Niels Hyldahl, der var professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet fra 1969 til 1999, døde den 5. august 2015. Før sin død nåede han at færdiggøre manuskriptet til denne bog, der er en omhyggelig undersøgelse og gennemgang af det, som han selv kalder for det vanskeligste af Paulus' breve, nemlig Brevet til Galaterne.
I brevet gør Paulus lidenskabeligt op med sin tids jødedom, som han kendte bedre end nogen anden. Han var jo selv jøde og opvokset i den strengeste form for jødedom, farisæismen.
I indledningen redegør Niels Hyldahl for nødvendigheden af at forstå den korrekte rækkefølge af Paulus' breve.
De er nemlig i Det Nye Testamente anbragt helt mekanisk efter deres længde, så det længste, Brevet til Romerne, står forrest, og det mindste, Brevet til Filemon, på kun et kapitel, står til sidst.
Niels Hyldahl redegør overbevisende for, at Brevet til Galaterne er det ældste af Paulus' breve, nærmere bestemt affattet i marts 54. Derefter følger i kronologisk rækkefølge Første og Andet Brev til Korintherne og til slut Brevet til Romerne. Disse store Paulus-breve er alle skrevet inden for et år i perioden marts 54 til januar 55.
Galaterne boede i det indre af Lilleasien, formentlig i egnen omkring nutidens tyrkiske hovedstad, Ankara.
De boede i landdistriktet og udgjorde en kreds af menigheder. De var oprindelig hedninger, men efter mødet med Paulus og hans forkyndelse var de blevet kristne.
Brevet til Galaterne er ikke forkyndelse, men derimod en besindelse på den forkyndelse, de allerede har modtaget personligt gennem Paulus.
Det kan i øvrigt være en god definition på, hvad teologi overhovedet er, nemlig: en besindelse på, hvad evangelium og kristendom til hver en tid vil sige.
For Paulus er der meget på spil i brevet. Der har indsneget sig nogle falske brødre i de galatiske menigheder. Hvem disse brødre er, er der mange bud på.
Niels Hyldahl argumenterer overbevisende for, at de var jødekristne, altså kristne af jødisk herkomst, som for at undgå at blive forfulgt af jøderne forsøger at presse de hedningekristne galatere til at overholde buddet om omskærelse og således selv klare frisag i forhold til deres egne jødiske landsmænd.
Paulus taler endvidere i Brevet til Galaterne om ”Kristi lov” og ”Guds Israel”.
Kristi lov er ifølge Niels Hyldahl kort og godt buddet om næstekærlighed, men ”Guds Israel”, ja, hvem er det?
Hvis man ser i den autoriserede oversættelse, står der i Gal. 6, 16: ”Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel!”.
Det lille ”og” (det græske ord kai) oversætter Niels Hyldahl i stedet med et såkaldt eksplikativt eller epeksegetisk ”kai”, som gengives med et: ”det er”. Det vil sige, at Paulus ikke forstår ”Guds Israel” som det jødiske folk, men som alle kristustroende uanset deres etnicitet.
Det er unægtelig en vigtig pointe.
Bogen er måske ikke lige at gå til, men den er et smukt eksempel på klassisk nytestamentlig forskning og spændende eksegese, som har stor betydning.
kultur@k.dk