Han var egentlig rejst ud for at dække Makedoniens politiske sammenbrud og Balkanlandenes håbløshed og inkompetence. Men så var der noget, der pegede i en anden retning, og som var umuligt at overse. Flygtningestrømmen på Balkan-ruten. De mange mennesker, der marcherede mod Nordeuropa. Lige forbi hans bilrude på motorvejen. Mod Schengen-land. Væk fra Syrien, Nigeria, Iran og Bangladesh. Det var et syn, han aldrig før havde mødt i Europa.
Thomas Ubbesen, født i 1956, har som journalist gennem tre årtier dækket krige, naturkatastrofer og internationale konflikter, blandt andet for DR. Han udgav i 2014 bogen ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”, hvor han som her i sin nye bog ”Good luck, habibi” skildrer udenrigskorrespondentens arbejde. Denne gang med den europæiske flygtningestrøm som rød tråd.
Bogen består dels af hans egne reportager fra landene langs Balkan-ruten, dels af fortællingen om mødet med en syrisk familie: Muhammed og Aisha og deres tre døtre. Aisha og pigerne blev skilt fra Muhammed af frontlinjen, og da de endelig efter tre år blev genforenet, flygtede han med den ældste datter, Sham. De endte i det tidligere Østtyskland, hvor Thomas Ubbesen slipper dem – og hvor han skildrer den skam, han føler, da han vender dem og deres på alle måder triste, trøstesløse og uvisse skæbne ryggen. Det er gribende læsning.
De mange reportager og skildringer af møder giver et flimrende helhedsindtryk. Det er måske tilsigtet. En mosaik af mennesker myldrer forbi, det er hektisk, man halter forpustet efter og følger et langt stykke hen ad vejen Thomas Ubbesen. Men af og til bliver man kastet af. Som for eksempel når retorikken bliver lidt vel massiv, og når der kastes for mange adjektiver ind i sætningerne. Så drukner Thomas Ubbesens budskaber og billeder, der står stærkest, når de er allermest enkle. Som når en fastboende turist på Lesbos, iført shorts og puddelhund, passerer arabiske familier på flugt uden at blinke.
Det er svært ikke at blive indigneret, når man læser Thomas Ubbesens bog. Og det må være umuligt ikke at blive det, når man som han har fulgt flygtningestrømmen. Vi bliver nødt til at finde ud af det sammen, skriver han. Og det kan vi også godt. Hvis vi altså slipper vores ”det nytter alligevel ikke noget”-mentalitet og omdirigerer vores overforbrug. Han giver to eksempler på, hvordan vi kan gøre det: Ved at bygge verdens bedste flygtningelejre i nærområderne og ved at betale, hvad tingene reelt koster, så vi ikke er med til at understøtte de uacceptable forhold, som mange arbejder under i de lande, der flygtes fra. To gode skridt på vejen. Men desværre næppe nok.