For to år siden skrev den britiske zoolog Dave Goulson ”A sting in the Tale - My Adventures with Bumblebees”. Bogen blev en bestseller. Nu er den udkommet på dansk under titlen ”Humlen ved det hele”.
De store, brogede og bamsede humlebier vågner fra vinterdvalen, så snart solen begynder at få magt om foråret. Som regel begynder de at brumme søgende rundt i lav højde i haver og på solrige lune steder allerede i marts.
De ser hyggelige ud. Men tag ikke fejl! Den store humlebi skjuler en tynd, men skarp og potent giftbrod i den bløde pels. Så hvis den kommer i klemme mellem kærlige hænder eller i en sko, kan den stikke fælt.
Ellers er humlebier venlige dyr. De angriber aldrig uprovokeret og stikker kun, hvis de bliver klemt. Jeg har reddet mange forulykkede humlebier op fra havebassiner ved at lade dem kravle op på min bare finger. Og jeg er aldrig blevet stukket.
En kendt folkemyte hævder, at humlebien er et flyvende paradoks, for videnskaben har bevist, at den i teorien slet ikke kan flyve. Så er det godt, at videnskaben strengt taget ikke giver sig af med at bevise noget, og at videnskaben kan tage fejl. Hvad forskerne gjorde, da de regnede på, om humlebiens vinger var store nok til at bære den.
Den flyver jo, og til ære for humlebiens flugt har Rimskij-Korsakov endda komponeret et forrygende stykke musik for virtuoser. Jo - humlebier fortryller.
I 1972 fortryllede de også den nysgerrige, syvårige dreng Dave, som boede i en lille landsby i Shropshire i det vestlige Midtengland.
Dave Goulson var optaget af alt, hvad der rørte sig i naturen. Han begyndte at holde alle mulige og umulige dyr i terrarier og akvarier. Og efter et sommerskybrud samlede han flere forkomne og våde humlebier op for at tørre dem. Dave lagde dem forsigtigt på en kogeplade, kom lidt køkkenrulle over, satte varmen på laveste trin og gik ud for at fodre sine ørkenrotter. Med det skæbnesvangre resultat, at de våde humlebier, han ville hjælpe, i mellemtiden gik op i røg.
Efter tragedien i Shropshire kastede han sig med uendelig - og mere konstruktiv - kærlighed over humlebierne.
Han oplevede, hvordan Englands arealer af blomsterrige, stenede, næringsfattige og udyrkede arealer skrumpede ind til næsten ingenting i løbet af 1970'erne og 1980'erne. Og han blev vidne til humlebiernes dramatiske tilbagegang i England. Den sjældne jordboende humlebi nåede han at aldrig at se i England, før den britiske bestand uddøde i 1988.
Han opdagede så, at den britiske jordboende humlebi ved et mærkeligt tilfælde slet ikke var uddød. Kvægavlerne på New Zealand dyrkede rødkløver til deres kreaturer, men kløveren ville ikke sætte frø. Derfor importerede landmændene i 1884 humlebier, der mestrer rødkløverbestøvningens vanskelige kunst. Så nu lever humlebier med britiske aner på den anden siden af jordkloden. Også den jordboende humle.
Oplevelserne og iagttagelse blev en besættelse for den unge Goulson, og humlebierne blev ledetråd for hans studier på Oxford og videre karriere. De store, bløde bier bragte ham til blandt andet New Zealand og Tasmanien og gav ham indsigt i genetik, etologi, økosystemer, landbrug, gartneri og ikke mindst naturbeskyttelse.
Alt det skriver han om i sin erindringsroman. Efter en prolog om sine oplevelser med naturen som dreng går det løs med 17 kapitler om humlebiens liv gennem året, om hvordan de finder hjem til rederne (ja - Goulson mærker humlebierne, som var de deltagere i et duekapløb!), om alt det, vi ved og navnlig ikke ved om deres utrolige lugtesans, om hundes evne til at opspore humlebireder, om genetik, om hvordan blomsterne udviklede sig på Jorden og sprang ud i en overdådighed af farver og former for kun godt 100 millioner år siden i et intimt samspil med bierne, om hvordan vi som mennesker laver ravage i naturen ved at flytte rundt på arter over hele Jorden, om drabelige snyltehvepse og snyltehumler, om at genskabe levesteder til humlebier og meget mere.
Goulson har meget på hjerte, og med sit præcise og underholdende sprog fremkalder han billeder af humlebier, så man både kan se dem og høre de store, lodne dyr brumme omkring. Det er en af de mest velillustrerede bøger, jeg har læst, selvom der ikke er en eneste figur på bogens sider.
Med vid, viden og fortælleglæde får Goulson humlebierne til at lette og flyve lige ind i hjertet på læseren. Efter at have læst bogen får man mest af alt lyst til at skrive et digt. Det er noget af en bedrift.
Efterhånden som jeg læste mig gennem bogens 333 sider, sprang Dave Goulsons beretning ud som langt mere end en nørds bekendelser. Hans kærlighedserklæring til humlebier og livet på Jorden er smittende glæde fra først til sidst. Bogen er en eminent fortælling om det store i det små. Det er sådan set er humlen ved det hele.
Læs, og dit forhold til humlebier og verden vil blive forandret for evigt.
PS: Den danske oversættelse har flere skønhedsfejl, som bør rettes i næste oplag. Der er for eksempel forvirring i brugen af artsbegrebet, og så plejer man ikke at kalde nataktive dyr for ”nattedyr”.