Glæden ved musikalsk fællesskab

ET LIV MED MUSIK: Søren Kinch Hansen fra Gedved er en af vore mest efterspurgte kor-, orkester- og operadirigenter

Jeg er optimist i den forstand, at jeg tror, vi vil opdage, hvad vi mister, hvis ikke vi passer på, siger Søren K.Hansen om zapperkulturen. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.
Jeg er optimist i den forstand, at jeg tror, vi vil opdage, hvad vi mister, hvis ikke vi passer på, siger Søren K.Hansen om zapperkulturen. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hvor skal den, der vil fortælle om manden, som vi lige nu er på vej hen til, dog begynde?

Måske i Canada. Dér, endda langt ude på prærien, har den 50-årige Søren Kinch Hansen været korleder – eller finere sagt: "artistic director" (kunstnerisk direktør). Så er der da i hvert fald antydet noget om, at vi nærmer os en person, der virkelig er bud efter. Han, der engang fra særdeles kompetent side betegnedes som en af Nordens førende unge inden for kordirektion, hører til de mest efterspurgte kor-, orkester- og operadirigenter herhjemme.

Hvad anledningen er til et besøg hos Kinch Hansen, som vi træffer i hans hjem i Gedved ved Horsens, hvor han bor sammen med sin kone, Joan Hermansen, og parrets tre børn på henholdsvis 10, 8 og 5 år? Bortset fra at manden selv udgør en latent anledning er der med de 40-50 koncerter, han er involveret i om året, altid et påskud til at berette om ham. Det siger også noget om vor "vært", at han til sommer skal være dommer i en korkonkurrence i Finland.

Musikken har han haft med sig hjemmefra. Ligeledes trangen til musikalsk foretagsomhed. At spille lærte han af sin far, en udøvende amatørmusiker, Erik Hansen, tidligere ingeniør på Lego, hvis daværende direktør, Godtfred Kirk Christiansen, ansporede ham til at oprette et orkester. Udover i en årrække at dirigere dette gav faderen i sin fritid musikundervisning.

Søren K. Hansen tog i 1980 musikledereksamen fra Det Jydske Musikkonservatorium i Århus, hvor han i dag er docent i kor- og ensembleledelse. Han er grundlægger og leder af Vokalensemblet GAIA, der har gjort sig gældende som et af de fineste kor i Danmark. Leder er han også af Det Jydske Musikkonservatoriums Kammerkor samt af Den Jyske Operas kor, og han har været gæstedirigent både for det danske og det svenske radiokor og Vokalgruppen Ars Nova.

I år er han dirigent for Vejle Amtskor, og endvidere er han fast dirigent i strygerensemblet Århus Sinfonietta, han oprettede i 1996 på Det Jydske Musikkonservatorium barokorkestret Ricercare, har ofte ledet Aarhus Bach-Orkester og gæstedirigeret samtlige landsdelsorkestre. Som operadirigent har han været i forgrunden ved en række opsætninger på Den Kongelige Opera, Den Anden Opera og Den Jyske Opera.

Opgaver behøver Søren K. Hansen ikke at finde. De finder ham. Han føler sig privilegeret – og forkælet – på grund af den tillid, der gennem årene er blevet vist ham. Han siger, at han egentlig er underuddannet i forhold til mangfoldigheden af de projekter, han lader dig inddrage i. Han lærer ved at gøre.

Kendt er han over det ganske land. I tusindvis af professionelle og amatører "har nydt hans glasklare slagteknik og gennemmusikalske indstuderinger af store og små værker".

– Hvis jeg skulle have været noget, der overhovedet bare smager af solist, skulle det være organist. Som sådan var jeg ansat i cirka fire år i Egå Kirke ved Århus. Men jeg har altid været langt mere fascineret af det musikalske fællesskab. Jeg har ingen drøm om at rejse verden rundt og dirigere så det ene og så det andet sted. I øvrigt er jeg heller ikke god nok.

– Det, der er vigtigt for mig, er at skabe et miljø. At indgå i et miljø. Også et kor er i en vis forstand et miljø: En gruppe af mennesker, der mødes gennem mange år. Før Vokalensemblet GAIA havde vi et kor, som vi ubeskedent kaldte Det Danske Kammerkor. Vi mødtes blandt andet to uger hver sommer. Kontinuiteten i medlemsskaren var stor gennem årene. Vi knoklede seks timer om dagen i de to uger. Resten var fodbold og madlavning.

– Derved dannes et musikalsk fællesskab. En gruppe, hvor man kan noget i kraft af hinanden. Man får et fælles sprog, som ligger ud over det sproglige. Man behøver ikke at sige så meget. Man kender hinanden. Sådan noget synes jeg er af stor værdi. Man kan sige, at det er et arbejde, der foregår i et laboratorium eller i en kolbe. Et sted, hvor der sker en proces, en komprimering af lærdom eller opmærksomhed. Eller hvilket ord man vil sætte på.

– I dag i GAIA står vi med frugten af dette arbejde: Når vi foran os lægger en node, som vi skal lære, går det med en hastighed, som vi slet ikke kunne tilegne os tingene med for 20 år siden.

Søren K. Hansen tilføjer: – Men vi er i dag oppe imod noget, som jeg tror, at vi om nogle år vil synes var en kortvarig årgang. Den såkaldte zapperkultur. Tendensen til at hente lidt her og lidt der. Folk er bange for at gå glip af noget og vil også lige et andet sted hen. De vil helst ikke binde sig, for det kunne jo være, at der dukkede noget mere spændende op. Men det er svært at lave et projekt, når ikke man er sikker på, om alle kommer. Og hvis alle endelig er forsamlede, ringer en mobiltelefon. Dermed opstår et brud på vores "kolbe".

– Men jeg er optimist i den forstand, at jeg tror, vi vil opdage, hvad vi mister, hvis ikke vi passer på.

Hvordan indgår en dirigent i et musikalsk fællesskab?

Søren K. Hansen indleder sit svar med at skelne med at have autoritet og at være autoritær.

– Hvad det sidste angår, vil jeg sammenligne med en domptør, der i kraft af sin magt holder vilde dyr i skak. En enorm kraft holdes nede og bruges ikke til noget. Det synes jeg ikke er interessant. Det er meget mere interessant at udnytte den energi, der findes, og få tingene til at folde sig ud.

– Men samtidig skal jeg påtage mig lederrollen i dens fulde udstrækning. Det er min opgave af tage beslutninger. Men jeg skal argumentere for dem, så jeg mobiliserer den intelligens og musikalitet, der er til stede. Hvis man er utilfreds med resultatet, må man afsætte mig, når man får chancen.

At indgå i et fællesskab med professionelle musikere og amatører indebærer efter Søren K. Hansens erfaring flere ligheder end forskelle. Noget det er ham en glæde at understrege.

– Musikfagligt er amatørerne naturligvis ikke topkomptetente. Men den professionelle kompetence de har i andre forbindelser, kan de bruge i det musikalske arbejde og koncentrere sig på samme måde som de professionelle musikere. Jeg gør en dyd ud af af stille de samme krav til begge parter, hvad angår netop koncentration samt overblik og forståelse. Men det ville være urimeligt af mig, hvis jeg forlanger, at amatørerne skal få sangen og musikken til at klinge lige så godt som de professionelle, siger Søren K. Hansen.

grymer@kristeligt-dagblad.dk