God stil er alt nok

Bo Hakon Jørgensen gør i sin nye bog en behjertet og prisværdigt konstruktiv indsats for at genindføre stilen som litteraturens afgørende adelsmærke

Bo Hakon Jørgensen. Arkivfoto fra 2000.
Bo Hakon Jørgensen. Arkivfoto fra 2000. Foto: Morten Juhl.

Bo Hakon Jørgensen: Møder med mere - om litterær prosastil og prosaanalyse. 248 kroner. Forlaget Spring.

Bo Hakon Jørgensen, desværre for odenseanske litteraturstuderende nu professor emeritus, er klart min yndlingslitteraturforsker. Og hans seneste, lærde, tænksomme, skarpsindige, velskrevne, men fremfor alt vellæsende nye bog demonstrerer ydmygt og overlegent hvorfor. Titlen er unødigt poetisk mystificerende: ”Møder med mere”, mens undertitlen næsten er for svalende nøgtern: ”Om litterær prosastil og prosaanalyse”.

Og så er vi allerede i gang med at tale om det, som Jørgensen mener, at vi primært skal tale om, når vi taler om litteratur, og derfor tale så præcist som muligt om, nemlig stil.

Første linje i forordet er et retorisk spørgsmål: ”Er der grund til at redde det gamle stilbegreb fra at blive kvalt i det nyere diskursbegreb?”. Som straks besvares: ”Det synes jeg, og derfor har jeg skrevet denne bog.” Det er et eksempel på det cool, ligefremme, måske ligefrem bryske i Jørgensens stil. Nogle linjer længere nede knager det mere sirligt og selvbevidst forgrublet, stil er ”den mærkelige samstemthed mellem sprog og stil, det mere, som bliver tilbage efter endt læsning af et værk”. Siden lige før oplister syv ”arbejds-mottoer om litterær stil”, og de første tre er skamløst metaforiske:

”- stil er en tintning af sagen, som fx i brunt for gamle dage på film/ - stil er en tonearts prægning af hele musikstykket/ - stil er meloditråden fremad gennem alle ordene og deres medsyngen.”

Jeg har hermed foretaget de allerførste babyskridt i en stilistisk analyse efter Jørgensens egne anbefalinger og forskrifter: Læseren starter med at opstille en række stiladjektiver, stilpåstande og stilstrenge, som han derefter skal redegøre nærmere for. En dagbladsanmelder må som regel nøjes med adjektiverne og påstandene og så lynhurtigt underbygge, hvilket alt for få faktisk gør (særligt i prosaanmeldelser), med groft nedklippede citater.

Bogens anden del stil-analyserer i dybden og temmelig suverænt klassiske og nyklassiske værker af Goldschmidt, Jens Smærup Sørensen, Christina Hesselholdt og Jørgensens gamle yndlinge, Sophus Claussen og Karen Blixen (hos den sidste forfatterskab i stedet for enkeltværk). Men allerede tidligt i bogens første del, der på alle ledder og kanter diskuterer og fortæller om stilbegrebet, foretager Jørgensen en mindre, eksemplarisk stilanalyse af Peter Seebergs perle af en kortprosatekst, ”Den anatomiske tegning”: Dette er stiladjektiverne og den første stilpåstand:

”Humoristisk, højstemt, kunstfuld hverdagsagtig, parodisk og patetisk./ Epokestil: modernistisk. Stilmønster: litterært. (“) 1) Stilen er eksperimenterende med hverdagssproget på grænsen mellem patos og sentimentalitet (“).”

Seks sider senere afslutter Jørgensen stilsammenfatningen med at ”kalde stilen: det nedadstemte udtryk for det ophøjede. Det kunne meget vel kaldes Seebergs stilsignatur!”.

Meget vel! Udråbstegnet røber kært analytikerens glæde ved arbejdet og stolthed over resultatet, endnu en karakteristisk og sigende (og sympatisk) stilegenskab.

Adjektiverne på adjektiv-listen er hentet i en 30 år gammel tekstanalysebog, ”Att analysera text”, skrevet af to svenskere, Lars Melin og Sven Lange, der er blevet Jørgensens store helte og forbilleder: Et ”katalog” over traditionelle adjektiver for stil, både løst oplistet og organiseret i de såkaldte strenge (for eksempel en lav-høj-streng), skal hjælpe læseren til at sætte ord på sin umiddelbare oplevelse af en teksts særlige og i gode tekster jo ofte komplekse/paradoksale stil - som det nødvendige afsæt for den egentlige stilanalyse.

Det er meget typisk for Jørgensen og igen meget sympatisk, at han vælger et par alt andet lige ukendte svenskere som åndelige vejledere for sit stilistiske korstog frem for en stor, anerkendt, teoretisk afgud som russeren Mikhail Bakhtin (hvis idéer om sprogets dialogicitet vies et stærkt sympatetisk afsnit) - og at det ikke er svenskernes store åndfuldhed, der har besnæret Jørgensen, men deres pragmatiske-praktiske attak og effektivitet.

Centralt i bogens første del, ved siden af de enormt oplysende krøniker om stilbegrebets historie internationalt og i Danmark (og en for udenforstående ikke voldsomt interessant udredning af stil i fænomenologisk lys), er konfrontationerne med de tre ord, som de senere år har afløst stil som betegnelse for, hvordan en tekst siger det, den siger: stemme, tone og diskurs. Stemme og tone er henholdsvis mundtlige og musikalske metaforer for noget skriftligt og dermed som sådan upræcise, men som det fremgik af arbejdsmottoerne er Jørgensen hverken imod metaforer eller imod musikalske metaforer for stil; han mener bare, at stil er og bliver det præcisere begreb, som tone og stemme snarere er aspekter af, og jeg tror, han har ret.

Det er en helt anden, polemisk sag med diskurs, som Jørgensen hader af et godt, hvidglødende hjerte, fordi diskurs er en afindividualisering af stil: Skribenten skriver med en af stålsatte, forprogrammerede diskurser ført hånd. Mens Jørgensens pointe akkurat er, at det er gennem skriftens stilistiske personality, at skribenten forholder sig spillevende til samfund og eksistentialer og sager, jævnfør bare Seeberg-læsningen.

Bo Hakon Jørgensen og jeg kan næsten ikke være mere forskellige, hvad vores litterære idealer og smagsapparater angår - dog mødes vi i en næsegrus Per Højholt-dyrkelse - men det smukke ved at læse ham læse er, hvordan hans systematisk fintmærkende indlytning (nu begår jeg selv selvfed metafor) hver gang trumfer litteraturpolitikken - se, det er en læser for mig!

Konklusion: At det ikke er Bo Hakon Jørgensen, men Martin Zerlang, for en journalistisk og sjusket karikaturkrønike, der får Georg Brandes-prisen 2015, er simpelthen dårlig stil.