgøre en alvorlig sikkerhedsrisiko. Den unge kommunistiske pige Petruska argumenterer mod skyldfølelsen: Det drejer sig jo om krig, og i en krig - hævder hun - er det ”umuligt at sige det ene er rigtigt og det andet forkert. Det er alt for sammenfiltret”. Men tilsyneladende finder hun ikke selv den bortforklaring for tilfredsstillende. Og opfordrer til bøn: ”Kære Gud, rens os for blodet på vore hænder ... hjælp os til at gøre det rette, thi Dit er Riget”.
Den engagerende, ja, medrivende trilogi har fortjent genudgivelsen. Det er tre bøger, der bringer læserne så tæt på besættelsestidens farlige og komplekse hverdag, som man vel næsten kan komme, når man ikke selv har oplevet den.
grymer@k.dk