Holocaust-overlever advarer mod stigende antisemitisme i Frankrig

Holocaustoverleveren Marceline Loridan-Ivens har skrevet et rørende vidnesbyrd om et stærkt far-datter-forhold og advarer om stigende antisemitisme i Frankrig

Marceline Loridan-Ivens er født i 1928 og kom til Birkenau som 15-årig. Hun har været skuespiller, manuskriptforfatter og har instrueret en række dokumentarfilm.
Marceline Loridan-Ivens er født i 1928 og kom til Birkenau som 15-årig. Hun har været skuespiller, manuskriptforfatter og har instrueret en række dokumentarfilm. . Foto: Scanpix.

Der er ikke mange holocaust-overlevere tilbage, så hvert vidnesbyrd bærer det uafvendeliges mærke. Snart er også Marceline Loridan-Ivens væk, en fransk skuespiller og dokumentarfilmskaber, der som 15-årig blev sendt til Birkenau. Hendes far kom ved samme lejlighed til Auschwitz, og trods den korte afstand mellem de to lejre så de to aldrig hinanden igen. Han døde, Marceline overlevede, men hun har levet hele livet i lejrens skygge, fremgår det tydeligt af hendes læsværdige erindringer, der nu udkommer på dansk.

Bogen ”Men du kom ikke tilbage” er formet som et hengivent og ærligt brev til faren. Hun fortæller om sine rædselsfulde oplevelser i lejren, og hvad der hændte hende i årene efter krigen. Bogen slutter i nutiden med en advarsel om, at antisemitismen nu igen er på fremmarch: ”Jeg ved nu, at antisemitismen er en konstant faktor, der kommer i bølger med verdens storme, med de ord, uhyrer og midler, som er til rådighed i hver given epoke. Zionisterne, som du var en af, havde forudsagt det, den vil aldrig forsvinde, den er alt for dybt forankret i de enkelte samfund,” skriver hun til sin far.

Marceline Loridan-Ivens har sine efternavne fra to ikke-jødiske ægtemænd, og hun beskriver i bogen et kunstner- og voksenliv efter lejren, der i et vist omfang var drevet af at lægge afstand til jødedommen. Både hun og faren var opvokset med en tiltro til, at man i Frankrig kunne blive assimileret og accepteret som jøde. Den tro slog krigen en pæl igennem, men Marceline levede alligevel videre med overbevisningen og gjorde, forstår man mellem linjerne, ganske meget for at spille rollen som frisat fransk venstre-intellektuel og ikke sagesløst jødisk offer.

Men verden ville det anderledes end hun. Arven fra lejrene og den islamistiske antisemitisme, som hun mærker i sit hjemland i denne tid, har gjort hende modløs og bitter. Om barnløsheden også er direkte forbundet til Birkenau, er et spørgsmål, som hun lader stå åbent. ”Men du kom ikke tilbage” er således både en heroisk anti-offerhistorie og en bitter offerhistorie. Trods en livslang tro på, at hun kan løsrive sig fra det jødiske, oplever hun, at nazisternes antisemitisme i fortiden og islamisternes ditto i nutiden holder hende fast.

Hendes bog er et rørende brev til en far, der nok var streng og gjorde fejl, men i sin optimisme var et stærkere forbillede end moderen, der overlevede krigen, og som vi hører lidt, men ikke godt om. Samtidig er ”Men du kom ikke tilbage” et vigtigt vidnesbyrd i rækken af holocaust-overleverberetninger. Den får ikke klassikerstatus som Primo Levis bøger om samme emne, og den er også for kort til, at man rigtig får problematikkerne udfoldet, men den anbefales som advarsel i en tid, der efter forfatterens mening er ved at gentage fortidens synder.