I sommer, da min kone og jeg kørte rundt i Danmark, var vi på en del museumsbesøg. Vi var på Moesgaard og Faaborg Museum og Johannes Larsen Museet. Og vi kørte forbi mange andre museer, store og små. Et sted på Langeland spiste vi frokost ved en gammel vindmølle, der også er museum. Hver by, hver flække har sit museum med alt fra veteranbiler på Egeskov, Elvis i Randers, vikinger på Trelleborg og bamser i Skagen.
Og så var det, at jeg fik den tanke, at hvis det her fortsatte i samme takt som hidtil; hvis der blev ved med at komme nye museer til i de næste tusind år, så ville Danmark være dækket af museer. Alle steder ville der være et eller andet, vi skulle mindes og lære af. Overalt ville der være noget, der tilhører det, som de skiftende kulturministre kalder vores umistelige værdier.
Vi ville ikke kunne bevæge os, ikke ånde for bare ophobet fortid. Hver kvadratmeter ville være fyldt op til randen med ting og dokumenter, bøger, computere og servere, der indeholdt alt, hvad der var blevet sagt og skrevet.
Min fantasi blev til et rent mareridt – ligesom vores eget pulterrum er det. Her hober vores fortid sig op med børnenes tegninger og lerfigurer, møbler og bøger og ting af særlig affektionsværdi.
På mit arbejde er jeg bestyrer af fortidens litteratur. Det er også snart en uoverstigelig opgave at være litteraturhistoriker. Siden 1945 er der skrevet lige så mange bøger som i de foregående 2500 år. Og der bliver bare udgivet flere og flere.
”Kun den, i hvem Fortiden er stuvet op, har Fragt med ind i Fremtiden,” skrev Johannes V. Jensen i 1921.
Han var 48 år gammel dengang. Da han var knap 20 år yngre, havde han en lidt anden mening om fortiden. Da gav han ungdommen stemme og mente, at den skulle ”aabne, sprede, glemme, slette ud”. ”Ungdom er at handle uden Tradition”.
Hvem har ret? Den unge eller den ældre? Min søn på 17 år mener allerede, at han har set for mange kirker og museer, og vil ubetinget give den unge Jensen ret. Uden at han af den grund vil gøre, som radikale revolutionære altid har gjort, nemlig ødelægge fortiden, sådan som Islamisk Stat gør nu om dage, når de banker helligdomme i stykker og vælter Palmyra omkuld.
Jeg er selv 60 år og mener i princippet som den ældre Jensen. Men jeg er også anfægtet, fordi jeg føler fortidens åg hænge tungt på min bevidsthed. Der er så meget, man skal huske, så meget, man skal bevare og give videre til den næste generation, som kun modstræbende tager imod. En gang imellem ville det være godt med den barmhjertige glemsel. Den store øvelse består ikke i at ophobe og lave det ene museum efter det andet eller skrive den ene litteraturhistorie efter den anden. Den består i at glemme og give slip, så man ikke ender som et støvet kompendium, parat til at blive gemt væk i bibliotekets mørkeste og dybeste arkiv. Men det er straks langt sværere, for hvad er det nu lige, jeg skal huske at glemme?
Nietzsche havde fat på det i ungdomsværket ”Historiens nytte” (1874). Han talte om aktiv glemsel. Den beror selvfølgelig på et indgående kendskab til historien og traditionen, for ellers ved man jo ikke, hvad det er, man skal glemme. Nietzsche plæderer ikke for den uendelige glemsel, når han taler en drøvtygning og en historisk sans, der skader det levende og til sidst får det til at gå til grunde. Han ved godt, at ”det uhistoriske og det historiske i lige høj grad er nødvendige for den enkeltes, et folks, en kulturs sundhed.”
Historien må gå i livets, livslystens, livsglædens tjeneste. Og så må glemmebogen nådigt tage sig af resten.