Fyraften i Treblinka

Landsholdets læge Søren Kaalund (foto) tror Simon Kjær har en

Treblinka var en af nazisternes mest effektive dødslejre, hvor anslået 800.000 jøder blev myrdet. Her ses et jødisk par, som netop er blevet tvunget fra deres hjem med kurs mod Treblinka. – Foto: . / Scanpix

Et fotografi fra en polsk stubmark ved Anden Verdenskrigs afslutning fortæller en historie, som den amerikanske professor Jan T. Gross i over et årti har forsøgt at forklare en vrangvillig polsk befolkning. Hans ubærlige essay om verdens største ligrøveri udkommer nu i dansk oversættelse

Den 8. januar 2008 optrådte et let uskarpt, gammelt fotografi i Polens største dagblad, Gazeta Wyborcza. Det viste en gruppe bønder med skovle fra den vestpolske landsby Wolka Okraglik tage opstilling umiddelbart efter Anden Verdenskrig på en stubmark med nogle politibetjente. Stemningen er afslappet, enkelte smiler, nogle taler sammen, et tilsyneladende ganske normalt billede af trætte, tilfredse bønder efter fyraften, indtil blikket falder på de kranier og knogler, arrangeret som græskar eller vandmeloner ved deres fødder, dagens høst.

LÆS OGSÅ: Et blodigt spor gennem historien

Da den amerikanske historiker Jan T. Gross så det billede i avisen, vidste han, at det indfangede en tidsånd. Fotografiet fortalte den historie, han i over et årti har kastet sit renomme og sjælefred ind på at forklare en ofte vrangvillig polsk befolkning.

Det hele begyndte i 2001, da Princeton-professoren udsendte en Neighbors om en massakre i 1941 i den lille polske by Jedwabne. Her fortæller han, hvordan den ene halvdel af Jedwabnes borgere, de katolske polakker, myrdede byens anden halvdel, deres egne naboer, jøderne hundredvis af dem i en lade, der blev sat ild til. Gross blev dengang mødt med anklager om, at han var for opsat på at læse kilderne, således at de stillede datidens polakker i det værst tænkelige lys og bagatelliserede nazisternes indsats.

Også mere hårdhændede fordømmelser blev luftet. Gross polske forlag, Znak, blev, som den amerikanske universitetsavis Chronicle kan oplyse, truet med boykot, fik deres e-mail-konto stoppet af en kloak af foragt og måtte se området omkring kontorerne sprayet til med harmdirrende graffiti. Forlagets direktør tog oven i købet offentligt afstand fra en og undskyldte over for de formastede læsere.

Men værket blev af andre beskrevet som en af det forrige årtis mest betydningsfulde bøger om holocaust, eksempelvis i antologien The Neighbors Respond fra 2004, redigeret af Antony Polonsky og Joanna B. Michlic, der trækker hele debatten op.

I 2006 fortsatte den polskfødte historiker med at grave i såret. I Fear Antisemitism in Poland after Auschwitz fortæller han, hvordan jøder, der overlevede krigen, stadig blev forfulgt, bestjålet og ofte myrdet i Polen. Også den kløvede den polske offentlighed i to, og han er blevet truet med retssag for at vanære den polske nation.

Lech Walesa, Solidaritets sagnomspundne leder, kaldte ham en middelmådig skribent en jøde, der forsøger at tjene penge, hvorved den tidligere præsident kom til at bekræfte, at den antisemitisme, Gross ville udstille i tiden omkring Anden Verdenskrig, stadig holder sig frisk.

Washington Post kunne citere ærkebiskoppen i Krakow. Stanislaw Dziwisz mente, at historikerens forlag, som har forbindelser til den stærke katolske kirke i Polen, vækkede de anti-polske og antisemitiske dæmoner. Det lød som en gammelkendt trussel. Chronicle kan fortælle, at Gross i den periode bar hat, når han gik omkring i Krakows gader, af frygt for at blive genkendt.

Andre har været mere lydhøre og har forstået, at her var det nok klogest at iklæde sig skammens gevandter budskabet er således blevet accepteret helt op på det nuværende præsidentniveau. Nogle af Polens bedste aviser har bakket Gross op. Chronicle citerer den polske historiker Jan Grabowski for at sige, at Gross på egen hånd har bragt hele dette stinkende møg op til overfladen.

