Gensyn med lektor Blomme og Co.

Genudgivelsen af Siegfried Lenz' bedst kendte bog, ”Tysktime”, har fået Niels Davidsen-Nielsen til at tænke over, hvordan den samme lærer kan opleves som en sadist af en elev og som en glimrende pædagog af en anden elev

Frits Helmuth i rollen som den sadistiske lektor Blomme i Peter Schrøders vellykkede filmatisering af ”Det forsømte forår”. -
Frits Helmuth i rollen som den sadistiske lektor Blomme i Peter Schrøders vellykkede filmatisering af ”Det forsømte forår”. - . Foto: Henrik Petit/Scanpix.

En ny dansk udgave af Siegfried Lenz' bedst kendte bog, ”Tysktime”, er sendt på markedet. I det medfølgende informationsmateriale fra forlaget Valdemar læser man, at romanen første gang udkom på dansk i 1970 og blev solgt i 70.000 eksemplarer.

Efter Lenz' død i november sidste år skrev jeg her i avisen om maleren Emil Noldes rolle i romanen - under navnet Nansen. Det er ham, der af nazisterne får forbud mod at male, og som hovedpersonen, drengen Siggi, forsøger at beskytte mod sin fars, landbetjentens, nidkære overvågning under Anden Verdenskrig. Handlingen udspiller sig i marsklandet lige syd for den dansk-tyske grænse. Og på forsiden ser man Siggis far på tjenestecykel og iført regnslag som en sejlende silhuet på digets kam.

Oversættelsen er blevet ajourført af forlagsdirektør Birgitte Brix, der også oversatte førsteudgaven.

Lenz' stil er indimellem noget kompakt, så helt let kan det ikke have været. Men mit første indtryk - jeg læste tidligere hele romanen på tysk - er, at resultatet er vellykket.

En interessant nyhed ved udgivelsen af ”Tysktime” er, at forlægget til den berygtede lektor Blomme i Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår” - mindeværdigt spillet af Frits Helmuth i Peter Schrøders vellykkede filmatisering af romanen - er Birgitte Brix' morfar.

Han hed Valdemar Bang og var en af mange elever beundret og afholdt lærer, læser man i informationsmaterialet. Men Scherfig ville hævne sig på ham. Når Birgitte Brix har kaldt sit forlag ”Valdemar”, er det netop for at genoprette sin morfars renommé som et menneske, der levede for litteraturen og forsøge at formidle denne glæde til sine elever. Og det tænder hos mig tanken om, hvor forskelligt man kan opleve lærere.

I erindringsbogen ”Riber Ret”(2001) tegner Hans Edvard Nørregård-Nielsen sin latinlærer, frk. Willemoes, lige så kritisk som Scherfigs portræt af lektor Blomme. Hun udvælger hurtigt Nørregård-Nielsen - der er ældre end sine klassekammerater og socialt afstikkende i den fornemme stiftsby - som yndlingsoffer. Hendes timer begynder typisk med udråbet ”Hans, grammatikken!”, og så kan de andre elever ånde lettet op. Overhøringen beskrives sådan:

”Det sitrende farlige afløstes af et mellemstadium af galgenhumoristisk selvmedlidenhed, og endelig vældede den almindelige tilsjofling af hele éns person hende ud af munden.

Man var så fortvivlende dum, at der vel ikke engang kunne forventes en sammenhængende forklaring på, hvad man overhovedet ville i et gymnasium“

Lykkedes det mig undtagelsesvis at klare de faglige skær, gjaldt klapjagten andre sider af min person.”

På den baggrund er det ikke underligt, at Nørregård-Nielsen beskriver sin gymnasietid på Ribe Katedralskole som et ”lille jammersminde”. Han tilføjer, at det nok siger lige så meget om ham selv som om skolen, men det har tydeligvis været en hård tid for ham.

Men jeg mener også at kunne huske, at der efter udgivelsen af ”Riber Ret” blev trykt et læserbrev fra en gammel elev på katedralskolen, der havde været glad og taknemmelig for frk. Willemoes' undervisning. Igen: delte meninger.

