Man skulle have troet, at han var til jazz. Med det højskoleforstander-hageskæg i forskellige varianter, som han altid havde. Og den te, han altid drak i køkkenet i Hørbylunde. Te i lerkrus med en stor træskefuld finsk sukker i. Det sukker, som er aflangt firkantet i kornene, ikke hugget sukker men langt mindre, dog større end stødt melis enkelte fnug.
På den anden side hørte der jo øl eller vin til jazz, og det drak han aldrig. Skabet bag hans plads ved bordet i køkkenet havde på en hylde et reservoir af foredragsflasker, som han gerne gav folk med hjem af, når de kom på besøg, fordi han ikke selv drak det. Nej, Per Højholt var asketisk som voksdugen på bordet ved køkkensiddepladsen under postkorthylden og transistorradioen. Hilsner fra alle de rejsende bekendte stod farvestrålende ved siden af og bag hinanden på hylden. Selv rejste han sjældent, eller aldrig ville han sige, bortset fra de to gange han kom syd for Flensborg Fjord til San Cataldo ved Sa-lerno i Syditalien, kraftigt opfordret og ledsaget af mig som roadie. Man hørte aldrig musik hos ham i køkkenet på transistoren, der dog havde en kassette-rude. Men jeg husker ham fortælle, at han havde bånd med i bilen til de lange køreture efter oplæsningerne i Toyotaen med firhjulstræk. Klassisk og sådan, sagde han, og jeg spurgte ikke mere, men jeg havde ham mistænkt for Bach og De fire årstider og sådan.
I køkkenet, som var en slags udvidelse af den lange gang gennem den ombyggede gedestald, var der dels døren til bryggerset, hvor en hund en gang havde haft sin kurv, dels senere trappen op til arbejdsværelset, og dels en dør, ved siden af køleskabet, ind til stuen, hvor gulvet var slidt, lakeret kork i fliser. Derinde var der lave siddemøbler, lavt loft båret af en hvid jernstolpe midt i rummet og sænket varmt lys nedad fra skærmede elektriske læselamper. Bogreoler nogle steder og en høvlebænk i hjørnet ved væggene mod vest og nord. Og dér i bogreolen mod syd, mellem to staldvinduer ud til haven, stod den så: Luxman-forstærkeren koblet til grammofon og spolebåndoptager.
Så vigtig var den, at den fik lov at blive indskrevet i et digt: Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum/ går jeg og ser månen falde ind/ på gulvene og fråde i køkkenvasken./ Kun ét lys er tændt, det pulserende røde/ i den gamle Luxman-forstærker: Huset dundrer: Hendrix i højeste gear.(1993) (se, hvor smukt hd i hendrix går igen i h-uset d-undrer).
Med den forstærker spillede han Hendrix, når andre ikke var der. Hendrix, hvis Electric Ladyland var klangen bag skriften i Turbo. Jimi Hendrix var Højholts musikalske emblem for sproget presset til sin yderste betydningsmulighed gennem klang og rytme. Det, der var hans gøremål i mange mislykkede forsøg ved skrivebordet i det ensomme hus. Derfor kunne han i Smerte-skolen (1979) skrive en identifikatorisk klagesang ved Hendrix død på grund af stoffer: Jimi, for helvede, er der noget at sige til/ at den greb os, din øredøvende friktion mod den totale pause/ som også dit sidste da halvt sanseløse kast/ der kastede kasteren ud hvor ingen griber,/ aldrig og ingen musik, omsider, forudanes?//. Derud skulle han selv for at lykkes, hinsides musik gennem sprogets musik, fordi det forviste måtte være det mest autentiske udtryk for den søgende kunstneriske energi. Af og til nåede han det også i mere forståelige sammenhænge, som da han om Bruce Springsteen (1989) skrev: lyn over det modne korn, torden-roer!