Fremtidens teologi kommer fra Asien, Afrika og Sydamerika

Teologien har altid været i udvikling, men det er de befolkningsrige lande i Den Tredje Verden, der vil stå for den fremtidige teologi, argumenterer Cambridge-professor

David F. Ford: The Future of Christian Theology. 240 sider. 20 pund. Wiley-Blackwell.
David F. Ford: The Future of Christian Theology. 240 sider. 20 pund. Wiley-Blackwell. Foto: Bogforside.

"Der er en ny teologisk selvtillid, særligt i Asien, Afrika og Sydamerika."

Vurderingen kommer fra David F. Ford, professor i teologi ved Cambridge Universitet, i bogen "The Future of Christian Theology" (Den kristne teologis fremtid). Bogen er udgivet i serien Blackwell Manifestos, som er debatbøger om aktuelle emner inden for samfundsvidenskab og humaniora.

LÆS OGSÅ: Kort om nye bøger om tro

Forfatteren peger på, at teologien har været i konstant udvikling siden urmenigheden, men det 20. århundrede oplevede alligevel den mest fantastiske udvikling af alle tider:

"I 1906 i Azusa Street i Los Angeles startede den verdensomspændende karismatiske bevægelse med pinsekirken. Det var den hurtigst voksende religiøse bevægelse i verdenshistorien med op til 300 millioner tilhængere i løbet af et århundrede," fremhæver David Ford.

Teologien udvikler sig ikke alene inden for de store kirker som eksempelvis den katolske eller den anglikanske. Der er også en mere fritflydende postmodernistisk teologi, som blandt andet inddrager race, etnicitet, biologi, samfundsvidenskab, litteratur, billedkunst, musik, film, åndelighed og ikke mindst feminisme og andre kønsrelaterede emner.

"Af disse var feminismen den retning, som mest dybtgående påvirkede den teologiske bevidsthed. Retrospektivt vil det nok blive set som det mest fundamentale skifte i det 20. århundrede, fordi de teologiske stemmer fra halv-delen af verdens kristne nu blev hørt på nye måder," skriver David Ford.

Et andet skifte er sket på det sproglige område. For et par århundreder siden var tysk sproget for teologer. Sidste halvdel af forrige århundrede tog de engelsk-talende med amerikansk accent over. Men det nuværende århundrede vil byde på mange nye teologiske stemmer.

Når teologer taler engelsk, så vil det være med afrikansk eller indisk accent. Det teologiske babelstårn vil også have stemmer fra Sydamerika, og selv fra Kina vil de mange nye kristne udvikle deres egen teologi, mener David Ford, der også fremhæver det økumeniske samarbejde som et markant og positivt skridt.

"Den kristne økumeniske bevægelse er unik i verdenshistorien, fordi den har flyttet mange religiøse institutioner væk fra konflikt og konfrontation til samtale og samarbejde," siger han.

Bogen er inddelt i 10 kapitler med hvert sit tema, og hele vejen igennem sætter David Ford sine betragtninger i relation til bibeltekster.

norum@k.dk

David F. Ford: The Future of Christian Theology. 240 sider. 20 pund. Wiley-Blackwell.

Hver onsdag skriver vi på denne plads om nye bøger fra udlandet, der handler om trosmæssige forhold.