Holbergs råbekor af legesyge libertinere

Grønnegårds Teatret spiller traditionen tro Holberg til sommertid. Fint nok, men problemet er, at en komedie som ”Jeppe på bjerget” ender i haha-underholdning, fordi et lidt for velvilligt publikum altid griner af klovnerier

Grønnegårds Teatret og Thomas Bendixens bud på en nyfortolkning af Holberg er en slags renset ”Jeppe på Bjerget” på en grydeagtig træscene. –
Grønnegårds Teatret og Thomas Bendixens bud på en nyfortolkning af Holberg er en slags renset ”Jeppe på Bjerget” på en grydeagtig træscene. – . Foto: Rasmus Stæhr.

”Jeeeaarpe!” skriger Nille ubehersket foran scenen, bag scenen, ud i Københavns skumring, og råbet blander sig med kirkeklokker og almindelig bymusik.

Hendes kællingeskrig har sin grove modsætning i Jeppes egen måde at tale om sig selv i tredjeperson. I let opløst diktion dræver den dygtige Olaf Johannessen om sig selv: ”Ieppe.” Med et træt e.

Grønnegårds Teater spiller traditionen tro Holberg til sommertid, og det er godt sådan.

Problemet er naturligvis, at en komedie som ”Jeppe på Bjerget” risikerer at ende i haha-underholdning, fordi et lidt for velvilligt københavnsk publikum altid griner af klovnerier.

Særligt i sommersolen og med vin i papglasset. Det skal nok sælge, men hvordan skal det nå mere end det?

Grønnegårds Teatret og Thomas Bendixens bud er en slags renset ”Jeppe på Bjerget” på en grydeagtig dødstræscene.

Der er ikke meget møg fra Jeppes bondeliv. Til gengæld er Nilles berømmelige krabask, hr. Erich, over det hele – men mest over uduelige Jeppes ryg.

Baronen, der beslutter sig for at håne Jeppe og lade ham vågne op til en ny tilværelse som baronen selv, er i overdimensioneret krave, tjenerne i sygeligt legehumør og lægerne i harlequinmasker.

Med andre ord er det ikke nogen naturalistisk ”Jeppe på Bjerget”, men snarere surrealistiske og farceagtige type-roller, og derigennem fejrer opsætningen enkelte sceniske triumfer.

Som i lægescenen, hvor to doktorer tilkaldes for at forklare Jeppe, at det blot var indbildning, at han skulle have været en alkoholiseret hanrej af en bonde, gift med en kone med en lidt for stor krabask.

Doktorerne entrer scenen i azurblå kapper og lange masker, så tankerne mest ledes mod den klassiske commedia dell’artes karnevalsfugle.

De er irriterende, som de skal være, og i deres typeudklædning bryder de pludselig ud i meningsløs synkrondans, vendt mod publikum, og så svinder de psykologiske årsgagsforklaringer på Jeppes kvaler til fordel for en stemning af absurdistisk farce. Og det er nu ret godt ramt.

Det samme sker , da Jeppe er endt i galgen, efter at baronen og hans hjælpere har iscenesat en falsk retssag mod Jeppe for (identitets?-)tyveri.

Oppe over trægrydescenen lader baron og hjælpere – nu alle i harlequinmasker – Jeppe svæve frem og tilbage i galgen, mens deres hoveder indimellem dukker op for at foranstalte et råbekor af legesyge libertinere.

Men ud over disse enkelte succeser, der udstiller identitetskamp og feudalspørgsmål i ”Jeppe på Bjerget” som noget andet og mere end tidsbundet tematik, stagnerer stykket.

Jeppes første besøg hos Jacob Skomager varer alt for længe, selvom det handler om at udpensle Jeppes berømte konstatering:

”De siger, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker.”

Problemet med en så lang Jacob Skomager-scene er, at den mest af alt giver indtryk af, at Jeppe faktisk drikker, fordi hans krop er afhængig af alkohol. Og det er jo altså en temmelig banal årsagsforklaring.

Det samme gælder midterstykket med Jeppe som baron samt en overordentlig tam slutning, hvor man ikke har turdet bruge baronens kyniske epilog om, hvad der sker, når bonde bliver til regent.

Så kan selv en Olaf Johannessen, der spiller, som var tilværelsen alt andet end simpel eller kynisk, svært gøre noget ved iscenesættelsen og forlader da også emblematisk scenen – med et skuldertræk.

kultur@k.dk