Fur er fin - ja måske den bedste ø i universet

En pirrende ny bog om øen i Limfjorden lægger et net af sandheder og usandheder om Fur

Per Andersen er manden bag bogens billedside. Hele vejen igennem er der tale om høj kvalitet og flot boghåndværk.
Per Andersen er manden bag bogens billedside. Hele vejen igennem er der tale om høj kvalitet og flot boghåndværk. Foto: Per Andersen.

Per Andersen og Kim Karmark: Fortællinger fra Fur. 128 sider. 249 kroner. Forlaget Wunderbuch.

Fotografierne lyver ikke, forsikres vi om. Nej, men deres sandheder er overrumplende, fyldt med mystik og magi. Ingen personer, men ren natur - oplevet gennem Per Andersens alt bestemmende subjektive fortolkninger, tæt emmende af atmosfære. Nok er motiverne fundet på Fur, men de åbner sig mod uendeligheden. Det lokale er universelt.

I en af teksterne skriver Kim Karmark om landskabsfotografen, at han ”gennem sit kamera og sin viden om lys og skygge og lukketider og objektiver kan (...) påtvinge naturen en form for personlig vilje”.

Bemærkningen er vist ment generelt, men synes ikke desto mindre at være et præcist signalement af Andersens arbejdsmetode, hvis resultater er ”små”, intense og dirrende kunstværker af en dybde, som man aldrig når helt til bunds i. De kilder, hvorfra liv gådefuldt strømmer ind i billederne, unddrager sig analyser, som vil sætte ord på en virkelighed, der ved mere end ordene. Grænseløsheden er tavs som stjernehimlen.

Heller ikke teksterne lyver, får vi at vide. Ligesom fotografierne har de afsæt i det lokale, i konkrete hændelser. Og mange på Fur formodes angiveligt at kunne genkende brudstykker af gamle historier i de nye, som Kim Karmark finurligt har sat i scene.

Det samspil mellem fotografier og tekst, der giver den pirrende bog nerve, udgør - med forlagets formulering - ”et net af sandheder og usandheder”. Det bør dog tilføjes, at de sidste først og fremmest er en alternativ måde at tale sandt på.

Også den, der søger de skæve veje, kommer et sted hen. De mål, det er umagen værd at sætte kurs efter, ligger ikke nødvendigvis for enden af et målebånd. Den erfaring kunne være en af moralerne i denne udgivelse, der bør bemærkes ikke alene for sit indre, men også for sit ydre: det fornemme boghåndværk.

I den sidste tekst sidder vi i bussen sammen Kim Karmark, da han efter et ophold af ikke nærmere angivet varighed forlader Fur og ser, hvordan øen bliver mindre og mindre, men på en måde også større og større. Egentlig er det den proces, der fortsætter i ”Fortællinger fra Fur”, hvor øen opnår en udstrækning, som fylder den hele verden.

Lad os med Karmark glæde os over, at ”Fur kun er forbundet til resten af verden med en færge. Det gør den til noget særligt. Det gør den utilnærmelig og isoleret, og det kan jeg godt lide. Øen er både det, den fortæller, og det, den ikke fortæller, og så er den fyldt med mennesker og natur og historier, der aldrig var blevet til noget, hvis der var for mange, der blandede sig”.

Forfatteren optager bogens skiftende personer i sig og giver sit bud på noget af, hvad der hændte dem. Om dette er sandt eller ej i faktuel forstand er ikke til at sige, men så kort, beretningerne varer, får han læserne til at tro på dem. Og mere kan man ikke med rimelighed forlange.

I en af teksterne drages Karmark mod et forladt hus og føler, at det kalder på ham. Samtidig husker han et udsagn om, at ”gode fortællinger bevæger sig ad sære veje og finder på en eller anden måde altid frem til den, der skal høre dem”. Og omgivet ”af en mærkelig anmassende og fugtig kulde” fornemmer han, at han står lige dér, hvor det er meningen, han skal stå.

Og da kommer en fortælling til ham om to drenge, der har boet i huset og gjorde sig bemærkede ved at gå i korte bukser i, hvad der for andre var utide. I det hele taget ville de hærde sig - hvorfor de uanfægtede af kuldegrader læste lektier for åbent vindue, skønt deres fingre blev så forfrosne, at de næppe kunne holde om blyanterne.

Deres trodsige eksperiment blev imidlertid afbrudt af en hårdere kulde, dødens.

grymer@k.dk

- Foto fra bogen.
- Foto fra bogen. Foto: Per Andersen
- Foto fra bogen..
- Foto fra bogen.. Foto: Per Andersen