Historiker: Vi kan stadig lære mere om holocaust

Der er stadig ubelyste områder af nazisternes folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig, siger ...

Der er stadig ubelyste områder af nazisternes folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig, siger den israelske historiker Gideon Greif. - Arkiv Foto: Leif Tuxen

Før min bog var der ingen, der ville røre historien om Sonderkommandoen, og der var en meget negativ tilgang til denne enhed af fanger.
Gideon Grief

Der er erindringer fra overlevende til 100 års forskning og holocaustlitteratur, siger den israelske historiker Gideon Greif bag bestselleren ”Vi græd uden tårer” om den berygtede Sonderkommando, som en ny Oscar-nomineret film er baseret på

I dag for 71 år siden befriede sovjetiske tropper den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz, hvor over en million mennesker, hovedsageligt jøder, var blevet myrdet i løbet af Anden Verdenskrig.

Siden er overlevendes erindringer og fortællinger kommet i bølger, og man skulle tro, at der snart ikke findes flere historier at blive fortalt om holocaust.

Men det er der, og nok til de næste mange år og endda årtiers forskning og nye bølger af holocaustlitteratur. Det mener den israelske historiker og forfatter Gideon Greif.

”Holocaust vil aldrig blive glemt,” siger han.

At der stadig kan dukke nye sider og nye fortællinger frem fra Anden Verdenskrig, opdagede Gideon Greif, da en ven fortalte ham, at han var nabo til en overlevende fra den såkaldte Sonderkommando, en enhed af jøder i Auschwitz, der deltog i gasningen og kremeringen af fangerne.

De fleste af disse ”udvalgte” fanger, som anslås til at have bestået af 3500 jøder, blev selv myrdet, men 100 overlevede. De holdt deres i egne og mange andres øjne utilgivelige handlinger hemmeligt, og holocaustforskere som Greif har været overbevist om, at alle fra Sonderkommandoen efterhånden var døde.

Men han fandt frem til otte og fik dem i løbet af 13 års arbejde til at fortælle deres gruopvækkende historier, som de aldrig før havde fortalt, flere ikke engang til deres nærmeste.

Det blev til bestselleren ”Vi græd uden tårer”, der udkom på dansk i 2010. Bogen blev af danske anmeldere kaldt for ”den mest rystende historieudgivelse, der længe er set” og ”et hovedværk i holocaust-litteraturen”. En ny ungarsk film om Sonderkommandoen er nomineret til en Oscarpris og er inspireret af Greifs bog, som nu udkommer på dansk i anden udgave.

Bogen har åbnet op for de mest sensitive kapitler af holocaust, fortæller Gideon Greif, der er i Danmark i disse dage for at promovere bogen og deltage i den danske markering af den internationale Auschwitzdag i dag.

”Før min bog var der ingen, der ville røre historien om Sonderkommandoen, og der var en meget negativ tilgang til denne enhed af fanger. Men de var ikke bødler, de var slaver, og det er der kommet en større forståelse for. I dag er det blevet næsten normalt at tale om dem, og der kommer en film. Man er mindre bange for at berøre følsomme emner om holocaust,” siger Gideon Greif, der dog mener, at der stadig er centrale emner, der knytter sig til holocaust, og som ikke er beskrevet tilstrækkeligt.

”Det er ikke fordi, det er for følsomt, men fordi der ikke er nogen historikere, der er parate til at dedikere deres tid til det. Det gælder afdækningen af mange jødiske ghettoer og hundredevis af kz-lejre, man stadig kan undersøge og skrive meget mere om,” siger Gideon Greif og fortsætter:

”Jeg savner også en undersøgelse af, hvordan det kunne lade sig gøre, at almindelige tyskere blev mordere på et øjeblik. Dagen før krigen havde de fleste nazister ikke dræbt et eneste menneske. Og dagen efter krigen dræbte de ingen. Det var altså helt normale samfundsborgere, og det er stadig et mysterium for mig, at det kunne lade sig gøre. Men det er nok mere en opgave for psykologer end historikere at få forklaret.”

Bøger som ”Vi græd uden tårer” med interview med førstehåndsvidner til holocaust bliver sværere og sværere at lave. De fleste jøder, der kan huske tiden under krigen, er efterhånden over 80 år. Vidnerne bliver færre og færre, og ifølge Gideon Greif dør 30 til 50 holocaustoverlevere om dagen bare i Israel.

”Om 5 til 10 år vil der ikke være flere øjenvidner til holocaust, og det vil få en stor betydning for formidlingen af udryddelseslejrene,” siger han.

Men det betyder ikke, at erindringer er en afsluttet genre inden for holocaust-litteraturen:

”Mange overlevende holdt på deres historier i mange år, men har været under et pres for at få dem fortalt. Og det viser sig, at folk kan huske, hvad der skete meget detaljeret selv på stor afstand. Der findes masser af dagbøger og minder, der endnu ikke er opdaget. Tusindvis af både nedskrevne og mundtlige overleveringer, som er så vigtige, fordi der er så få dokumenter tilbage fra Anden Verdenskrig. På grund af overleveringerne har vi hundredevis af års forskning tilbage og meget arbejde at gøre,” siger han og nævner også de overlevendes børn og børnebørn, der selv beskriver holocausttraumets påvirkning på deres liv.

”Man har fundet ud af, at dette traume kan sætte sig genetisk i generationer, og efterkommere helt ned til 4. generation har problemer på grund af byrden. Spørgsmålet er, hvor længe det kan fortsætte,” siger Gideon Greif, som ikke er bange for, at holocaust bliver glemt.

Så var det allerede sket, mener historikeren.

”Interessen vokser kun. Det er det samme mønster i flere lande, også blandt unge. I Tyskland, hvor jeg også underviser, vil mange studerende gerne vide, hvad der skete. Også i Kina er der en stigende interesse,” siger Gideon Greif, hvis bog også udkommer i Ungarn til marts på grund af spillefilmen, der hedder ”Sauls søn”.

”Ungarn har en grim historie med antisemitisme og var med til at sende mange ungarske jøder i gaskamrene. Det er det samme gamle had, der stadig er udbredt i landet. Og det gør det endnu mere nødvendigt at få bogen ud der og få fortalt om holocaust til de nye generationer,” siger Greif, der ikke har noget imod spillefilm og romaner om holocaust, som der kommer flere af, i takt med at vidnerne dør.

”Film som 'Pianisten' og 'Schindlers liste' har gjort meget for forståelsen af holocaust. Man skal bare acceptere, at det er underholdning. Det skal bare være så tæt på sandheden som muligt og med respekt for de myrdede og overlevende jøder. Jeg er allergisk over for legender, som for eksempel myten om, at tyskerne lavede masser af sæbe af menneskefedt. Det prøvede man, men det var ikke en stor industri. Fakta er fakta,” siger Gideon Greif.