Gør det noget, at få læser klassikere?
JA: Martin Glaz Serup, digter og forfatter til børnebøger
Jeg mener, at det er et stort problem at have en litteraturredaktør særligt på et gammelt, konservativt dagblad som Berlingske som grundlæggende ikke forstår, hvad litteratur kan. Eller som i hvert fald mener, at det ikke er vigtigt, at andre forstår det. Litteratur rummer som kunst betragtet store dele af vores kulturelle erindring. Den giver grundlæggende bud på, hvad det vil sige at være menneske. Litteraturen er det sted, hvor man kommer tættest på andre og bliver i stand til at sætte sig ind i, hvad andre mennesker er i stand til at forestille sig. Og så taler den direkte til læseren på tværs af tid, kultur, køn og alt muligt andet. Blandt andet derfor er den bedste litteratur så vigtig, og det bør enhver litteraturredaktør føle et ansvar for at formidle.
LÆS OGSÅ: Ingen klassikere uden ildsjæle
Men kan moderne litteratur ikke give nogle af de samme ting blot på en mere umiddelbart appellerende måde?
Det er jo ikke udgivelsesdatoen, der er afgørende, men hvad der står i bøgerne. God litteratur, der er flere hundrede år gammel, kan lige så vel sige os noget, vi ikke kunne have sagt os selv. Det er netop det, der er kunsten i den bedste litteratur at den ikke forældes. Der er endda ofte en særlig erkendelsesmæssig indsigt i at læse noget på et lidt anderledes sprog, eksempelvis Shakespeare. Det tager måske lidt længere tid at læse, men det er også en del af den gode litteraturs egenart, at den kræver tid og fordybelse.
Hvis de fleste alligevel har lyst til en underholdende krimi, er det så ikke bare sådan, det er?
Jo, det er det. Og jeg løfter heller ikke pegefingre. Folk må læse lige det, de har lyst til, selvfølgelig. Det er en privatsag, og derfor er det også helt forfejlet, når Berlingskes litteraturredaktør taler om at have ondt i den litterære samvittighed. Han er jo heller ikke i en position, hvor han kan give syndsforladelse. Men det er præcis det, han gør. Og værre end det: Han spilder samtidig sin position ved blot at lægge sig fladt på ryggen ved at sige: folk har alligevel ikke tid til at læse. Han burde i stedet sige: Hvis I vil læse, kan I finde indsigt i disse bøger.
Men siger du ikke det samme: at folk må gøre, som de vil?
Nej, der er forskel på at sige, at ingen har pligt til at læse noget bestemt og så til at sige, at det ingenting betyder, hvad vi læser. Klassikerne er jo klassikere af en grund. De er et bud på en evaluering, en undersøgelse af verden. Det skal folk da have at vide, og så må de selv tage en beslutning. Søren Kassebeer går den modsatte vej ved at sige: det gør ikke noget. Det er ikke vigtigt med de klassikere.
Er det ikke bare udtryk for noget litteratursnobberi?
Snobberi? Det er da ikke snobbet at sige, at noget er bedre end noget andet, når det er faktuelt rigtigt. Det svarer blot til at sige, at på Louvre hænger nogle af verdens bedste malerier. Jeg siger ikke, at man har pligt til at se dem. Men hvis man gør det, får man måske en enestående oplevelse, man ellers ikke ville få. Sådan er det bare.
Gør det noget, at få læser klassikere?
NEJ: Søren Kassebeer, litteratur-redaktør på Berlingske
Jeg kan konstatere, at langt de fleste klassikere bliver mere eller mindre glemt. Både de danske og de udenlandske. Det er et faktum, man kan beklage, men jeg synes ikke som nogle har hævdet at det er udtryk for et generelt dannelsestab. For sådan har det altid været. Det er en illusion, at danskerne i de gode gamle dage sad bøjet over klassikerne. Dermed ikke sagt, at de litterære klassikere ikke har værdi, det har de selvsagt. Og man kan få meget ud af læse dem, uanset hvor gamle de er. Jeg mener også, at der ligger en kulturpolitisk forpligtelse til at pleje denne del af kulturarven og holde den tilgængelig. Men det er og bliver aldrig en genre, alle læser. Og det er heller ikke noget, man skal pådutte nogen, for det vil være en formynderisk tankegang.
Men selvom det er sådan, har du så ikke som redaktør på en gammel, kulturkonservativ avis en forpligtelse til at modarbejde, at det er sådan, eksempelvis ved at formidle, hvad læserne går glip af?
Jo, og det gør jeg også. Men jeg gør det med udgangspunkt i den tid, vi lever i. Mit primære fokus er, hvad der udkommer lige nu. Hvilke litterære tendenser og dagsordener der er. Sådan er det, fordi vi er et dagblad, der netop skal afspejle tiden her og nu. Vi er ikke et litterært tidsskrift, der skal fyldes med umotiverede essay om verdenslitteraturens klassikere.
Men er der ikke noget om, at man kun forstår nutiden, hvis man kender fortiden?
Det er ikke Berlingskes opgave at være en slags folkeuniversitet. Vi kan oplyse og underholde, men vi er en avis, ikke en højskole. Når det er sagt, så forholder vi os faktisk hyppigt til de største forfatterskaber. For tiden skriver vi eksempelvis rigtig meget om Søren Kierkegaard. Avisen og jeg personligt er jo ikke ligeglade med klassikerne, tværtimod, men jeg forholder mig til, hvordan virkeligheden er, ikke hvordan den burde se ud.
Nogle ville kalde det en falliterklæring, at ikke engang Berlingskes litteraturredaktør kæmper for, at flere læser klassikerne.
Prøv at høre: Selv mine mest belæste venner får kun læst tre-fire sider hver aften, inden de falder i søvn. Og så siger jeg bare: det gør dem ikke til dårlige eller udannede mennesker. Litteraturen eksisterer jo i en virkelighed, hvor folk har travlt, den er ikke bare noget frit svævende.
Du er helt ny som litteraturredaktør. Når du tager denne store debat op, er det så, fordi du mener, den er principiel og nødvendig?
Der ligger ikke en bevidst strategi bag mit udsagn. Min opgave som redaktør ud over at passe biksen er at formulere synspunkter og kaste ting ud til debat. Anledningen var, at bestyrelsesmedlem i DR Ole Hyltoft havde foreslået, at nogle af de litterære klassikere igen burde læses højt i radioen, og det er jo helt ude i hampen. Ud over at det er formynderi, ville ingen jo lytte til det. Og deri ligger hele min pointe: Vi læser det, vi har lyst til, og det er kun sjældent de gamle klassikere. Sådan er det bare.