”Et bibliotek er et sted, hvor man har samlet en masse bøger. Lidt ligesom Netflix på computeren, bare med gamle bøger i stedet for film,” står der i en af de mange sjove fodnoter i tv-værten Jacob Riisings debutbog som skønlitterær børnebogsforfatter.
”Karmaboy”, hedder bogen - med den eksplosive undertitel ”Kometen og den onde numsekløe”.
Det lyder måske plat. Det er det også. Men det er samtidig en så vellykket børnebog på 150 sider, at denne artikels forfatters niårige søn (som ellers hellere vil spille fodbold eller computer) lappede den i sig på en weekend.
Fem stjerner ville den niårige give bogen - den sjette stjerne havde Riising fået, hvis han havde sparet på bandeordene, som den gode søndagsskoledreng sagde. Men den er en anden snak (som vi vender tilbage til). For et af hovedformålene med bogen er netop at få børn til at læse for sjov, forklarer tv-værten, da vi mødes i DR Byen, hvor han til daglig arbejder.
Og bogen er derfor - for sjov - også udstyret med en ”installationsguide”, hvor Jacob Riising forklarer, hvad en bog i det hele taget er - med bogstaver og kapitler ”lidt ligesom nye baner i et computerspil”. For den kendte tv-vært og komiker har selv en søn på otte år, som han gerne ville lære at læse noget mere.
”Min ældste søn på 10 år blev bidt af at læse, da han læste 'Kaptajn underhyler'. Og siden har han også læst mange mere seriøse bøger, men 'Kaptajn underhyler' fangede ham, mens det har været sværere at få min otteårige søn til at begynde at læse. Selv Ole Lund Kirkegaards fantastiske bøger stod han lidt af på, fordi universet tydeligvis er skrevet i en anden tid uden iPad og Netflix. Så jeg har forsøgt at lave en Ole Lund Kirkegaard 2.0 med samme friske tone og plads til fantasi, men skrevet i en mere moderne virkelighed for at få min egen søn med. Det er faktisk hovedårsagen til, at jeg har skrevet bogen. For at gøre det sjovt for børn at læse. Og det har faktisk været lidt af et familieprojekt, fordi mine egne børn er kommet med forbedringsforslag løbende,” siger Jacob Riising og tilføjer, at ”Karmaboy” faktisk også er hans otteårige søns opfindelse:
”Jeg har skrevet tre andre børnebøger - blandt andet en om de 100 sejeste mennesker på Jorden, herunder Gandhi. Det fik os til at snakke om, hvad karma er derhjemme. Min søn fangede det der med, at man får noget godt igen, hvis man gør noget godt for andre. Og sådan begyndte han at kalde sig selv for 'Karmaboy'. 'It's karmatime' kunne han sige, når han gav sin lillesøster sutten på bagsædet, mens jeg kørte bil. Og så blev jeg jo nødt til at kvittere med et Kinderæg på næste tankstation. Det lurede han, så han egentlig mest gjorde gode ting af selviske årsager, og det gav mig den oprindelige idé til bogen. Om en dreng, der hjælper for at hjælpe sig selv. Sådan blev det ikke helt, men det satte mig i gang med bogen”.
Også Riisings ældste søns forkærlighed for ”Kaptajn underhyler” har inspireret ham, så bogens ”Karmaboy” bruger underbukser og sin fars gamle Preben Elkjær-trøje som en del af sit heltekostume. Men i modsætning til virkelighedens Karmaboy gør Karmaboy, der i øvrigt hedder Niller og er en rødhåret dreng med spaghettiarme, ikke gode gerninger for sin egen skyld, men for at redde Skovlunde Bytorv, der er truet med at blive ramt af en komet.
”Alle de andre voksne resignerer bare over torvets triste usigter. Men Niller forsøger at gøre noget. På den måde viser det også, at børn sommetider er klogere end voksne. Og det er også en af mine pointer med bogen, som mest af alt bare er sjov og ballade. Men hvis den vil sige noget, er det, at man ikke behøver at være superhelt for at gøre en forskel. Det kan man også gøre som rødhåret dreng med tynde arme. Det er ikke vores fine voksenord, der gør verden bedre. God karma og næstekærlighed er jo egentlig bare flotte ord for at være en god kammerat. Og det kan alle være.”
I bogen udnytter en række af byens borgere Karmaboys trang til at hjælpe, for så kan købmanden jo lige spare lønnen til flaskedrengen og så videre, men i sidste ende hjælper det at hjælpe. Og Karmaboy har også selv en hjælper, nemlig vennen ”Tykke”, der som en anden ydmyg Aron hjælper sin Moses med at redde ”sit folk”.
Karmaboy møder i øvrigt også sin skæbne i en mose - ligesom Gummi-Tarzan og med lidt god vilje Moses, men længere rækker de bibelske paralleller ikke. Og bogen består heller ikke ligefrem af bibelsprog, som den niårige derhjemme bemærkede. Men hvorfor er det nødvendigt med alle de bandeord?
”Jeg har forsøgt at give mine bandeord en funktion, så de for eksempel viser, at Tykke er gået sukkerkold. Og jeg har ikke bandet i bogen for at virke smart eller ung med de unge. Men på den anden side er det jo sådan, at der bliver talt i skolegården.”
Men har børnebogsforfattere og børne-tv-værter som dig ikke et ansvar for det?
”Jo, og det vil jeg helt klart også tænke over, hvis jeg laver en to'er. Men jeg er også stolt af bogen, som den er. Det er ikke Moses' stentavler, men en lille sjov historie, der da gerne må give Bibelen lidt konkurrence i boghandlerne. For den er skrevet for at more børn, og hvis den kan få dem til at tænke lidt over, hvordan de behandler andre, er det da skønt,” siger han, inden han går op og køber mere kaffe til os.
For hvert øjeblik er en chance for at gøre en lille god gerning. It's karmatime!