Ny roman sætter håbløsheden i perfekt ramme

"Sprogligt er den nye bog på niveau med det perfekte. Willumsens udtryksfulde, omhyggeligt modulerede stil er en nydelse, simpelthen," skriver anmelder Claus Grymer. Foto: Susanne Mertz / Scanpix Denmark

Barsk, ja, grusom kan hun være, men helt lydløst. Man underholdes, men opdager pludselig, at det, der bliver åbenbaret for én, er dybt forfærdeligt
Claus Grymer

Dorrit Willumsen udsender sin første roman siden 2008. ”Nær og fjern” har mange kvaliteter, men man rives alligevel ikke rigtig med

En af de centrale personer, Lou, i Dorrit Willumsens nye roman tager så yndefuldt og akavet på en støvsuger, ”som var den et væsen fra en anden planet”. Og det er vel netop noget i den retning, hun drømmer om: at være et andet sted, i en anden virkelighed.

Romanens titel hentyder ikke alene til en modsætning. Også det nære kan være fjernt. Og er det for det meste. ”Måske”, siger Lou, ”er der nogen, der har levet vores liv, og vi drømmer bare, at vi gør det”.

En lignende følelse præger tydeligvis flere af personerne. De kan ikke bryde igennem til noget levende. De længes efter at blive forstået og elsket, men intet er, som de gerne vil, at det skal være. Opfyldelse findes ikke. Eller i hvert fald kun, hvad det ydre angår. I selviscenesættelsen og kulisserne. Rammerne nærmest udstiller armoden i det, der skulle være indholdet, men mest bare er tomhed. Kan man ikke være sig selv, må man prøve at være en anden. Og Lou smiler ”et smil, der er som klippet ud af et blad”.

Romanen, der koncentreret strækker sig over mange år - i den sene fase med sygdom, alderdom og død - er Dorrit Willumsens første siden ”Dage med slave” fra 2008. I mellemtiden har forfatteren, som fyldte 75 år sidst i august, udsendt de to vægtige erindringsbøger ”Det søde med det sure” (2009) og ”Pligten til lykke” (2011).

Mine lovord til ”Nær og fjern” står i kø, men uden at kritikken tier.

Sprogligt er den nye bog på niveau med det perfekte. Willumsens udtryksfulde, omhyggeligt modulerede stil er en nydelse, simpelthen. Men man skal ikke lade sig snyde. Hun kan skrive så tilsyneladende blidt og uskyldigt og samtidig være noget helt andet, skarp indtil det ætsende. Egenskaber, der næsten smiler sig ind til læseren. Flere gange undervejs tænkte jeg på denne linje fra et digt af Cecil Bødker: ”Dit væsen er pigtråd i græsset”. Hos Dorrit Willumsen findes meget græs, blødt og indsmigrende. Men pigtråden, som det skjuler, giver blodige fødder.

En underspillet grotesk humor, serveret med den sødeste stemme, hører til hendes ofte brugte virkemidler. Barsk, ja, grusom kan hun være, men helt lydløst. Man underholdes, men opdager pludselig, at det, der bliver åbenbaret for én, er dybt forfærdeligt. Kuldegraderne kan tillige afsløres uden omsvøb som i denne scene fra et ægteskab: ”'Men du elsker mig stadig. Ikke?', siger faderen. 'Nej', svarer moderen. 'Nej'. 'Du skulle have været gift med et dumt svin', siger faderen. 'Det er jeg jo', svarer hun med en stemme, som om hun afslutter et regnskab.”

”Nær og fjern” handler - med Dorrit Willumsens egne ord - ”om seks vidt forskellige personer, der uden at vide det bliver vigtige brikker i hinandens liv”. Blandt andre Michael, en blikkenslager, der bliver direktør og jordspekulant.

Men hvad får han ud af det? Hans ægteskab med Lou kan forfatteren karakterisere med blot én sætning, der til gengæld siger det hele: ”Hvis Lou var ulykkelig, vidste han det ikke”.

Desuden møder vi Bjarne, der lider af damp. Han forsøger sig med forskelligt, herunder kriminalitet og kærlighed. Men hverken han selv eller livet omkring ham er til at styre. Heller ikke for den maniske Mitzi, der ved ankomsten til lufthavnen i New York køber tre liter Chanel nr. 5 og i øvrigt gerne vil være amerikansk præsident.

Jeg må beundre Dorrit Willumsens fuldendte beherskelse af sit stof og sit udtryk. Men jeg må samtidig erkende, at jeg ikke rives med i samme grad, som jeg beundrer. Og det skyldes, at der er noget statisk ved den mosaik af historier, der lægges frem. På intet tidspunkt tror man, at personerne når frem til noget af det, de stræber efter, et eller andet, der bare minder om lykke. Eller i det mindste når frem til en vis tilfredshed.

Bag den smukke overflade får håbløsheden intet overbevisende modspil. Det giver sig udslag i en mangel på indre spænding.

grymer@k.dk