Historien er i sin kerne autentisk. I 1823 blev pelsjægeren Hugh Glass (1780-1833) angrebet af en bjørn langt ude i den amerikanske vildmark. Dødeligt såret efterlades han i det isnende øde af de øvrige ekspeditionsdeltagere overladt til sin egen skæbne.
Men det lykkes imod alle odds Hugh Glass at kæmpe sig tilbage til livet. Ja, ikke alene det. Den dybt mærkede mand vandrer alene flere hundrede kilometer igennem den amerikanske ”frontier” eller civilisationsgrænse til et fort i South Dakota. Historien er blevet en del af den amerikanske heltemytologi, og Hugh Glass transformeret til en skikkelse, der er større end livet. Fortællingen om ham har været genstand for romaner og flere dramadokumentariske bøger og film, herunder Richard C. Sarafians ”Man in the Wilderness” fra 1971 med Richard Harris i hovedrollen.
Nu prøver den prisbelønnede mexicanske instruktør instruktør Alejandro G. Inarritu kræfter med det storslåede episke stof i filmen ”The Revenant” med Leonardo DiCaprio i det altdominerende rolle som Hugh Glass. ”A Revenant” kan bedst oversættes med en person, der er vendt tilbage fra de døde, eller mere højstemt: en genopstanden. Det sidste passer bedst til Inarritus epos, der er forankret dybt i det mytologiske. Lad det være sagt: det er en sindssygt flot film, der til fulde løfte den magtfulde fortælling ovenud af sig selv og ind under evighedens synsvinkel.
Nomineret til flere Oscars
I Inarritus fortolkning bliver historien om den ukuelige Hugh Glass til en renselsesrite, hvor mennesket uddriver det onde af sig selv og sin omverden ved at prisgive sig naturen. Inarritu gør - med et forlæg i en roman af Michael Punke - historien til en fortælling om hævn og nåde.
Det gør han ved at modstille Hugh Glass og skurken Fitzgerald, spillet af Tom Hardy. De tos kamp er filmens hovedtema. Fitzgerald bliver sammen med Glass' søn og en anden ung ubefæstet jæger sat til at passe på den dødeligt sårede Glass og gravlægge ham med værdighed. Men Fitzgerald svigter sit kald på det groveste. Hvordan skal ikke røbes. Inarritu fylder så meget djævelskab i Fitzgerald at han bliver selve indbegrebet af det onde.
Mange Oscar-nomineringer
Mødet med denne gennemgribende ondskab bliver Hugh Glass' vej tilbage til livet. For ondskaben skal bekæmpes og elimineres fuldstændig. Glass formelig drives op ad graven og tilbage til livet af en indædt vilje til hævn. Glass og Fitzgeral bliver en slags dobbeltmenneske i en skæbnebestemt strid om hvilken side af der skal have overherredømmet. Men Inarritu ville ikke være Inarritu, hvis ikke hævnen i den lange forunderlige film krydses over af noget andet og mere.
Til en begyndelse er det imidlertid en ekstremt fysisk film. Pelsjægerne skildres som en slags halvmennesker, der selv er på grænsen til det dyriske. Deres sprog er reduceret til et knurrende minimum, de ytrer sig voldeligt og primitivt, formummet som de er i dyreham. Den omgivende natur er også inden i dem og svøber sig ildevarslende omkring dem. Med gradvis vides perspektivet ud. Landskabet åbner sig med de mest betagende panoramaer af kulde, sne og klingende iskrystaller. Ja, selv himlen åbner sig med lysende stjerneskud og en glødende meteor i frit fald. Det er et møde mellem is og ild, der driver filmen frem og skaber dens drama.
”The Revenant” er i sin grundspor en film om simpel overlevelse i en natur med bjørne, bisoner og gribbe svævende over de usaliges hoveder, og dertil indianere, der vil erobre deres tabte land tilbage. Hugh Glass skildres selv som en slags indianer. Han har fået sin søn med en kvinde fra en indianerstamme og instinktet for at gebærde sig i naturen sidder i ham, ligesom sorgen over at have mistet hende, da den hvide mand brød nyt land. Filmen tager livtag med den klassiske konflikt i amerikansk historie og kolonisering, hvor en oprindelig befolkning blev udsat for brutale overgreb.
Men det fine og sjældne ved ”The Revenant” er, at filmen gradvis løsner sig fra sit nærmest uhyrligt realistiske grundspor og forvandler sig til en mytologisk fortælling, som den eksempelvis kendes fra de nordiske sagaer og de katolske helgenlegender. Historien om den udstødte og prisgivne, der vender tilbage og materialiserer sig for dem, som troede at have fortrængt ham fra deres verden. For der er hjælpere derude, hvor alt håb ellers synes mistet. I denne film naturen og dens indfødte, der kaldes frem med en poetisk vælde i formatet og en visuel rigdom, man næppe har set magen til.
For rummer ”The Revenant” er brutalt og blodigt fysisk spor, rummer den også et befriende metafysisk spor. I sin ensomme kamp med elementernes rasen svæver Hugh Glass mellem liv og død. Og i dette grænseland er han åben for erindringer og hallucinationer af en anden verden. Den næsten ordløse film fyldes af billeder, der på en gang er inden i Glass og uden for ham. Kristendom og panteisme mødes i de mest betagende visioner, der ikke giver den romantiske tyske maler Caspar David Friedrich noget efter. På færden mod mørkets hjerte åbenbarer Glass' afdøde kvinde sig for ham som en skytsengel. Dante møder sin Beatrice i den amerikanske vildmark!
Det lyder af meget, måske også for meget, men Alejandro G. Inarritu fører sin historie om det genopstandne lidelsesikon Hugh Glass igennem med stort mod og konsekvens. På sine egne præmisser kan filmen ikke laves bedre. Den gør et overvældende indtryk med sin magiske realisme, mellemamerikanske spiritualitet og sin skønne og brutale forening af kristent forsyn og rå naturkraft. Skabelse og destruktion mødes i et skæringspunkt, hvori der fødes filmkunst.
kultur@k.dk