Johan Wolfgang von Goethe (1749-1832)

Goethe var meget produktiv, og hans værker spænder fra digte, dramaer, romaner og naturvidenskabelige afhandlinger, men blandt hans vigtigste værker er "Den unge Werthers lidelser" og "Faust​​​​​​​"

Johan Wolfgang von Goethes forhold til religion er individualistisk men ikke enestående i hans samtid.
Johan Wolfgang von Goethes forhold til religion er individualistisk men ikke enestående i hans samtid.

Johan Wolfgang von Goethe (1749-1832) blev født i Frankfurt am Main, et område i Tyskland som var præget af både pietisme og tolerance. Goethe studerer jura i Leipzig, men hans alsidige interesse viser sig i hans studier af litteratur, kunst, anatomi og astronomi.

Hårdt studieforløb

Jurastudiet er stormfuldt, og sidst i 1760erne bryder han sammen og må flytte tilbage til Frankfurt. Han begynder her på en række usædvanlige studier af alkymi, okkult filosofi og astrologi, for i 1770 at vende tilbage til jurastudiet, denne gang i Strassbourg.

Goethe afslutter sine jurastudier og rejser i 1775 til Weimar, hvor han bestrider flere administrative stillinger og arbejder som direktør ved byens teater.

Goethe møder kristendommen

Goethes møde med kristendommen sker i form af pietismen i den såkaldt Zinzendorffske form, hvor man lægger vægt på et inderligt og personligt forhold til Jesus.

Denne form for kristendom var stærkt repræsenteret i omegnen af Frankfurt, og Goethe lader sig inspire af den. Men hans egen tro er samtidig kendetegnet ved en form for fromhed, som bygger på almen religiøsitet. Religion er for Goethe en følelsesmæssig sag, som det også viser i værket "Faust".

Goethes religiøsitet udvikles videre i 1780'erne, hvor han vender sig imod antikken. Til forskel fra den kristne monoteisme finder Goethe i antikkens univers en langt større orientering mod humanisme og en religiøsitet baseret på naturoplevelser, og det tiltaler ham. Dette ses for eksempel i digtet "Grenzen der Menschheit" fra 1781.

Tvetydigheden hos Goethe

Goethe rejser i 1786 til Italien, og det præger hans forhold til katolicismen, som han på den ene side beundrer for dens ritualer og fromhed, mens han på den anden side afskyer udenomsværkerne og den verdslighed, som han finder i Rom.

På trods af dette tvetydige forhold til kirken spiller Bibelen en stor rolle i Goethes liv. Hans antikristne udbrud skyldes snarere, at kirken ophøjer et enkelt aspekt til sandheden, end at han finder kristendommen usand i sig selv.

For eksempel siger Goethe i en samtale med Eckermann, 11 dage før sin død, om Jesus og kristendommen: "Jeg bøjer mig for ham som den guddommelige åbenbaring, som den højeste sædeligheds princip, og det er den mægtigste af arten, som det er os verdens børn tilladt at erfare. Jeg tilbeder ham som lyset og Guds skabende kraft, gennem hvem vi alle lever, også planter og dyr. Men spørger man mig, om jeg er tilbøjelig til at bøje knæ for Paulus eller Peters tommelfingerknogle, så siger jeg: Bliv mig fra livet med jeres absurditeter."

Gud er lys

Hos Goethe får kristendommen en panteistisk drejning, idet han fokuserer på det universelle aspekt og forstår Gud som det lys, der gennemstrømmer alt. Kristendommen bliver hos Goethe præget af hans barndoms pietisme, men han mener ikke, mennesker kan opnå sikker viden om Guds eksistens. Dette træk har han i øvrigt til fælles med mange af samtidens tænkere.

Goethes sidste ord ved sin død i 1832 var "Lys, mere lys."