Naser Khader: Jeg kan kun holde en enkelt hiphop-sang ud ad gangen

Jeg går meget sjældent ud, fordi det ikke er hyggeligt, når jeg er mandsopdækket 24 timer i døgnet. Så jeg slapper af ved at læse bøger, fortæller Naser Khader

Naser Khader er meget imponeret over, hvor mange mennesker der dukker op til kulturelle arrangementer i Jylland. Arkivfoto.
Naser Khader er meget imponeret over, hvor mange mennesker der dukker op til kulturelle arrangementer i Jylland. Arkivfoto. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er uden tvivl Peter Tudvads bog ”I krig og kristendom”, som handler om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer og hans liv og virke. Hans kamp mod tyrannen og det totalitære system er virkelig imponerende.

Jeg var så heldig at få lov til at interviewe Tudvad ved bogmessen sidste år og må sige, han virkelig kommer vidt omkring i bogen, der i øvrigt er tyk som en mursten. Jeg glæder mig til at læse den næste fra hans hånd.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det har været Hall Kochs bog ”Hvad er demokrati?”. Den handler om det danske samtaledemokrati og var den første bog, jeg læste om det emne. Da jeg kom til Danmark, var jeg en demokratisk analfabet, men havde heldigvis en god lærer, som gjorde mig opmærksom på denne bog. Bogen viste mig, at demokrati er meget andet end retten til at stemme.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg går meget sjældent ud, fordi det ikke er hyggeligt, når jeg er mandsopdækket 24 timer i døgnet. Så jeg slapper af ved at læse bøger. For tiden er jeg dog meget optaget af at se tv-serien ”House of Cards”, der handler om politik og kyniske politikere. Gennem mit arbejde i USA kommer jeg til tider i berøring med nogle af de typer, der bliver præsenteret i serien.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Jeg kan ikke komme i tanke om en enkelt kulturoplevelse, som har formet mig som menneske, men der er en oplevelse, jeg aldrig glemmer. Det var, da jeg som barn legede på byens torv i Syrien, hvor landsbylederen pludselig blev smidt ud af en bil - død og udsultet. Pint ihjel fordi han sagde sin mening højt. Det har præget mig for livet.

I Danmark er jeg meget imponeret over, hvor mange der dukker op til kulturelle arrangementer i Jylland. Jeg har dog også for nylig været virkelig overrasket over fremmødet i Sørine Gotfredsens Kirke i Valby, da jeg skulle holde foredrag der. Kirken var meget fyldt og aflivede myten om, at det kun er provinsen, der kan samle fulde huse. Det handler åbenbart om gode arrangører og relevante emner.

Hvem har du senest været til koncert med?

Den sidste koncert, jeg var med til, var en jazz-festival, som foregik i Washington sidste sommer.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Alle de mange frivillige, som er med til at holde liv i dansk kulturliv fortjener meget opmærksomhed. De laver kaffe, er dommere til sportskampe, sætter stole op, træner børn, arrangerer foredrag og meget andet. Jeg tror ikke, folk begriber, hvor vigtig deres hjælp er.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Kultur er vigtig og handler ikke om, hvad jeg kan lide og ikke lide. Der skal være tilbud til alle. Men jeg kan kun holde en enkelt hiphop-sang ud ad gangen.