Grandios tysk roman i problematisk oversættelse

An image of the Kochelsee in Bavaria

Oversættelsen af tysk roman ødelægger det poetiskesprog. Det begynder i de første afsnit, hvor Staniics vi-fortæller introducerer stierne, der fører rundt om landsbyens sø, ved at give dem deres eget følelsesliv. Disse stier, hedder det på tysk, er ”morsch und unglücklich”: faldefærdige og triste. I den danske oversættelse bliver stierne til broer, der er ”rådne og dårlige”, en besynderlig oversættelse, der fuldstændig undergraver romanens koncept om at tilskrive natur og ting deres eget liv, skriver anmelder. Modelfoto Iris

Saa Staniics roman ”Før festen” er med rette blevet rost af både tyske og danske anmeldere - desværre er den danske oversættelse så mislykket, at den knap kan bruges

Tyskeren Saa Staniics gennembrud ligger allerede nogle år tilbage. I 2006 udgav forfatteren, der i 1992 som 14-årig flygtede med sin familie til Tyskland fra krigen i Bosnien-Hercegovina, den delvis autobiografiske roman ”Hvordan soldaten reparerer grammofonen”.

Romanen, der handler om krigen i Eksjugoslavien, blev ikke mindst på grund af sit særlige poetiske sprog en stor succes, både i Tyskland og i udlandet. I Danmark blev romanen i sin tid rost af samtlige anmeldere, undertegnede inklusive.

Det tog Staniic otte år at skrive og udgive sin anden roman, ”Vor dem Fest”, der imidlertid nærmest synes at overgå debutromanen. I Tyskland hørte romanen til de helt store succeser i 2014: Den vandt et hav af priser og hørte gennem hele året til de mest læste og omtalte romaner. Med ”Vor dem Fest” har Staniic for alvor skrevet sig ind i den tyske litteraturhistorie. Her er tale om et imponerende, velfortalt og dybt poetisk værk.

I modsætning til i debutromanen skriver Staniic hér ikke om krig og flugt, men beskæftiger sig med provinsen: Romanen handler om landsbyen Fürstenfelde, der - ifølge romanen - ligger i Uckermark, nordøst for Berlin i delstaten Brandenburg. Typisk for store dele af det forhenværende Østtyskland er også romanens landsby præget af store sociale problemer: Befolkningstallet falder, uddannelsesniveauet daler, og hele infrastrukturen synes at falde sammen.

Og selvom romanens landsby er en fiktiv sammenskrivning af forskellige, reelt eksisterende landsbyer i området, er Staniics beskrivelse af den sociale deroute realistisk - den tegner på vellykket vis et portræt af den nedadgående, udsigtsløse provinsby i det forhenværende Østtyskland.

Det særlige ved romanen er imidlertid, at den ikke bare uden videre beskriver denne deprimerende tilstand. Med en særlig, poetisk udtryksform tegner forfatteren et enestående tidspanorama over den østtyske provins:

I stedet for at holde sig til en nutidig realisme indtager fortælleren et svævende iagttagelsesperspektiv, hvor mennesker, dyr, natur og ting bliver levende. Nutidens undergangsstemning opløses i mangfoldige stemmer og historier.

En forhenværende Stasi-officer står side om side med rævemoderen, der forsøger at stjæle hønseæg for at nære sine unger, med søens særlige liv og landsbyens ”desillusionerede cykler”, der ligesom naturen har fået deres eget liv i romanen.

Dette valg af svævende, næsten lyrisk stemmeføring - fortælleren beretter konsekvent i vi-form - tager nutidens problemer alvorligt, er tro mod landsbyens beboere, men inddrager samtidig større og langt mere eksistentielle perspektiver.

Her kommes rundt om mangfoldige historier, der går helt tilbage til 30-årskrigen i 1600-tallet, og på imponerende vis tegner romanen således en historie om sit bestemte steds lange liv, om dets skiftende udviklinger, der går tilbage til tiden, før menneskene kom til, og som vil fortsætte fremover i den ene eller anden form.

Det er en fremragende roman, en ny hjemstavnslitteratur, skrevet af en forhenværende flygtning, der formår at gøre stedet med dets mange dimensioner levende igen.

Desværre kan denne storstilede roman ikke nydes på dansk i fulde drag. I mine mange år som anmelder mindes jeg kun meget få oversættelser, der i samme grad som denne er mislykkedes; som i samme grad er fyldt med konkrete fejl og præget af dybt problematiske beslutninger, der er med til at ødelægge romanens poetiske sprogtone.

Det begynder i de første afsnit, hvor Staniics vi-fortæller introducerer stierne, der fører rundt om landsbyens sø, ved at give dem deres eget følelsesliv. Disse stier, hedder det på tysk, er ”morsch und unglücklich”: faldefærdige og triste. I den danske oversættelse bliver stierne til broer, der er ”rådne og dårlige”, en besynderlig oversættelse, der fuldstændig undergraver romanens koncept om at tilskrive natur og ting deres eget liv.

Og det bliver ved. ”Desillusionerede cykler” bliver på dansk til almindelige cykler, som turisterne desillusioneret cykler rundt på - på dansk er det altså menneskene, der er desillusionerede, og ikke, som i originalen, cyklerne - og når fjernsynets transmissionsvogn senere i romanen beklager sig over landsbyens dårlige veje, tilføjer oversætterne simpelthen ”transmissionsvognens chauffør”, selvom ingen chauffør dukker op i den oprindelige sætning.

Disse besynderlige, forkerte valg er tydeligvis del af en overordnet oversættelsesstrategi. Gennem hele romanen ser vi en tendens til at minimere særegenheden, som den tyske original er præget af, og erstatte med traditionelle, nemt forståelige sætninger.

Oversætterne tilføjer eksempelvis konskevent verber til de ofte forkortede, nærmest lyriske tyske sætninger, og generelle udsagn som eksempelvis at ”Glas bricht” - glas går nu engang i stykker, det har det gennem flere hundrede års historie altid gjort, fornemmer man - bliver i den danske oversættelse til et intetsigende ”glas er knust”, altså til en konkret begivenhed uden poetisk undertone. Et hav af lignende eksempler vil kunne anføres.

Baggrunden for denne dybt problematiske oversættelsesstrategi er denne læser en gåde. Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, der har oversat romanen, hører til tidens mest roste oversættere fra tysk til dansk. Jeg har selv ofte glædet mig over deres oversættelser, og jeg nærer umådelig respekt for deres arbejde som kulturformidlere og oversættere.

Har de mon selv valgt denne normaliseringsstrategi? Kan det virkelig tænkes, at de selv ikke har været klar over den ødelæggende konsekvens af denne? Eller er der en redaktør, der har presset dem til at udviske enhver særegenhed i romanen og dermed gjort sproget i en dybt poetisk roman ganske banalt?

Jeg ved det ikke. Men resultatet er beklageligt.

Der er ikke tale om småfejl eller sjusketheder, men om en ødelæggende oversættelsesstrategi, der har ført til en banalisering af en enestående roman. Det er meget trist.