Grundtvig var mest sig selv, når han var ude af sig selv

”Paradisskyggen” af Birgitte Stoklund Larsen fortæller medrivende og opbyggeligt om Grundtvigs kriser og kærlighed

Med udgangspunkt i Grundtvigs stærkt hengivne kærlighed til sin anden kone, Marie Toft (1813-1854), og den sorg, der ramte ham i anledning af hendes alt for tidlige død i barselssengen den 9. juli 1854, går Birgitte Stoklund Larsen i sin nye bog på opdagelse i de kriser, der med jævne mellemrum dukkede op i den sandsynligvis maniodepressive Grundtvigs liv.
Med udgangspunkt i Grundtvigs stærkt hengivne kærlighed til sin anden kone, Marie Toft (1813-1854), og den sorg, der ramte ham i anledning af hendes alt for tidlige død i barselssengen den 9. juli 1854, går Birgitte Stoklund Larsen i sin nye bog på opdagelse i de kriser, der med jævne mellemrum dukkede op i den sandsynligvis maniodepressive Grundtvigs liv. . Foto: Brian Bergman.

Forholdet mellem liv og værk er et interessant spørgsmål for et hvilket som helst forfatterskab.

Og hvis man er gået forgæves til et forfatterskab for at finde et særligt perspektiv eller en fortolkningsnøgle, hvormed alle de løse tråde samles, så åbner der sig næsten altid en mulighed ved at læse forfatterens liv sammen med forfatterskabet.

Det gælder i allerhøjeste grad også for N.F.S. Grundtvig, hvis liv ikke alene var usædvanlig langt (89 år), men også endog særdeles indholdsrigt på både indre og ydre dramatik.

Grundtvig skrev meget og vidtløftigt. Det sidste navnlig i sin prosa, som også indeholder uomgængelige lyriske aspirationer, selv når han, som ofte, behandler emner af som udgangspunkt videnskabeligt tilsnit.

Grundtvig var langt mere lidenskabsmand end videnskabsmand, og man forstår ham følgelig også meget bedre, om man tidligt i sin læsning indser det. For ellers bliver det nemt noget sværmerisk tågesnak, af hvilket man kan udlede hvad som helst.

Det er der også mange grundtvigianere, der har gjort. Og fremdeles gør. Undtagen tidligere leder af Grundtvig-Akademiet i Vartov og nyudnævnt generalsekretær i Bibelselskabet, Birgitte Stoklund Larsen.

Med udgangspunkt i Grundtvigs stærkt hengivne kærlighed til sin anden kone, Marie Toft (1813-1854), og den sorg, der ramte ham i anledning af hendes alt for tidlige død i barselssengen den 9. juli 1854, går Birgitte Stoklund Larsen i sin nye bog på opdagelse i de kriser, der med jævne mellemrum dukkede op i den sandsynligvis maniodepressive Grundtvigs liv.

Og vi bliver med stor indlevelse indført i de eksistentielt-kristelige afklaringer, han i tiden både før, under og ifølge sagens natur mest efter kriserne digter sig frem til.

At læse Grundtvigs digte og salmer er således også et indblik i den kamp mellem liv og død, der udkæmpedes inde i Grundtvig selv, der med tiden fremviser en stadigt mere modnet kristendomsforståelse.

Vi læser følgelig først om den store krise i 1810, hvor Grundtvig på vej til sin far i Udby gør holdt på Vindbyholdt Kro og om natten bliver overvældet af et sådant angstanfald, at hans skrig vækker de øvrige gæster.

Anden gang, Birgitte Stoklund Larsen gør ophold, er den 28. april 1844, 3. søndag efter Påske, hvor Grundtvig med Jesu afskedstale til disciplene også foregriber dét, han selv betragter som sin egen snarlige død.

Ikke alene afslører det endnu en krise i Grundtvigs liv, men løfter også - igen - sløret for, hvorledes Grundtvig forstod og fortolkede det kristne evangelium i lyset af sit eget liv og direkte digtede sig til klarhed i sine nærmest kanoniske salmer.

Det er således fra dén periode, Grundtvig skrev salmen ”At sige verden ret farvel” (DDS 538), i hvilken døden, i modsætning til Oehlenschlägers ”Lær mig, o skov, at visne glad” (DDS 537) ikke på nogen måde romantiseres, men gøres til en utvetydig fjende.

Den tredje krise, Birgitte Stoklund Larsen slår ned på, er den sorg, smerte og savn, der rammer Grundtvig som endnu en eksistentiel mavepuster, da han efter kun tre års ægteskab mister Marie i 1854.

Han holder selv ligtalen over hendes kiste i Vartov og søger nu, som tidligere, sin tilflugt i troen på Guds forsyn, omsorg og løfte om en legemlig opstandelse og gensyn.

Birgitte Stoklund Larsen inddrager i den forbindelse også den aktuelle debat om opstandelse, som hun kvalificerer med nogle opklarende synspunkter om, at spørgsmålet ikke kan besvares naturvidenskabeligt, men må henvises til troen - samtidig med at hun også fastslår, at Grundtvig nærede en ligefrem og barnlig tro på den kødelige opstandelse.

For Grundtvig havde kærligheden et uomgængeligt sanseligt element - hos både den korsfæstede og opstandne Kristus og hos den Marie, hvis kys han fornemmede længe efter hendes død.

Til sidst rabler det for den alderstegne Grundtvig. Ligesom i øvrigt tidligere for sin samtidige Søren Kierkegaard. Under en fem timer lang gudstjeneste palmesøndag 1867 slår Grundtvigs mani over i regulær galskab, og han er ude af sig selv.

De forblændede proselytter ser det ganske vist ikke, men de havde også med tiden dannet en kult omkring Grundtvig. Men andre, bl.a. Grundtvigs egen søn Svend, så det og fik ham efterfølgende indlagt på Frederiksdal ved Lyngby.

Birgitte Stoklund Larsen bruger begivenheden til at reflektere over Grundtvigs sindssygdom. I dag ville han med sikkerhed have fået en diagnose, men Birgitte Stoklund Larsen rammer så præcist som muligt sandheden om Grundtvigs sind og ekstatiske mani, når hun skriver:

”Grundtvig var ude af sig selv, men han synes også, at han, lige præcis når han var ude af sig selv, var sig selv.”

Sådan og på lignende vis formår Birgitte Stoklund Larsen at gå kongenialt til Grundtvigs liv og værk med særligt henblik på de kriser, han med livet, lidenskaben og sig selv som indsats manøvrede mellem. Og som uden for enhver tvivl har været en bestemmende årsag til, at vi i Grundtvig har en af verdens allerbedste og erfaringsnære salmedigtere.

Sproget og stilen i ”Paradisskyggen” bærer præg af en forfatter, som har gjort sit forarbejde godt, og som det med tilskud af en både medrivende og personlig indlevelse lykkes at gøre læseoplevelsen opbyggelig og evangelisk.

Gæsteanmelder Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen