Håb, søvn og latter i lyset af de store forfattere

Det giver stof til eftertanke, at 1700-talsfilosoffen Kant stadig har så meget at bidrage med

Selv i tunge tider kan latter utvivlsomt fungere som en modvægt mod livets sorger, skriver sprogprofessor med inspiration fra filosoffen Immanuel Kant.
Selv i tunge tider kan latter utvivlsomt fungere som en modvægt mod livets sorger, skriver sprogprofessor med inspiration fra filosoffen Immanuel Kant. Foto: Album/Prisma/Scanpix.

I et interview om det gode liv her i avisen den 27. marts udtalte børnelæge og forfatter Vibeke Manniche, at hendes velbefindende bliver bedre, når hun sover godt. I den forbindelse citerede hun den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) for følgende sætning: ”Som modvægt til livets mange sorger har himlen skænket mennesket tre gaver: håbet, søvnen og latteren.”

Selvom det næppe ville interessere filosoffen i hans himmel, giver jeg ham ganske ret.

Selv har jeg et godt sovehjerte, men når jeg indimellem sover dårligt - som regel på grund af bekymringer eller ærgrelser og ofte ledsaget af ubehagelige drømme - mister jeg mit normale gode humør. Derfor irriterer det mig også, at jeg er begyndt at vågne tidligere, end jeg plejer, men det hænger vist sammen med at blive ældre.

Når jeg ikke er udhvilet, plejer det at hjælpe at gå en tur (er du sur, gå en tur!) eller at rydde op på mit skrivebord. Men latter er nu bedre. Forleden genhørte jeg Dirch Passers og Kjeld Petersens rablende sketch ”Skolekammerater” om to mænd, der mødes på gaden og mener at kende hinanden (”Dav, du gamle”). Men lidt efter lidt opdager de, at der er noget galt. Kjeld Petersen insisterer blandt andet på at have gået i skole på Rughavevej, ikke som hævdet af Dirch Passer på Nansensgade. Og da han derefter bliver tiltalt som Frederik, råber han, at han hedder Thorkild - og er stolt af det!

Efter at have hørt den sketch er det svært at blive ved med at hænge med mulen. Og hver gang jeg hører navnet Thorkild, ser jeg en desperat Kjeld Petersen for mig.

Shakespeare er jo altid leveringsdygtig med en tankevækkende formulering til enhver situation. Om søvn skriver han i ”Macbeth”, at det er den, der efter hver dags møje trevler bekymringens sammenfiltrede strikketøj op (Sleep that knits up the ravelled sleave of care,/ The death of each day's life “).

Efter en god nats søvn har den foregående dags genvordigheder som regel fortonet sig.

For ganske nylig udkom en digtsamling af Rolf Sparre Johansson med titlen ”Søvn” (Forlaget Kronstork).

Den handler om at blive far. Nogle af digtene drejer sig om såkaldt ”spædbarnsforældresøvnløshed” og beskriver, hvor opslidende det er, når nyfødte ikke vil sove. Problemet er sikkert udbredt og stærkt belastende for forældrene. De fortjener vores uforbeholdne medfølelse. Det eneste man kan sige er vel, at det er hårdt, men trods alt ender med at gå over.

Uden håb må det også være svært at klare livets tilskikkelser. I ”Dans med Rosalina” skriver Benny Andersen: ”Mange gamle venner er for længst stedt til hvile,/ så sommetider må man ta' sig sammen for at smile.” Men i sidste vers fordufter melankolien: ”Selv jeg tåbe kan forstå/ der er mer' at håbe på,/ for det føles godt at være mig,/ når vi danser - du og jeg.”

At håbet kan være intakt til det sidste, er også det signal, Johannes Møllehave sender med valgsproget ”Det ender godt”.

Min far, der var præst i Sønderjylland, blev engang kaldt ud for at tage en døende, gammel gårdmandskone til alters. Da han havde gjort det, ville hun og hendes mand gerne veksle nogle ord med præsten om, hvordan sammenkomsten i forsamlingsgården efter begravelsen kunne tilrettelægges. Konens kardinalpunkt - som hun fremførte med myndig stemme - var ”Di ska ha sop” (De skal have suppe). Så lod den del af arrangementet til at være på plads. Men det var den ikke, for gårdmanden replicerede irriteret: ”Hol do æ klæp. Do kømme it mæ” (Hold du din kæft. Du kommer ikke med).

Hermed har vi bevæget os ind på området ”famous last words” (berømte afskeds-replikker). De er ofte humoristiske og bidrager derved til at gøre døden mindre knugende. Under Boerkrigen sagde en britisk oberst, der fra skyttegraven i sin kikkert iagttog fjenden i skyttegraven overfor: ”Oh, they couldn't hit an elephant at that dis“” (Åh, de kunne ikke ramme en elefant på den af“).

Selv i tunge tider kan latter utvivlsomt fungere som en modvægt mod livets sorger.

Det giver stof til eftertanke, at en 1700-talsfilosof fra Königsberg i Østpreussen stadig har så meget at bidrage med. I sin ”Kritik af den praktiske fornuft” skriver Kant, at der er to ting, der fylder ham med stadig voksende beundring: ”stjernehimlen over mig og den moralske lov i mig”.

Dermed satte han spotlight på to af kristendommens hovedhjørnesten: ærefrygt for skaberværket og næstekærlighed.