Hans nye , Gylden høst, som er et udvidet essay, er den første, der kommer på dansk. Den er i en vis forstand et destillat af de mange års forskning og polemik, samtidig med at den fortæller historien om verdens største tyveri. Der er over en, som er blevet en bestseller i Polen, et anstrøg af professorens sidste svidende lussing. Vi trækkes lige ind i gabet af Europas ursynd. Gross insisterer på, at skylden for holocaust ikke kun er nazisternes. Polakkerne var villige hjælpere. Det forklarer også, hvorfor tre millioner polske jøder, 90 procent, kunne ombringes på så få år.

Polakker så en gevinst i massemordet. Plyndringen både før og efter jødernes død foregik i stor stil, fortæller Gross i sin .

Det er næppe forkert at hævde, at professoren er ansporet af sin egen fortid. Han er født i Krakow i 1947, og hans jødiske fars liv blev reddet af hans kristne mor, der holdt ham skjult under krigen. Selv var Gross en del af de studenter, der i 1968 gjorde op med det kommunistiske styre, hvad der sendte ham fem måneder i fængsel og derefter i landflygtighed. Samme år valgte regimet at fratage de sidste polske jøder de, der ikke blev myrdet under krigen deres statsborgerskab.

I USA blev Gross en førende historiker i moderne polsk historie, og han har skrevet flere vigtige bøger om Polen under krigen, men den polske modvilje mod Gross fortælling forstår man. I egen selvforståelse var polakkerne ofre for både tyskerne og russernes overgreb under Anden Verdenskrig.

Op mod 10 procent af den polske befolkning omkom, stort set hele den polske elite blev udryddet. Polakker organiserede en eksilregering i London og modstandslommer i Polen og kom ud af krigen med æren i behold. Nu skal de så høre på en i USA bosiddende professor, der mener, at fotografiet med bønderne på stubmarken udtrykker den sande historie. I er deres efterkommere, lader Gross dem vide.

Wolka Okraglik ligger nordøst fra hovedstaden, Warszawa, lige ved siden af Treblinka, en af nazisternes mest effektive dødslejre. Gross fortæller, at der under bøndernes fødder gemte sig hundredtusindvis af knogler og rådnende lig, som bønderne skændede for at finde værdigenstande eller guldtænder. Det har været et profitabelt arbejde. Historikeren forklarer, at byerne omkring de store dødslejre blomstrede op og opnåede en rigdom, de ikke var vant til.

Den frugtbare jord erstattede bønderne med den frugtbare jøde, hos hvem alt kunne udvindes.

Da jøderne havde bestjålet polakkerne sådan lød en sejlivet myte i al fald var det i orden, at polakkerne tog det, der var retmæssigt deres, tilbage. Derfor den afslappede stemning på fotografiet, skriver Gross. Der er ingen følelse af anger, ingen skam over at begå den totale overskridelse af den dødes værdighed.

Gross forklarer, at bønderne på billedet tænkeligt også kunne have været dem, som solgte vand og mad til klækkelige overpriser til de jøder, der udsultede og forskræmte kørte med toget ind gennem Treblinkas porte. Bønderne viste godt, hvad der ventede passagerne ganske få minutter senere. 800.000 jøder menes at være myrdet i Treblinka.

Hvad bønderne gjorde, gjorde talrige andre europæere, skriver professoren. Intet beskæftigede så mange mennesker under krigen som ariseringen af jødiske formuer.

Jødeudryddelsen var først og fremmest en god forretning. Man gyser ved tanken om, hvor mange tyvekoster der stadig er at finde i europæiske hjem i dag.

Trods den korte form er det ikke en nem at komme igennem. Et for- eller efterord, der tegner rammerne for den polske debat, kunne have hjulpet. Vi føres ind i en verden så barbarisk, at fornuften gør oprør. Man læser med uviljen og raseriet på bagsædet. I en vis forstand nulstilles al værdighed og civilisation. Det er ubærligt.

Med essayets mere springende og filosofiske form tager Gross nogle chancer med sit materiale, som mere korrekte historikere nok ville være forsigtige med. Han blæser så at sige dette ene fotografi ud over hele Polen, ja, hele europakortet. Vi er alle skyldige.

Det er et dristigt stykke mentalitetshistorie, skønt han delvist giver de kritikere ret, der siger, at han drager konklusioner på baggrund af et fotografi, vi ved meget lidt om. Men i essayet har Gross et utal af andre anekdoter, udtalelser og tegn, der støtter hans beretning.

Essayet bør læses som et udråbstegn og en anklage. Vi er i hænderne på en mand med en sag. Han gør ikke meget for at præsentere de stemmer, der kunne fortælle en anden historie. Al fremtidig debat om holocaust må begynde her.


Klaus Wivel er journalist på Weekendavisen.