Historien om 300 års bibelfortælling i skolen

"Børns bibelhistorier" handler på fremragende vis om, hvordan Bibelen er blevet forkyndt for børn. Bogen er en født klassiker på sit felt

Da cand.pæd. Edith Aller efter et livslangt arbejde som lærer, senest som seminarielærer i dansk, retorik og pædagogik, i 2004 blev ph.d. på en afhandling om "Den bibelske fortælling", var det en fornem præstation. Men denne bog: "Børns bibelhistorie - sprogbrug, historie og funktion", som Edith Aller til dels som en frugt af arbejdet med ph.d.-studiet nu udgiver, er ikke mindre fornem. Den er ganske enkelt fremragende. Bogen er en stor læseglæde fra den ene ende til den anden.

Edith Aller har taget den opgave på sig at give en samlet fremstilling af den måde, hvorpå man gennem 300 år har opfattet den udfordring i skolemæssig sammenhæng at fortælle bibelhistorie for børn. Det er en historisk fremstilling, der i sig selv giver et uhyre nuanceret, informationsmættet og øjenåbnende billede af den ændring, der er sket. Det gælder den måde, man gennem de mange år har opfattet underviserens opgave på. Det gælder synet på barnet, og hvordan det pædagogisk set bedst kan modtage stoffet, og det gælder det indholdsmæssige, hvorledes skal det bibelske stof fremlægges/forkyndes. Det viser sig - ikke overraskende - at hænge ganske nøje sammen med den til enhver tid gældende skolelov.

Der er tale om en udvikling - eller afvikling, om man vil, - der går fra opfattelsen af skolen som "kirkens datter" og en dermed sammenhængende selvfølgelig opfattelse af enhver lærer som forkynder af det bibelske budskab, frem til nutidens selvstændige skolevæsen med en tilsvarende tilstræbt værdineutral fremstilling med vægt på lige dele faktuel oplysning og individuel stillingtagen.

Men Edith Aller vil mere med sin fremstilling end at give en historisk og dermed i virkeligheden også en åndshistorisk og socialhistorisk oversigt. Hun vil "undersøge og beskrive teksternes sprogbrug og funktion" for at vise, hvordan en genfortæller bearbejder de enkelte bibelske fortællinger for derved at få et redskab til at vise, hvad der har været den enkelte fortællers hensigt med den aktuelle bearbejdning. Kort sagt: Hvad er det for intentioner, der ligger bag de enkelte fremstillinger? Hvad er det, man vil: informere om fakta, forkynde, fortælle en god historie, eller måske noget helt andet? Edith Aller benytter sig i arbejdet med fortællingernes sprogbrug og funktion af en række faglige analysemetoder. Disse sprogvidenskabelige metoder præsenteres for læseren på en så forbilledlig pædagogisk måde, at enhver, der interesserer sig blot en smule for emnet, med lethed vil kunne følge med. Man får et imponerende indtryk af, hvor meget det er muligt at sige om en tekst, når man har de rigtige metodiske redskaber.

Det klare overblik præger hele bogens opbygning. Foran hvert nyt historisk hovedafsnit er indsat en oplysningsboks med de vigtigste begivenheder i den pågældende periode. Hertil kommer et lille citat, hvori en person fortæller om sin oplevelse af at lære/få fortalt bibelhistorie som barn i den samme periode. Hermed gives et lille levende indblik i, hvordan de enkelte bibelhistorier blev modtaget af dem, de var beregnet for.

Edith Aller har i øvrigt bygget sin fremstilling op på en sådan måde, at der hele tiden veksles mellem kapitler, der giver en jævnt fremadskridende fremstilling af bibelbøgernes forfattere og af bøgernes indhold, og kapitler, der er viet til de indholdsmæssige analyser af teksterne. Edith Aller foreslår selv beskedent, at man jo blot kan springe disse mere teoretiske kapitler over, men det ville i sandhed være som læser at snyde sig selv for de mest indsigtsgivende godbidder. Bogen er et vidnesbyrd om Ediths Allers enestående viden på området. Det opleves, som om der ikke er den sten, der ikke er vendt - eller skulle man sige: Der er ikke den bog, der ikke er fundet og vurderet. Ikke mindst når det gælder de meget gamle udgaver, må det have været noget af et detektivarbejde.

Det siger sig selv, at denne bog må være et must for alle, der underviser i kristendom eller religion i videre forstand, men bogen vil have meget at give til alle, der under en eller anden form beskæftiger sig med fortælling, herunder også alle former for genfortælling. For nu slet ikke at tale om den fornøjelse bogen vil være for alle dem, der trofast gennem et langt liv har viet deres kræfter til bibelfortællingens vanskelige og vigtige kunst.

Edith Aller er ikke blot uhyre vidende historisk såvel som teoretisk, hun er også en strålende formidler med et sjældent klart, præcist og meget smukt dansk, der i sig selv gør bogen til en sjælden nydelse. Dertil kommer så, at bogen, foruden det store antal bibelhistorier, den selv gennemgår, indeholder en værdifuld oversigt over alle identificerbare udgivelser gennem de sidste 300 år. "Børns bibelhistorier" er et født standardværk.

Edith Aller: Børns bibelhistorier - sprogbrug, historie og funktion. 352 sider. 349 kroner. Aros Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk