”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, thi intet hjerte deler helt min glæde. Tit er jeg sorrigfuld og må dog le, at ingen skal den bange tåre se.”
Den kongelige skuespiller Jens Jørn Spottag sidder i en blød, cremefarvet sofa, der indgår i en hel trappe af bløde hyggemøbler i stof og læder, der tårner sig op på teaterscenen. Akkompagneret af en afdæmpet elektrisk guitar, iført joggingdragt og i rollen som den handlingslammede patriark hr. Hansen fra Høje Taastrup, synger han B.S. Ingemann og Carl Nielsens vemodige ”Bekjendelser”, Højskolesangbogens nummer 85.
Udtrykket skifter, da nummer 266, Ludvig Holstein og Poul Schierbecks ”Det er i dag et vejr”, lidt efter fremføres af renovationsarbejderen fra jobcentret og julemanden fra Bilka til ære for Miss Danmark 1998. Først som klassisk solosang, så som Kim Larsen-fællessang med teksten hængende over scenen på en lystavle i bedste karaoke-stil og til sidst som vild rock and roll:
Fænomenet teaterkoncert har efterhånden 22 sæsoner på bagen. Men i dette efterår kolliderer det danskfødte fænomen, som opstod omkring forestillingen ”Gasolin” på Doktor Dantes Aveny i 1994, med et meget ældre og endnu mere ærkedansk fænomen, Højskolesangbogen. Endda på to danske teatre samtidig: den store nationalscene, Det Kongelige Teater, i København og det lille alternative Teater Momentum i Odense. Begge teatre vil med et bredt udvalg af ældre og nyere sange fra den traditionsrige blå sangbog skabe en fortælling om danskerne som folk – og på begge teatre er det en svensker, der som instruktør har påtaget sig denne opgave.
”Idéen om at lave en teaterkoncert over Højskolesangbogen opstod op til folketingsvalget sidste år, da jeg stod med min cykel og ventede uden for en tankstation i Nørresundby og fik øje på den socialdemokratiske plakat med sloganet ’Det Danmark, du kender’. Det slog mig, hvor svært vi alle sammen synes det er med forandringer,” forklarer Minna Johannesson.
Den 37-årige instruktør bag Det Kongelige Teaters ”Højskolesangbogen” stammer fra en lille by i Småland, men har boet i Danmark, siden hun i 2005-2009 uddannede sig fra Statens Teaterskole. Hun er tilknyttet Aalborg Teater og har tidligere skabt teaterkoncerter over Anne Linnet- og Melodi Grand Prix-sange. Tidligere endnu har hun været elev på en svensk folkehøjskole i Göteborg.
Selvom Sverige har flere højskoler end Danmark, er traditionen omkring én højskolesangbog med ambition om at forene nationens sangskat i bred forstand enestående dansk. Og netop derfor er den ifølge Minna Johannesson en ”fantastisk bog at arbejde med”, når man vil skabe en teaterforstilling om nationalt fællesskab, om tab og længsel efter det forgangne, men også om håb for fremtiden. For det hele kan findes i de 572 sange, hvoraf cirka 40 er udvalgt til forestillingen.
”Højskolesangbogen er noget af det mest ærkedanske. Der er en genkendelighedsfaktor og en kæmpe variation i de sange. De rummer så mange historier og kan fortælle så meget om os mennesker. Nogle sange er glemt, men vil alligevel kunne bringes frem igen. Nogle tror vi, vi kender, men har glemt for alvor at lytte efter teksten til. Højskolesangbogen udtrykker et helt liv og har forandringstanken i sig. Den rummer både det trygge ved at hvile i det forgangne og en fremdrift,” siger Minna Johannesson.
Teaterkoncertens rammefortælling er, at en mystisk epidemi har udryddet alle danskere bortset fra ni personer, som ikke umiddelbart fremstår som de rette til at føre menneskeheden videre. De er folk, som bare vil hygge sig i sofaen, feje problemer ind under gulvtæppet og undgå alt det komplicerede.
”Men det viser sig, at de er større mennesker, end vi og de selv troede. Der er mere mod, ånd og generøsitet i dem end først antaget til at turde leve med virkeligheden,” siger Minna Johannesson, der genremæssigt betegner forestillingen som ”tragisk feelgood”.
Hun finder dette danske mod i så forskellige sange som Poul Henningsens og Kai Normann Andersens kulturradikale storby-jazzvise ”I dit korte liv” og Jeppe Aakjærs og Alfred Toffts landlige børnesang ”Ole sad på en knold og sang”:
”Det er sange, der handler om at komme videre,” forklarer instruktøren, der melodimæssigt har satset på at forene et klassisk spor, et folk-spor og et rock-spor.
”Jeg håber, folk kan genkende sangene, men samtidig vil høre dem på en ny måde,” siger hun.
