Gamle artikler kaster lys over kvindelivet anno 2015

Foto: Vibeke Toft / Scanpix Danmark

bog
Four stars
Måske har vi brug for en ny generations udgave af Kvinder, som kan give deres kommentar til, hvordan kvinder dagligt repræsenteres eller adresseres i det offentlige rum
Mai Misfeldt

I bladet ”Kvinder” fra 1975 til 1984 blev der luftet vilde visioner, som vi godt kunne tage op til genovervejelse, inspireret af denne antologi

Bladet Kvinder udsprang af Rødstrømpebevægelsens behov for et talerør, og var et frivilligt og kollektivt redigeret blad. I 2015 er det 40 år siden, det første nummer blev sendt på gaden; i alt blev det til 56 blade inden Kvinder gik ind i 1984. Og i den anledning har nogle fra ”den gamle garde”, Signe Arnfred, Litten Hansen og Anne Houe, redigeret et udvalg af artikler fra alle bladets årgange.

I kollektivets ånd bistået af en større redaktionskomité, der blandt andet har stået for at finde artikler fra forskellige områder lige fra arbejdsliv over seksualitet til kunst og kultur. Her er bagsideartikler med instruktioner i cykellapning, artikler om kvinder i andre lande, noveller, om arbejdsliv, familieliv, orgasmeproblemer, menstruation.

Der er klippet lidt og ændret på skriftstørrelse, men alt i alt får man faktisk oplevelsen af at læse bladet, som det var dengang, et altid energisk, veloplagt og farvestærkt layoutet blad båret af græsrodsånden. Det er ret tydeligt, at stærke kunstnere som Kirsten Justesen og Lene Adler Petersen var inde over layoutet, og den humor og selvironi, der ligger i deres streg eller fotoværker, kunne virkelig løfte en artikel.

Redaktørerne har valgt at klippe i tidsskriftets numre og opdelt bogen i tematiske kapitler: kvindeliv, dagligliv, arbejdsliv, krop og så videre. Det er forståeligt, men gør det samtidig lidt svært at orientere sig horisontalt. For der sker jo en hel masse i de år, og der er stor forskel på, om en artikel er skrevet i 1976 eller i 1982.

Sigende er eksempelvis en artikel fra 1981, hvor en behjertet skribent prøver at skabe medsøsterligt rum for den nye musikscenes unge kvinder, der udtaler: ”Kvindebevægelsen har ikke betydet noget for os.” Jeg kunne godt have tænkt mig, at man som redaktører var gået lidt mere synligt til værks, dels så man kunne se, hvor den ene tematiske afdeling endte, og den anden begyndte, dels sådan at der kunne være blevet plads til flere efterlods-reflektioner. Men det er måske en anden bog.

I begyndelsen var princippet for Kvinder, at alle artikler var anonyme. Vel for at man frit skulle kunne stå frem, men i lige så høj grad fordi bladet var tænkt som et talerør for en kollektiv bevægelse.

Men hvad kan de her udsnit fra bladet Kvinder, der har 30-40 år på bagen, så sige os i dag? Jeg synes, de kan sige ret meget. Om tiden dengang, men først og fremmest ved at kaste lys på vores nutid. Hvad var det egentlig, den ældre generation drømte om som unge?

”Tænk, hvis ens hjerne ikke var en flimrende skærm med afbrudte, hurtige beskeder. Tænk, hvis ens hjerne var blank og rund som et barns, der falder i søvn med åben mund,” skrev Elisabeth Rygård i nummer 41 fra 1982/83 som et forsvar for seks timers arbejdsdag. ”Seks timers dag - sex, skønhed, socialisme” lyder slagordet håbefuldt et andet sted. Og hov, tænker læseren anno 2015, hvor blev de egentlig af, alle de tanker om, hvordan vi skulle få et bedre liv med vores børn?

Jeg læser på Facebook og ser unge mødre være lige så ophængte og frustrerede over, hvordan man får arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, og drømme lige så meget om blanke, runde hjerner, som Elisabeth Rygård gjorde for 33 år siden. Og jeg ser også nogle, der på deres helt egne måder tager tråden op fra kvindebevægelsen. Vælger kvindefællesskaber til. Forholder sig til, at samfundsstrukturer altså ikke er givne en gang for alle, men at vi selv kan være med til at ændre dem.

Vi har bevæget os, men har vi bevæget os nok? Og har vi altid bevæget os i den rigtige retning? Måske er der noget, vi kan gå tilbage og samle op på. Måske har vi brug for en ny generations udgave af Kvinder, som kan give deres kommentar til, hvordan kvinder dagligt repræsenteres eller adresseres i det offentlige rum (for eksempel med tilbud om ”nye bryster” på busserne).

Bogen er ikke en analyse, men en samling af udsagn, et arkiv over tanker, der blev tænkt, et vidnesbyrd om en tid, som på mange måder ligger langt væk, men måske netop derfor kan det på en og samme tid læses mindre fordomsfuld og kaste lys på vores egen tid, på vores egne kvindeliv anno 2015.

kultur@k.dk