Historiefortælleren fra New Hampshire

Ingen bygger et hus uden at vide, hvor mange etager og døre der skal være i det, siger den 70-årige romankonstruktør John Irving, der har besøgt København i weekenden for at tale om sin seneste bog, I én person, der bringer forfatterskabet tættere på den scenekunst, han selv er formet af

Vi formes alle af det, vi begærer, men det er i særdeleshed sandt for dem, hvis seksuelle identitet er en kamp. Mod samfundets fordømmelse, mod selvhad og mod social udelukkelse. Det mener John Irving, der i denne uge var i København for at tale om sin nye bog, "I én person".
Vi formes alle af det, vi begærer, men det er i særdeleshed sandt for dem, hvis seksuelle identitet er en kamp. Mod samfundets fordømmelse, mod selvhad og mod social udelukkelse. Det mener John Irving, der i denne uge var i København for at tale om sin nye bog, "I én person". Foto: Leif Tuxen.

John Irving er i topform, som han turnerer København med glødende teint, vigende hårgrænse og en stor guldring på venstre hånd. Den fysiske overlegenhed kommer af, at den 70-årige forfatter stadig træner to timer om dagen, det mentale overskud udspringer af det faktum, at han hviler i rollen som fortæller. Med sig bringer han alle de personer, han gennem tiden har opfundet til sine nu 13 romaner, det er dem, der optager ham, og det er dem, han levende taler frem flere gange under interviewet hos sit danske forlag, Lindhardt & Ringhof.

LÆS OGSÅ: John Irving-reglementet

Der er T.S. Garp, den uheldige mand med den heroiske feminist af en mor, i hvis skygge han vokser op i romanen Verden ifølge Garp fra 1978. Der er John Wheelwright, der ikke vil indrømme, ikke engang over for sig selv, at han er tiltrukket af sin barndomsven i En bøn for Owen Meany fra 1989, og der er dr. Larch fra børnehjemmet i Æblemostreglementet fra 1985, der hver nat sender de forældreløse børn ind i søvnen med sit gentagne mantra: Godnat, I Maines prinsesser, I konger af New England.

I august blev endnu en farverig figur føjet til Irvings persongalleri, da hans seneste roman, I én person, udkom på dansk. Billy Abbott er navnet på den identitetsforvirrede dreng, der vokser op i en amerikansk provinsby og forelsker sig i den modne bibliotekar, miss Frost. Det med biblioteket er ikke tilfældigt, og den ældre miss Frost giver Billy begær efter mere end det åbenlyse, hun bliver hans litterære mentor. Det er hende, der giver ham de bøger, der former hans forfatterskab. Således blandes begæret efter bøger og bryster, længslen efter historier med længslen efter hinanden, et tema, der om noget er John Irvings signaturskrift. En slags litterær lystighed, der nagles fast fra første side, hvor det lyder: Vi formes af det, vi begærer.

En sætning, der ifølge John Irving gælder for os alle.

Vi formes alle af det, vi begærer, men det er i særdeleshed sandt for dem, hvis seksuelle identitet er en kamp. Mod samfundets fordømmelse, mod selvhad og mod social udelukkelse, siger han og rækker ud efter kaffen.

Hans tale er velpauseret, udtalen tydelig. John Irvings egne erfaringer med scenekunsten fornægter sig ikke, han er en levende formidler, og scenen i I én person er sat i et dilettantteater, hvor Billys fordomsfulde mor er suffløse, og hvor Billys morfar, Harold, ofte ender med at spille de kvindelige roller. En chance, han nødig lader sig gå forbi. Sine humoristiske kvaliteter til trods tager bogen temaet seksuel intolerance op på en mere dybtfølt måde end Irvings fjerde og fabulerende roman om T.S. Garp gjorde det.

Garp var en parodi, men der er ikke noget satirisk over mrs. Frost, intet, siger han og forklarer, at Billy Abbott er en minoritet i en minoritet.

Som biseksuel har man ikke noget fællesskab med de homoseksuelle og ingen plads i samfundet. Selvom vi er kommet langt fra den kønnenes kamp, der eksisterede i 1970erne, findes seksuel intolerance desværre stadig, siger John Irving, der ikke havde forudset, at emnet ville være så valgkampsaktuelt som det faktisk blev. Også på en anden måde går historien om Billy Abbott tæt på. Bogen er fortalt fra drengens synsvinkel og ikke fra den olympiske fortællers teleskop, hvorfra John Irving ellers ofte væver sine kludetæpper af stort anlagte fortællinger, der springer i tid og tråde og dækker et menneskes liv fra vugge til grav. Når han denne gang har valgt at lægge sig selv i førstepersonsfortællerens begrænsende sele, skyldes det historiens karakter.

Når den ældre Billy Abbott fortæller sin livshistorie, er det en bekendelse, og når du fortæller om et tabu, ønsker du som forfatter at være i den persons stemme, siger John Irving og indskyder en slags direkte læserhenvendelse i samtalen:

Husk på, siger han og ser skarpt gennem de brune øjne, at også fortælleren i Hotel New Hampshire, der ikke kunne komme sig over sin søster, var formet på samme måde.

At fortællepositionen ligger hos den aldrende hovedperson, der tænker tilbage, giver Irving mulighed for at lægge en del forudanelser om, hvad der er i vente, ind i teksten. Læseren opdager således noget før den gode Billy Abbott, hvad årsagen til miss Frosts kombination af brede skuldre og små bryster er, lige som man gruer for, hvordan det skal gå den unge mand med det biseksuelle begær op gennem 1980erne. At frygte og forvente får én til at bladre og læse videre, ved John Irving, der, hver gang han skriver en bog, leder efter det punkt i historien, man ikke ønsker at nå frem til.

Det var Melville, der gav det som skriveråd, at man skulle frastøde frem for at behage, siger han.

Den eneste research, han gjorde, da han i 2009 og 2010 skrev I én person, var at genlæse nogle af de bøger, der formede ham, da han selv var ung. De samme bøger, som miss Frost introducerer den læsebegærlige Billy Abbott for i bogen.

Det var virkelig interessant at sætte de tekster, der betød alverden for mig som ung mand, op mod den ældre mands blik, siger John Irving og afslører ved sit tonefald, at ikke alle bestod den test.

Min liste af bøger, miss Frost skulle introducere Billy for, var meget længere, men der var titler, jeg simpelthen var flov over nogensinde at have været begejstret for, siger John Irving, så flov, at han nægter at sige hvilke.

Men Dickens holder, siger forfatteren, der ligesom sin hovedperson læste Dickens Store forventninger som 15-årig, og hvis chokoladebrune labrador hjemme i Toronto, hvor han primært bor, hedder netop det. Dickens.

Som hos Charles Dickens og andre af de store romanforfattere fra det 19. århundrede er John Irvings bøger plotdrevne. Noget, som adskiller ham fra mange andre postmoderne forfattere, og noget, han gerne taler sig varmt op imod:

Sofokles havde et plot. Shakespeare havde et plot. Er der nogen, der kan forestille sig, at Shakespeare havde et tidligere udkast af Romeo og Julie, hvor de endte med at stikke af fra deres forfærdelige familier og levede lykkeligt til deres dages ende?, spørger han retorisk og overdriver det stigende tonefald mod slutningen af sætningen.

Shakespeare ved, hvor hans fortælling bærer hen. Jeg ved, hvor mine historier fører dig hen, og mine romaner er langt hen ad vejen konstrueret som et teaterstykke, siger han og medgiver, at I én person, der spiller på et Shakespeare-citat fra Richard II i allerhøjeste grad mimer et teaterstykke.

Ordet konstrueret er præcist. John Irving sammenligner organiseringen af en romans komponenter med tegningen af et bygningsværk. Som ofte, når han taler om sin forfattergerning, sker det i klare billeder, bygget op omkring et retorisk spørgsmål-svar-udsagn:

Tror du, nogen ville gå i gang med at støbe grunden til en stor villa eller et hotel uden først at have en arkitekt inde over?.

Med sine ord maler han et arkitektonisk design frem hen over forlagets kaffekopper. Hvor mange etager, hvor mange badeværelser, hvor mange døre? Hvordan er hældningen på taget, hvordan er fjerde sal forbundet med køkkenet i stuen? Alle disse detaljer skal være på plads, inden man bygger.

På samme måde ved jeg, om bogen bliver til 13 eller 15 kapitler, og jeg kender den præcise formulering på sidste sætning, siger han.

En prædestineret slutning, man som læser som i de græske dramaer er inviteret med til at forudane. En forventning om, hvad der måtte komme, som i sin essens er del af fortællingens dna: Vi læser for at vide, hvad der videre sker. John Irving er en forfatter, der tager fortællerrollen meget eksplicit på sig og siger:

Vil du vide, hvor denne historie fører dig hen, så lyt til mig.

Selve processen at tegne det skelet, der skal bære romanhuset er en udfordring, han nyder, og som han bruger flere år på. Op til 10 år faktisk.

Karaktererne er hos mig i mange år, før jeg beslutter mig for at skrive historien. I det tidsrum tager jeg noter, tegner små diagrammer og kortlægger, hvor gammel miss Frost er, når hun dør, og hvem opdager hende og Billy på biblioteket?.

En skrivestrategi, der præger læseoplevelsen, og som nogle læsere har oplevet som manipulatorisk. En reaktion, som John Irving led under som ung forfatter, hvor han med sine egne ord følte sig uden for den akademiske litterære klasse.

