Vilhelm Grønbechs gennemslagskraft var enorm i hans samtid. Så stor var han, at forfatteren Martin A. Hansen kaldte ham »den tredje store« ved siden af Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Han var umådeligt produktiv og skrev om både mystikere og nordiske sagn, om antikken og atombomben, om Jesus og om folkelivet. Hans eftervirkninger har været tilsvarende spredte, og ikke altid lige til at gennemskue. Grønbech er i understrømmen, og indimellem dukker det op.
I år for eksempel. Det ligner en tanke, men er det ikke, mener de folk, vi har talt med. I morgen udkommer Johannes Adamsens bog om Vilhelm Grønbechs kulturkritik, og senere på året genudgives to værker af mesteren selv, nemlig »Nordiske myter og sagn«, som Gyldendal udsender i næste måned og Grønbechs bog om den engelske digter og mystiker William Blake, som Vangsgaards forlag udsender i en ny udgave til efteråret med et nyt efterord af Ebbe Kløvedal Reich.
- Nej, der er ikke en Grønbech-renæssance på vej. Heldigvis, Grønbech er på mange måder problematisk, men han har udøvet en energisk inspiration på mange mennesker og åbnet nye områder for unge mennesker. Han har en stærk fascinationskraft. Der er en stor rigdom i det, men det er risikabelt, hvis man bliver stående ved det og får Grønbech på hjernen som profet, siger Bo Alkjær, mag.art. i religionshistorie og forlagsredaktør på Det Danske Bibelselskab.
Han er formand for Vilhelm Grønbech Selskabet, der blev stiftet i 1994, blandt andet som en udløber af hellenisme-studier under Statens Humanistiske Forskningsråd. Selskabets formål er at »fremme kritiske studier, tolkninger og drøftelser af Grønbechs bidrag til og placedring i dansk og international videnskab og kulturliv«.
Selskabet lever et stille liv med et årligt seminar og med knap 50 medlemmer. Der er også i Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling et stort Grønbech-arkiv med breve, manuskripter og personalia, men selskabet er meget interesseret i, at håndskriftsamlingen får mere materiale, som kan være til gavn for fremtidige Grønbech-studier.
- Grønbech er interessant som historisk person, i sin samtid og med hans virkningshistorie, påpeger Bo Alkjær. Og en virkningshistorie har han haft på mange områder. Bo Alkjær nævner store folkelige formidlere som R. Broby Johansen, historikeren Palle Lauring, fortælleren Anna Sophie Seidelin og Askov Højskoles mangeårige forstander Knud Hansen, der alle har vedkendt at stå i gæld til Grønbech. Det er også eksempler på folk, der formåede at tænke selvstændigt i forhold til den fascination, der udgik fra Grønbech. Det samme gælder kredsen omkring tidsskriftet Heretica i slutningen af 1940'erne og i begyndelsen af 1950'erne, hvor Grønbech-inspirationen også var mærkbar.
- De store i Heretica-kredsen som for eksempel Martin A. Hansen, Tage Skou Hansen og Torkild Bjørnvig tænker alt for selvstændigt til at tage Grønbechs udsagn for alene gode varer. Martin A. Hansens »Orm og tyr« vel nærmest skrevet i et opgør med Grønbech, der fortsætter Grundtvigs ide om, at der var en uproblematiske overgang fra den nordiske religion til kristendommen, siger Johannes Adamsen.
Også i højskoleverdenen og på teologerne øvede Vilhelm Grønbech inspiration blandt andet i den såkaldte tidehvervsgrundtvigianisme, hvor for eksempel præsten og Grundtvigforskeren Kaj Thaning (1904-94) skrev om Grønbech.
- Hos tidehvervsgrundtvigianerne kombineres de grundtvigske folketanker med Grønbech. Det er min vurdering, at denne specielle tolkning er ret stærk, siger Johannes Adamsen og peger på, at den blandt andet giver sig udslag i en skepsis over for institutioner og konstitutioner, »det er der simpelt hen ikke brug for i et så godt folk som det danske«, som han ironisk refererer. Adamsen peger også på, at det er et åbent spørgsmål, hvorledes K.E. Løgstrup var præget af Grønbech.
- Det særlige, tidehvervsgrundtvigianerne gør, er at redde Tidehverv fra forstening i modernistisk polemik, og samtidig redder de grundtvigianismen ved at tilsætte lidt modernistisk peptalk, siger Johannes Adamsen.
Ad omveje første Hereticas inspiration af Grønbech også til, at forlaget Gyldendal, hvor Ole Wivel blev redaktør, i 1960'erne genudgav en række af Vilhelm Grønbechs skrifter.
- 1960'erne med 1968 og derefter var vel sidste gang, Grønbech var på scenen. Ikke sådan på programmet, men i det skjulte, hvor inspirationen fra Grønbech gik ind i det røre, der var og ind i kombinationen af åndelig og politisk frihedstrang, siger Bo Alkjær. En mand som Ebbe Kløvedal Reich læste Grønbech og bogen »Jesusbilleder«, der udkom sidste år, er stærkt inspireret af Grønbech. På dagbladet Information opkaldte redaktøren Ejvind Larsen sin klumme efter det tidsskrift, »Frie ord«, som Vilhelm Grønbech udgav sammen med Hal Koch efter krigen.
Også Steen Piper, direktøren på Hovedland, der udgiver Johannes Adamsens bog, fik sin Grønbech-inspiration under ungdomsoprøret:
- Jeg var marxist i otte uger i sommeren 1971, hvor jeg læste Marx' værker på en rejse i Ungarn, men det var Grønbech og Asger Jorn, der var med til at få mig væk fra marxismen, siger Steen Piper. Han peger på, at opdagelsen af de grønne problemstillinger, menneskets rovdrift på naturen, også kunne hentes fra Grønbech.
Hans radikale kulturkritik mener Johannes Adamsen også at kunne genkende i en mere generel mistænkeliggørelseskultur. Set i det lys er kultur- og kristendomskritikken fra folk som E. Neutzsky-Wulf eller folkene bag tidsskriftet »Faklen« som skåret over læsten fra Grønbechs kulturkritik, mener han.
Blå bog:
Vilhelm Grønbech
1873-1948. cand. mag. i latin, nordisk og engelsk, doktordisputats i 1902 om tyrkisk lydhistorie, fik efter disputatsen et sammenbrud og arbejdede nogle år som organist ved Skt Jakobskirken i København. Docent i engelsk ved Københavns Universitet 1908-11, docent i religionshistorie 1911 samme sted, indtil man i 1915 oprettede et professorat i faget, og han virkede som professor frem til 1943. Vilhelm Grønbech var ekstremt sprogligt begavet, man mener således, han læste kilder på 35-40 sprog. Han var uhyre produktiv, ud over hans bredt anlagte værker om religion og kultur, skrev han også biografiske værker om europæiske og indiske mystikere, om den engelske digter William Blake. Hans værker om antikken, hellenismen og kristendommen omfatter blandt andet trilogien om urkristendommen, »Jesus Menneskesønnen« fra 1935, om »Paulus« fra 1940 og »Kristus« fra 1941, firebindsværket om »Hellas« (1942-45) og tobindsværket om »Hellenismen« (1940). Han var hovedleverandør til det kulturkritiske tidsskrift »Frie Ord«, som han udgav sammen med Hal Koch i 1946-48.