Holberg ville både gavne og fornøje - ”Jean de France” har mest af det sidste

Folketeatret har samlet nogle af landets største komiske talenter og har skabt en holbergsk vanvidsforestilling, der får lattertårerne til at trille

Der er fabelagtige commedia dell'arte-kostumer, fine sange og dygtige folk på scenen, men er man Holberg-traditionalist, vil man måske rynke lidt på næsen af denne outrerede version. -
Der er fabelagtige commedia dell'arte-kostumer, fine sange og dygtige folk på scenen, men er man Holberg-traditionalist, vil man måske rynke lidt på næsen af denne outrerede version. - . Foto: Gudmund Thai.

Velkommen, kære godtfolk, til en Holberg-musical-falde-på-halen-komedie, som du aldrig har set den før.

Et tremandsorkester starter festen med bumfaldera-musik. En lille beskidtgrå scene på scenen markerer spillet i spillet. Alle skuespillerne er klædt i gråhvide jantelovsfarver. Ind spankulerer så en bolchestribet puddel af en mand, med næsen i sky og et koket smil. Hans Frandsen er vendt hjem efter 15 uger i Frankrig med en ny identitet: Jean de France.

I Frankrig er han en integrationsfikseret indvandrer, i Danmark ser man på ham som en forfransket og forfjamsket fims - en cancandansende, parykpudrende, håndledsvridende frugtkage. Han foragter danskhed og det danske kartoffelsprog.

Var det parisisk mode at gå uden bukser, ville han gøre det. Manererne har han også taget med sig hjem: ”Sacre bleu! Nu bliver jeg vred!”, råber han, forkælet som et andet curlingbarn, da hans forældre ikke vil danse efter hans pibe.

Nok er han anderledes, og byfolkene kan ikke se hans stjernes blinken - men han sætter da farver på det grå og triste. Gennem en række forviklinger og ydmygelser gøres den maniske antihelt til offer for janteloven, men han lader sig ikke sådan pille ned fra sin selvbestaltede piedestal. Han rejser tilbage til Frankrig og bliver melodi grand prix-helt.

Pelle Emil Hebsgaard kommer hvirvlende med samme maniske energi, som da han brød igennem som den blå Genie i Fredericia Teaters ”Aladdin”. Han er for længst udråbt til komisk og musikalsk stjerneskud, og han lever op til sit ry i rollen som Jean.

Men en ny sjov stjerne stikker også næsen frem: Lise Baastrup som den brovtende tjenestepige Marthe. Hun er så frisk og uhøjtidelig, flirter med publikum og stjæler vores hjerter med sin sylespidse sarkasme og overstråler store etablerede navne som Ole Thestrup, Søren Hauch-Fausbøll, Jesper Asholt, der også står på scenen. Det kræver sin kvinde!

Forestillingens store styrke ligger i teksten, der giver os de bedste sprogblomster fra to meget forskellige tidsaldre. Mange af salens latterudbrud kommer, når Jean slynger om sig med saftige franske gloser - ”mère”, ”père”, ”matresse” - og de dumme danskere tror, han taler om modne pærer og madrasser. Det er bestemt ikke raffineret humor, men det er så dumt, at det alligevel er sjovt.

Hvis man ikke har et nært og kært forhold til Holberg, vil man nok lade sig forlyste uden forbehold af den poppede ”oversættelse”, som dramatiker Line Mørkeby har skrevet frem. Fabelagtige commedia dell'arte-kostumer, fine sange, dygtige folk. Men er man Holberg-traditionalist, vil man måske rynke lidt på næsen ad denne outrerede version.

Selv har jeg det ambivalent. På den ene side giver forestillingen os ikke mange kalorier til hjemturen. Instruktør Frede Gulbrandsen har fundet stykkets nutids-relevans blandt andet i den måde, vi promoverer os selv på de sociale medier: den såkaldte selfie-kultur.

Det er en interessant parallel. Men vi møder kun karikaturer - ingen karakterer, vi sådan rigtigt kan spejle os i, så de satiriske stik når ikke ind.

På den anden side er det enormt befriende at møde Holberg i nye gevandter, og det er sjældent, man ser en komedie, der tør tage vanviddet - og de latrinære vittigheder - så langt ud. Det var Holbergs ambition, at hans stykker skulle både gavne og fornøje. ”Jean de France” har mest af det sidste. Men så længe, det kan få lattertårerne til at trille, er der jo ikke noget galt med det.