Henrik Grimbäck er en anden svensk teaterinstruktør med dansk uddannelsesbaggrund – fra Statens Scenekunstskole. Teater Momentum har hyret ham som kunstnerisk leder for sæsonen 2016-2017 for at stå i spidsen for projektet ”Det ny kongelige teater”. Idéen er, at hele repertoiret skal bestå af forestillinger med samme titel som dem, nationalscenen sætter op. Derfor er det ikke et ønske om at vække danskerne til dåd og sammenhold gennem sange, der ligger bag teaterkoncerten ”Højskolesangbogen” i Odense, men en del af et samlet koncept.
”Det har været et lidt svært, men også interessant projekt for mig som svensker at kaste mig ud i. Jeg opfatter Højskolesangbogen som en meget kompleks sangskat, fordi den er bygget op over lang tid. Det er ikke en klassisk teatertekst, men en række vidt forskellige tekster, som det er svært at vælge ud fra,” siger Henrik Grimbäck.
Han har valgt at sammensætte en forestilling med halvt så mange sange og halvt så mange skuespillere som konkurrenten i København. Og i stedet for en undergangsfortælling har han valgt at forme teaterkoncerten som en diskussion mellem fire sangere, der er indbyrdes uenige om, hvordan det danske nationale sangfællesskab egentlig skal forstås. Det gamle debatterer med det nye, det nationalkonservative med det mere globalt orienterede, de meget traditionsrige sange som nummer 347, Adam Oehlenschlägers og H.E. Krøyers nationalromantiske Danmarkssang ”Der er et yndigt land” modstilles af rocktekster som nummer 519, Tom Lundéns oprørske Christianiasang ”I kan ikke slå os ihjel”.
”Det er det, der er så spændende ved Højskolesangbogen. Næsten det hele er med,” siger Henrik Grimbäck, som med forestillingen vil skildre en nation og en sangskat, der er indbyrdes uenig om det meste – bortset fra netop viljen til fællesskab.
At to teatre sideløbende sætter Højskolesangbogen op som teaterkoncert med svenskere ved styretøjet, finder Henrik Marstal, musiker, musikforsker og redaktør på en række sangbøger, herunder ”Den nye sangskat” og den kommende ”Kirkesangbogen”, spændende. Men han tror dog, at de to svenske instruktører overvurderer, hvor fælles højskolesangene i virkeligheden er for nutidens danskere.
”Når svenskere betragter den danske sangskat, bliver de ofte misundelige, fordi den forekommer mere sammenhængende end den svenske, blandt andet i kraft af, at vi har haft én samlende højskolesangbog og én samlende salmebog. Men det er min påstand, at det langtfra er alle danskere, der er vokset op med de her sange. Jeg tror for eksempel ikke, man kan være sikker på, at en dansker i dag har et forhold til ”I Danmark er jeg født” eller ”Jens Vejmand”, siger han.
Henrik Marstal hører til de kritikere, som mener, at fornyelsen af, hvilke sange der virkelig betyder noget for danskerne, ikke slog tydeligt nok igennem ved udvalget til den seneste udgave i 2006. For siden den obligatoriske morgensang udgik af folkeskolen i 1975, er det virkelig brede kendskab til de mere traditionelle sange snævret ind.
”Rammen for forestillingen på Det Kongelige Teater minder om en oplevelse, musikforskeren Else Marie Pade har fortalt om. Hun var involveret i modstandskampen under Besættelsen og blev af arresteret af tyskerne og interneret i Frøslevlejren. For at holde modet oppe gav de danske fanger sig til at synge sange fra Højskolesangbogen. De havde ikke bogen, men kunne ved fælles hjælp genskabe dem fra erindringen. En af fangerne skabte endda trestemmige korarrangementer af nogle af sangene. Så stærk var sammenhængskraften omkring netop disse sange dengang, men det ville aldrig kunne ske i dag. I dag er der mange andre sange fra andre musikalske referenceværker, der blander sig,” siger Henrik Marstal.
At det, som er sangskat for nogle, er glemmebog for andre danskere, er både Minna Johannesson og Henrik Grimbäck dog opmærksomme på. Det kan være medårsag til, at begge har taget sange med, der ikke står i sangbogen, men som alle kan skråle med på. I Odense synges den velkendte ”I dag er det Oles fødselsdag” og på nationalscenen 1980’er-fodboldsangen ”Re-Sepp-ten”, også kendt som ”Vi er røde, vi er hvide”. Men hos begge instruktører ligger også en vilje til at lade danskerne genopdage sangskatten. Så det næsten er dén, der får ordet, når hr. Hansen fra Høje Taastrup vemodigt slutter sin sang af med Ingemanns ord:
”O, hvis du kendte, hvis du elsked mig, jeg kunne være, som jeg er – hos dig.”