Da jeg selv kom i gymnasiet, fik jeg en matematiklærer, som jeg hurtigt lærte at frygte. I begyndelsen var jeg sjældent velforberedt, nogle gange kom jeg i hans sorte bog og rykkede efterfølgende et trin ned i karakterbogen.

Helt galt gik det en dag, jeg blev eksamineret ved tavlen og var totalt uforberedt. Efter at have gennemheglet mig sagde lektor Christoffersen omtrent følgende:

”Du var fritaget i sidste matematiktime, fordi du skulle være med til at fejre din mosters fødselsdag. Var det 40, hun blev?”.

Han havde ret i både det ene og det andet. Og for min matematiklærer var det indlysende, at jeg skulle have droppet fejringen af min unge moster. Den kunne umuligt gælde som force majeure.

Efter den oplevelse var jeg sjældent helt uforberedt i matematik. Men jeg holdt aldrig op med at frygte lektor Christoffersen. Jeg har heller ikke glemt, at han fik en af de store piger i klassen til at græde, da hun blev overhørt ved tavlen.

Stor var derfor min forundring, da jeg mange år senere læste en nekrolog over ham af journalisten Anne Wolden-Ræthinge (Ninka), der også havde gået på Sønderborg Statsskole.

Han var en gudbenådet pædagog, mente hun blandt andet. Og det forlød, at han år efter år skaffede sine elever et tårnhøjt gennemsnit i matematik til studentereksamen. Jo, han var faktisk en god pædagog, og kun én gang oplevede jeg, at han kom til kort. Det var, da min klassekammerat Uffe, der havde absolut gehør og senere blev en kendt cembalist, sagde til ham:

”Lektor Christoffersen. De er utvivlsomt en fremragende pædagog. Jeg forstår intet!”.

Ved den lejlighed lagde han sarkasmen på hylden.

Så også om min matematiklærer var meningerne delte. Men for mig var han altså en plage, og ved studenterjubilæerne sørgede jeg altid for at holde mig på sikker afstand.

I ”Det forsømte forår” skiller lektor Blomme sig ikke synderlig ud fra skolens andre lærere, så det er i hvert fald ikke kun ham, Scherfig har givet et dårligt eftermæle. Det går værst ud over klassens tykke dreng, Thygesen.

Matematiklæreren, kaldet ”Aben” - en lille mand med hvidt kindskæg som en chimpanse og små onde tætsiddende øjne - kommer løbende ind i klassen og kommanderer Thygesen op til tavlen:

”Aben har grebet den tykke dreng ved sidehåret og trækker ham ned mod sig “ og så bliver Thygesen dunket voldsomt i hovedet med små hårde knoer. Endnu ved ingen, hvad det hele drejer sig om “ Og så voldsomt er hans raseri, at han ikke tør lægge hånd på Thygesen. Og han vender sig mod livløse, ufølsomme genstande. Han griber fat i en kontakt i væggen. Og med forfærdelig kraft river han den ud, så skruer og kalkpus og ledninger følger med.”

Gymnastiklæreren opmuntrer med spøgefulde tilråb Thygesen, der ikke er kommet over hesten, men klamrer sig til dens ryg.

”Hvad satan i helvede, din drønnert! Skal du voldtage dyret? Det er faneme en hanhest, dit svin! - Og når Thygesen ikke kan klatre hurtigt nok op i tovet, tager hr. Ejby sin fine guldnål ud af slipset og stikker ham i enden.”

Drengenes fransklærer, lektor Oremark, føler vellyst ved sanseløs vrede, spiller gallisk og er temperamentsfuld som en parisisk taxachauffør. Han er lige så ondartet som Blomme, der også jævnlig retter skytset mod Thygesen:

”O, du smækfede Crassus! råber lektor Blomme. - Hvis du kan overvinde din medfødte dorskhed, så luk dit kæmpegab op og begynd at oversæt teksten, din fedling.”

”Det forsømte forår” holder i den grad. Så læs den, eller genlæs den, hvis De kan. Den koster kun 100 kroner i paperback. Og nu kan ”Tysktime” altså fås igen på dansk. Det er en moderne klassiker, man bør unde sig selv, og som kan fås for 250 kroner - hver krone værd for det lange og givende træk, man kan få i lænestolen.