Grøndahl skriver klogt om flygtningekrisen og Europas selvforståelse

Jeg vil til enhver tid hellere læse ”Europas ambassade” med nuancerede og personlige refleksioner end se en ørkesløs debatudsendelse i tv, hvor debattører og værter råber i munden på hinanden, skriver Lars Handesten i anbefaling af Jens Christian Grøndahls essay om flygtningekrisen

Jens Christian Grøndahl.
Jens Christian Grøndahl. .

Da jeg sad og læste Jens Christian Grøndahl nye essaysamling, ”Europas ambassade”, måtte jeg lige en tur i byen for at købe ind til aftensmaden. Jeg skal igennem Nyhavn i København for at komme i Brugsen, men havnen var afspærret, og der var et stor opbud af ambulancer og betjente i skudsikre veste. Der var muligvis en bombe ved statsministerens privatbolig. Det viste sig dog blot at være en taske med en cykelhjelm og et æble.

Men angsten for terror havde igen spillet os et puds og sat os i alarmberedskab og gjort os mistroiske. Politiet tog sine forholdsregler, som de skal, og så åndede vi lettet op for denne gang. Og jeg vendte tilbage til Grøndahls bog.

Læs et uddrag af bogen her  

Bogen tager netop sit udgangspunkt i den terror, som er ved at ødelægge samfundene i Europa. Vi bliver mistroiske over for fremmede og tilsidesætter vores medmenneskelighed. Men hvordan kan vi gardere os mod terroren og samtidig have vores værdighed og værdier i behold? Kan vi bare bygge højere og højere mure, eller bliver vi nødt til at ”finde en intelligent måde at være åbne på”?

En måde at håndtere angsten på er at holde på vores grænser og lukke så få fremmede ind som muligt, men hvad så med alle flygtningene, som flygter fra krig og terror? Skal de bare udelukkes? Og hvis vi lukker dem ind, bliver vores velfærdsmodel så ikke reelt truet, fordi vi ikke har uanede ressourcer, og systemet beror på, at alle bidrager og har tillid til hinanden? Omvendt: Lukker vi dem ikke ind, må vi måske bøje vores opfattelse af, hvem der er vores næste, så meget, at det kun er danskere, der er det. Og kan vi leve med, at de andre lider og dør, mens vi forsvarer vores egen velfærd? Hvordan skal vi håndtere den spænding mellem frygt og medfølelse, som ofte lammer os?

Det er dilemmaer som disse, Grøndahl formulerer og forholder sig til. For ikke at gøre det i abstrakt og generel forstand er han taget en tur til Italien og den italienske ø Lampedusa mellem Sicilien og Libyen. Her er der kommet tusindvis af flygtninge til de seneste år, og her har så mange har måttet betale med deres liv for drømmen om fred, sikkerhed og materielle goder.

Grøndahl taler med og interviewer forskellige personer, der har en mening om migrationen, eller som selv har erfaringer med den. Det er flygtningen selv, i dette tilfælde en ung ghaneser, det er den kvindelige ngo’er fra Mediterranean Hope, kaptajnen på et skib, der redder flygtninge, præsten, en diplomatisk rådgiver i det italienske kulturministerium og flere andre.

Mødet med disse mennesker sætter ansigt på både flygtninge og de folk, der hjælper. På den lille ø Lampedusa, der er på størrelse med Anholt, kan man slet ikke lade være med at hjælpe folk i land. Men her har man også set dem i øjnene, når de bliver hevet op af havet. Så viger angsten for barmhjertigheden. Sådan er det på Lampedusa. Sådan er det ikke i Danmark, hvor flygtninge først kommer til, efter de er bragt i sikkerhed, og vi ikke rigtig kan finde ud af, om de er her af bekvemmelighed, eller fordi de er forfulgt.

Ansigtet og individet. Det er det, der gør medmennesket konkret og løfter det ud af den masse, som bare hedder flygtninge og migranter. Det er mennesker, det handler om, og det er også det, som europæisk kultur drejer sig om. Det er den kultur, der får os til at tage imod hver enkelt, men det er i næste øjeblik også den, vi må holde fast ved som en værdi, de skal respektere. Som Grøndahl nævner, så åbnede hændelserne i Köln nytårsaften øjnene på folk, så det ikke bare er Dansk Folkeparti, der kan se, at det handler om værdier. Det handler grundlæggende om opfattelsen af kvinders rettigheder og værdi. Og dermed igen: respekten for individet. Den respekt kan vi godt fordre af indvandrere og asylansøgere, der eller er vant til at tænke og agere anderledes. ”Kroppen skal have asyl, men sjælen skal også overtales til at forandre sig,” som den algierske forfatter Kamel Daoud udfordrende har skrevet.

Jeg vil til enhver tid hellere læse en lille bog som Grøndahls, der giver sig tid til nuancerede og personlige refleksioner, end at overvære en ørkesløs debatudsendelse i tv, hvor alt er sat op i sort-hvid, og hvor debattører og værter råber i munden på hinanden og afbryder hinanden i ét væk. I tv’s dramaturgi bliver alt til kamp og sammenstød. Man taler om civilisationernes sammenstød, og ifølge tv så er det også virkeligheden.

Men der findes andre muligheder og andre virkeligheder, som den italienske forfatter Erri De Luca nævner for Grøndahl. ”Kulturer støder ikke sammen, de blander sig med hinanden.” Det lyder så politisk korrekt og idealistisk, at Grøndahl også straks må træde et skridt tilbage. Men på den anden side er det også nødvendigt med idealer, for at vores verden ikke skal blive for lille.

Det konstruktive ved Grøndahls bog er hans evne til at formulere de dilemmaer, vi står i. Det er nødvendigt at acceptere, at man ikke bare kan lukke andre ude, som Krarup vil det, men heller ikke lukke alle ind, som en konfliktfornægtende venstrefløj har villet det.

Grøndahl er god til at beskrive virkeligheden, så den bliver nærværende. Han har til gengæld ikke sat sig for at komme med konkrete og pragmatiske forslag til, hvad man stiller op med disse dilemmaer. Det sker kun i generelle vendinger om principperne for vores europæiske samfund: Demokratiet, respekten for det enkelte individ og et sekulariseret menneskesyn. Det kan man ikke tvinge folk til at lade sig integrere i, de skal vælge at lade sig integrere.

Og det bliver da det springende punkt, som Grøndahl ikke svarer på. Hvis de ikke vil acceptere disse principper, skal de så udvises ved først givne lejlighed? Eller skal de i åbenhedens hellige navn have lov at blive her og modarbejde netop de principper, som gav dem lov til at komme?

Let er det ikke, men helt umuligt bliver det, hvis angsten får overtaget og gør os både enøjede og dumme.

kultur@k.dk