Jeg var fuldt ud i stand til at føle medlidenhed med mig selv, da jeg var i 20erne og 30erne siger han og smiler så afvæbnende, at det letter helt oppe i de bryske øjenbryn.

Hvor Verden ifølge Garp var tilegnet John Irvings to børn fra første ægteskab, Colin og Brendan, er I én person dedikeret til tre teaterinstruktører, der har betydet meget for ham.

Den ene er Tony Richardson, der også skrev filmmanuskriptet til Æblemostreglementet, og som døde af aids i 1991, fortæller John Irving.

De to andre teaterinstruktører, Sheila Heffernon og David Rowland, har også betydet noget for to af hans tre børn, der har vist interesse i skuespillets verden.

Som Billy Abbott voksede John Irving op med en mor, der var suffløse i et teater, og som sin hovedperson manglede John Irving den eksistentielle brik at vide, hvem hans far var. En historie, han i vid udstrækning trækker på i den tommetykke Indtil jeg finder dig fra 2005. Og som Billy har John Irving i sine unge år oplevet i sine fantasier at føle sig tiltrukket af begge køn.

For mig udviklede det sig uproblematisk derfra i en heteroseksuel retning. Min søn Everett er sprunget ud som homoseksuel, og der er ingen tvivl om, at han får det sværere, konstaterer han.

Teatret forekom ham at være den perfekte ramme for en ung mand, der er splittet omkring egen seksualitet og identitet. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at alle karaktererne i I én person ikke helt er, hvad de giver sig ud for at være. Og hvor man skal sætte sig ind i en rolle og tage en anden figurs stemme på scenen, er det overført til litteraturen det, forfatteren gør, når han skriver. John Irvings favoritfigurer er personer, der står uden for det samfund, der kan være stærkt defineret af dets eget normalitetsbegreb.

Som i amerikansk forstand liberal er hans hovedærinde, at vi ikke putter folk i kategoriserende kasser. Som miss Frost siger, og som er en del af den slutning, der har været givet fra første sætning:

Min kære dreng, lad være med at sætte mig i bås. Lad være med at rubricere mig, før du har lært mig at kende!.

Her indkredser vi et etisk credo i John Irvings værk, som han også gerne uddyber offentligt. For forfatteren at se er vores seksuelle identitet af en så privat karakter, at vi ikke bør blande os i, hvad andre gør.

I kærligheden har du et valg, men dit begær kan du ikke bestemme over, og derfor deler mine karakterer alle en vis retfærdig vrede, for de er blevet dømt for noget, de ikke kan gøre for, siger han og fortsætter sammenligningen mellem de forskellige enere, der har befolket hans bøger.

Ville den kønsforskrækkede John Wheelwright kunne blive venner med den biseksuelle Billy Abbott for eksempel? For at finde svaret på sit eget spørgsmål lader John Irving sin højre hånd tage rollen som John Wheelwright fra En bøn for Owen Meany, mens venstre kortvarigt agerer den biseksuelle Billy Abbott, som tydeligvis synes, at den første er en kujon, fordi han ikke vil se sin forelskelse i barndomsvennen i øjnene.

Hvad ville den seksuelt afholdende Jenny Fields, Garps mor, have at sige til dr. Larch fra Æblemostreglementet, der også lever i selvvalgt cølibat? Ikke så meget, viser det sig, hun er for vred på mænd til overhovedet at indlede samtalen.

Som i et dukketeater fører John Irving sine figurer frem med ord og er tydeligvis i godt selskab i sit eget værkunivers.

Et kærligt univers, hvor karaktererne er kommet til verden efter mange års venten i notesbøgerne. Der bor allerede John Irvings næste romanfigur, som han tegnede en let skitse af, da han optrådte ved et læserarrangement i København et par dage inden interviewet.

Min næste roman bærer titlen Avenue of Mystery, der er navnet på en gade i Mexico City, hvor hovedpersonen voksede op. Et barsk miljø, som han tænker tilbage på, da han sidder i flyet på vej til at begynde et nyt liv i Filippinerne, fortalte han sine forventningsfulde fans og afslørede også den sidste sætning, der for ham sætter det hele i gang:

Det er ikke alle kollisionskurser, der kommer som forventet.

Og nej, det er ikke alt, der er, som det ser ud til at være, men i en John Irving-roman gives visse konstanter. Som for eksempel en kollision, noget, vi helst ikke vil læse os frem til, men som vi alligevel drages af med stigende narrativt begær. Og med de godbidder, der allerede er lagt ud for os, sidder vi nok klar i salen som et afventende teaterpublikum, når bogen udkommer i 2015, og Irvings fortællefælde igen klapper.