Hjerte og smerte

Jeppe Krogsgaard Christensen: En hånd i himlen, roman, 199 sider, 200 kroner, C&K Forlag.

Jeppe Krogs-gaard Christensens anden roman havde haft godt af en hård hånd og et hvast blik

Idéen er oplagt: En hjertesyg forfatter i skrivekrise får en hjertetransplantation. Og pludselig er det en helt anden skrift, der strømmer fra hans pen. Er det hjertet, der sladrer, eller er vores hovedperson med det kendte dobbeltnavn Janus slet og ret ved at blive sindssyg?

LÆS OGSÅ: Fyraften i Treblinka

Jeppe Krogsgaard Christensen, født 1973, dygtig anmelder ved Berlingske, debuterede sidste år med romanen Natjager og er allerede nu på banen med sin anden roman, En hånd i himlen. Titlen fik mig til at tænke på børnebogen fra 2001 Hund i himlen, hvor Hanne Kvist viste, at man kan skrive om ubærlig sorg og ensomhed for børn uden at være sentimental. Det er desværre ikke tilfældet her.

Kort fortalt: Hovedpersonen Janus debuterede for fire år siden og fik store anmeldelser. Siden da har han siddet ved computeren og røget, men ingeting er sket. Han har fået en datter, han er flyttet på landet, han har sågar fået et nyt hjerte. Pernille, der ud over at ligne et maleri af den østrigske maler Egon Schiele og læse dårlige bøger ikke tildeles meget karakter, tjener pengene, Janus går tur med litteraturen alias hundene Keats og Kipling, og ryger. Men pludselig sker der noget; en historie begynder nærmest at skrive sig selv på Janus computer. Den handler om hjertedonoren, den trafikdræbte Jón, der sjovt nok også var forfatter, færøsk sågar og derfor naturligvis af en mere djærv støbning, og hans ægteskab med den lige så klichefyldte, stille, skønne arkitekt Astrid, hvis hele liv handler om at virkeligøre arkitekten Le Corbusiers drøm om de rene linjers bomaskine. Fiktionen tager mere og mere over, mens den konkrete virkelighed bryder sammen omkring Janus. Jeg skal ikke røbe mere.

Mest af alt minder persongalleriet og deres samlejer (gavmilde passive kvinder, stumme mænd, suk) om et forsøg på at inkarnere sig som Jens Christian Grøndahl.

En hånd i himlen er en roman, der burde have været arbejdet igennem igen og igen, indtil sproget sad lige så stramt og tæt om stoffet, som det skulle. Jeppe Krogsgaard Christensen kan både læse og skrive, men det læste glider ham også i blodet, fornemmer man, for romanen er én lang gliden på henvisninger og halve citater, kombineret med egne lyriske klicheer. Tøj og sne knitrer og falder konstant, det er spleen united, der taler. Når den knap fireårige tegner, så tegner hun naturligvis mor som størst, sig selv som mindre og far som grå, ansigtsløs og med et nyt hjerte ved computeren. Nja, tænker jeg, det er vist en voksen, der tegner her.

Jeg håber, at Jeppe Krogs-gaard Christensen kommer igen. Jeg håber, at han søger om bag klicheerne, ind til de fine detaljer, han også har sans for. Bag om de skønne billeder og den slebne tale til humor, råhed, enkelhed i den rette dosering med skønheden.

kultur@k.dk