Gensyn med ”Tysktime”

Det dansk-tyske grænseland har været en vigtig inspirationskilde for både forfatteren Siegfried Lenz og maleren Emil Nolde

Den afdøde tyske forfatter Siegfried Lenz.
Den afdøde tyske forfatter Siegfried Lenz.

Da jeg for nylig var i London, læste jeg i The Times en nekrolog over den tyske forfatter Siegfried Lenz. Ham må jeg snarest læse noget af, tænkte jeg. Nu har jeg - på tysk! - læst hans kendteste bog, gennembrudsromanen ”Deutschstunde” fra 1968, et kapitel om dagen.

Det har bestemt været indsatsen værd. Sammen med den jævnaldrende Günter Grass og den ni år ældre, nu afdøde Heinrich Böll er Siegfried Lenz blandt de største tyske krigstids- og efterkrigstidsforfattere.

En af grundene til at ”Deutschstunde” optog mig, var, at den foregår i marsklandet lige syd for den dansk-tyske grænse. Den egn har jeg besøgt flere gange og derved set byerne Frederiksstad og Husum samt Halligerne - de 10 små øer i Det Nordfrisiske Vadehav, hvis bondegårde på grund af faren for stormflod ligger på kunstige forhøjninger. Et par gange har jeg også besøgt Nolde-museet i Seebüll og marskøen Föhr. Det var dér, H.C. Andersen i 1844 var gæst hos Christian VIII. Selvom jeg har svært ved at se det for mig, siges det, at han nød at bade i det salte havvand.

Hovedpersonen i bogen er en halvstor dreng, Siggi Jepsen, hvis far er landbetjent i det yderste Nordvesttyskland, helt ude ved digerne. Som myndighedsperson har han ansvar for, at loven holdes i lokalsamfundet, og i udøvelsen af sit embede er han i krigsårene så blindt adlydende, at Siggi mister respekten for ham. Forholdet til faderen kølnes yderligere, da Siggi lærer en berømt lokal maler at kende og knytter sig til ham. Af styret opfattes dennes billeder som degenererede, og han får derfor maleforbud fra Berlin. Det forbud håndhæver landbetjenten med stor nidkærhed, til trods for at han og kunstneren er barndomsvenner. Malerens navn er Max Ludvig Nansen, og da Noldes fødenavn var Hans Emil Hansen, er det ikke svært at gætte, hvilken historisk person Lenz har modelleret sin romanfigur efter.

I et af bogens kapitler optræder ved et arrangement i hjemstavnsforeningen en uniformsklædt marinekorporal, som gør tjeneste på en forpostbåd på Nordsøen. Hans lysbilledforedrag fra krigen - ”Hav og hjemstavn” - bliver påhørt med stor opmærksomhed. Selv blev Lenz som 17-årig indkaldt til marinen. I halvandet år gjorde han tjeneste på krydseren ”Admiral Scheer”, hvorfra han var vidne til evakueringen af civile fra Østpreussen - som han stammede fra - og til russernes sænkning af lazaretskibet ”Wilhelm Gustloff ”(som Günter Grass har skrevet en bog om). Da ”Admiral Scheer” i begyndelsen af april 1945 blev sænket af englænderne, lykkedes det Lenz at desertere til Danmark. Dér gik han under jorden, og lige siden havde han en tæt tilknytning til Danmark.

Skuespilleren Susse Wold har fortalt mig, at hun ved en optræden med en H.C. Andersen-forestilling på Fakkelgården tæt ved den tyske grænse havde Siegfried Lenz blandt tilskuerne, og at de bagefter talte sammen. Hun nævnte, at Lenz beundrede Andersen, holdt meget af Danmark og forstod dansk. Om Lenz' tilknytning til Danmark kan tilføjes, at han i 26 år havde sommerhus på Als, hvor ”Deutschstunde” er skrevet, og hvor Nolde levede fra 1903 til 1916.

Romanen begynder efter krigen med, at Siggi i et ungdomsfængsel på en ø i Elben bliver idømt straffearbejde. Sammen med de andre indsatte skal han i en dobbelt tysktime skrive en stil om ”pligtens glæder”. Det emne har han så meget at fortælle om, at han ikke kan komme i gang.

Han ser kun sin far for sig, hans uniform, kikkert, regnslag og silhuet på diget. Som straf for at aflevere blankt bliver han sat i en isolationshytte med ordre om at skrive den ønskede opsats. Da der på hans egen insisterende anmodning ikke fastsættes nogen afleveringsfrist, tilbringer han her flere måneder med at skrive historien om sin barndom under krigen.

På Statens Museum for Kunst hænger blandt andre malerier af Nolde et billede fra 1909 med titlen ”Nadveren”. Det er beskrevet som det første af en række meget personlige billeder, hvor kunstneren brød med den traditionelle religiøse fremstillingsform. Med sin grovhed, sine voldsomme penselstrøg og heftige farvekontraster må det have chokeret samtiden.

I 1937 blev det konfiskeret af nazisterne og vist på udstillingen ”Entartete Kunst”. Nogle af billederne herfra blev efterfølgende brændt, men det lykkedes Nolde - der fik maleforbud i 1941 - at få billedet tilbage. Blandt billederne på museet foretrækker jeg selv det dramatiske Nordsø-billede ”Hav og mørke skyer” (1936).

Det dansk-tyske grænseland har været en vigtig inspirationskilde for både Lenz og Nolde. ”Hav og mørke skyer” kunne være et fint forsidebillede til en ny dansk udgave af ”Deutschstunde”.