Harald Nielsen og den danske sumpfeber

Harald Nielsen (1879-1957).

Harald Nielsen (1879-1957). Scanpix Denmark

bog
Five stars
Nina Bjørneboes bog om ham udkom første gang i 1981 og foreligger nu i udvidet genudgivelse. Det er kritikhistorie og en larmende relevant udgivelse til tiden
Rasmus Vangshardt

En larmende relevant udgivelse til tiden om det sammensatte menneske Harald Nielsen

Da Helge Rode engang roste forfatteren Harald Nielsen ”elskeligt og distinkt”, som Nielsens velvillige biografist Nina Bjørneboe beskriver det, tog Nielsen det ilde op – mærkeligt nok. Gennem livet blev der ikke Harald Nielsen mange pæne ord til del, men alligevel var han ikke sådan at kurtisere. Helge Rode besad en ”smidig både-og-tolerance”, som den iltre Harald Nielsen ikke gad – uanset ros. Sådan var han.

Harald Nielsen har i nogen grad været ømtåleligt stof siden sin død i 1957. Et sammensat menneske og derigennem en af dansk kritiks mest fintfølende slagsbrorbegavelser fra sin debut i 1904. Han levede livet som avisskribent og forfatter, men endte sine dage udskammet af den danske offentlighed på grund af en stigende antisemitisme, der kulminerede under Besættelsen. Nina Bjørneboes bog om ham udkom første gang i 1981 og foreligger nu i udvidet genudgivelse. Det er kritikhistorie og en larmende relevant udgivelse til tiden.

En stribe af Nielsens kampe virker mærkeligt relevante i dag. Det gælder hans tidlige argument om, at der ikke findes noget muligt afvæbnet kulturforsvar af Danmark. Forskellen på et Danmark med og uden forsvarsvilje er forskellen mellem kultur og opløsning. Det gælder også hans angreb på samtidens kunstnere og den skrivende elite som forrædere mod folket. 

Ifølge Harald Nielsen led dansk åndsliv af ”sumpfeber”. Derfor afskyede han også de fleste andre kritikerkolleger. De forstod nemlig, at man som kritiker er sikker på succes, hvis man tilpas længe roser talentløsheden. Så bliver man uundværlig i sumpen, dengang som nu.

Også i hans afsmag for blød grundtvigianisme er der bud til tiden. Den var kun relevant ved ”rigelig tilstedeværelse af smør og flæsk” og derfor kun ”de velsitueredes religion”. Men livet er ikke at ligne med et sønderjysk kaffebord i himlen, og det førte ifølge Harald Nielsen til præster, der ville benægte et hvilket som helst dogme for at være moderne og/eller bibeholde deres indtægt. Lyder det som noget, De har hørt før? Vi trænger til Harald Nielsen i dag.

Forventer man imidlertid med denne bog en helgenkåring af Harald Nielsen og en nationalkonservativ enhedsfront, vil bogen heldigvis skuffe. Bjørneboe understreger flere gange, at han var en ”kejthåndet profet” og en ”digter uden lyre”.

Men hun er selvfølgelig sympatisk indstillet over for Harald Nielsen og hans udfald mod ”Roma, Luther og Brandes”. Derfor er hun indimellem også faretruende tæt på at undskylde hans udvikling mod antisemitisme. Til gengæld dokumenterer hun også, at Harald Nielsen aldrig var nazist, selvom man selvfølgelig gerne ville have udskammet ham som sådan. 

Enhver nationalkonservativ idyl udrydder hun dog også. En af grundene til, at Harald Nielsen aldrig blev en del af nogen fred på højrefløjen, var ifølge både Bjørneboe og Nielsen selv, at der i nationale kredse ikke blot blev tålt, men dyrket ”dumhed, udygtighed og middelmådighed” af en ”vrimmel af undermålere med svage, småtskårne personligheder”. Intet sted som ved Berlingske Tidende fandt man ”mage til evneløshed”. Yderligere resonans i dag for den, der har øren at høre med.

Mellemkrigstidens konservative kritik selvdestruerede. Den havde fremtrædende folk i Hakon Stangerup, Henning Kehler og Harald Nielsen, men de kunne ikke finde ud af at rette deres anseelige ildkraft i samme retning. Deres ypperligste leverede de herrer som regel, når de gik efter hinanden. Det mærkelige er, at det ikke gik Kehler og Stangerup halvt så ilde som Harald Nielsen. 

Harald Nielsens bitre deroute – i modsætning til de andre – kan bogen delvist forklare gennem netop Stangerup og særligt Kehlers vindbøjtleri. Stangerup havde nok et konservativt skær, men ville helst blot feje blade i et aflagt jakkesæt. Kehler var nok kristeligt-konservativ, men Bjørneboes udlægning af Harald Nielsen-perlen ”Litterære Mirakler” (1933) dokumenterer Kehlers usle medjapperi i den danske febersump. Harald Nielsen var langt ærligere – og derfor følte han sig som en ”sejrherre uden sejre” – forrådt af medløberiet, også før den antisemitiske udvikling.

Helge Rode skrev videre om Harald Nielsen, at ”Folk bliver rasende, naar man roser ham, og naar man dadler ham, bliver de også rasende, fordi man ikke dadler mere.” Nina Bjørneboe roser, som det tilkommer Harald Nielsen, og burde dadle en smule mere. Men hun tager afstand fra den sene Nielsen, og ingen andre kunne have skrevet denne indføring i de ikke-kompromitterede dele af hans værk.
 
Det vil sikkert gøre folk rasende; dansk åndslivs sumpfeber er næppe gået over. Med denne (gen)udgivelse er den kejthåndede profet muligvis også stadig en digter uden lyre. Men han er ikke længere en sejrherre uden sejre.