Det er en dramatisk og bevægende bibelsk roman, der begynder med en malende beskrivelse af lidelse og slutter med en lykkelig vision af den store forløsning, genopretningen, den ny begyndelse: livet efter døden.
Men i første omgang ”kun” et glimt af det.
Romanen foregår på Jesu tid. Vi ser ham på korset sammen med bogens hovedperson, Sjobek, og en anden af dens centrale, fiktive figurer, Gemarja, begge disciple af en rabbiner - og begge en slags røvere. Eller snarere terrorister.
De er den tids udgaver af radikaliserede unge.
Bogen er komponeret, så den veksler mellem to tidsplaner. På de første sider møder vi Sjobek i brutalt romersk fangenskab, pisket af en bøddel, og derefter får vi efterhånden forhistorien, givet som hyppige flashbacks, samtidig med at vi følger, hvordan situationen, der er udgangspunktet, yderligere udvikler sig for manden, der er ”bundet som et dyr”.
Med konkrete detaljer fortæller Anette Broberg Knudsen troværdigt om miljøet omkring Sjobek. Hun har sprog både til skildringer af hverdagen og til det, der ligger uden for hverdagen, men alligevel hører afgørende med til den.
Den temperamentsfulde Sjobek bryder op fra sin jødiske families stenhuggeri i Jerusalem, idet han slynger en flammende anklage for hykleri mod faderen.
Ganske vist anerkender han, at denne overholder de gældende forskrifter, men tilføjer koldt, at ”når det kommer til stykket, er du parat til at forråde det hele for en håndfuld beskidte romerske sølvmønter”.
Sjobek er en mand med en mission: Sammen med disciplene af den nævnte rabbi vil han befri ”det hellige land” fra de forhadte romere og bane vejen for Guds evige herredømme.
At stille sig til rådighed for den kamp, der udelukkende fører ondt med sig, betyder afsked med alt og alle i hans hidtidige tilværelse. ”Du kan ikke vende tilbage. Ikke før Messias kommer og sætter sig i spidsen for vores hær og fører kampen til ende.”
Og jøder skåner ikke jøder: Holdningen er, at de af dem, der samarbejder med hedningerne, er værre end disse og mister retten til at være en del af Guds folk, ja, mister retten til overhovedet at leve.
”I virkeligheden var de ikke mennesker, de var dyr, de var dæmoner, de var Herrens fjender. Og Herrens fjender skal udryddes af hele det hellige land”.
Men heldigvis - også for romanens skyld - viser Sjobek sig som en mand, der kan tvivle. Nogle af Jesus-ordene - ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” - når ham bag hans forhærdelse.
Han kan ikke forklare, hvad de betyder for ham. Men han mærker, at de rører ved noget blødt og sårbart, noget, der ligger så langt inde, at han slet ikke kender det.
Meget forødte Sjobek i sin fanatisme. Til dels også kærligheden. Med en urimelig anklage om utroskab forstødte han sin hustru og nedskrev dermed hendes status til ingenting.
Men mere end kærlighedens aske bliver trods alt tilbage. Så ufortjent kan det gå, når tilgivelsen for lov at råde. Den tilgivelse, som Jesus hørtes forkynde. Formelt er han en biperson i romanen. Men en biperson, der samtidig er hovedperson.
Den forandring, som hans budskab medfører, skildrer Anette Broberg Knudsen i fortættede, henførte syner. Hendes beskrivelse af skiftet har noget af det lys i sig, der bryder frem, efter at Jesus - hæs af udmattelse og mishandling - på korset har sagt til Sjobek, at i dag skal han komme med ham til Paradis.
Derefter har den tiltalte en vældig ud af kroppen-oplevelse, hvor han genser sit hidtidige liv, men i dets sande perspektiv.
Det er en uudholdelig smerte for ham at blive konfronteret med sig selv og med den skyld for meget ondt, der er hans. Helst ville han slippe. Men han skal netop ikke slippe.
Samtidig indtræffer et møde med en anden verden: ”han hvirvler indad i en spiral af morgenlys (...) som et barn bliver han båret, trygt og varmt og nært, og der er nogen, der nynner, videre og videre indad, hvor alt bliver større, og alle farver bliver mere og mere klare.”
Romanen er som en lysets engel, der går med glans gennem himmelporte.