Hvad er det egentlig, der styrer os?

Professor i germanistik Søren Fauth trækker interessante perspektiver op i sin lille bog om viljen, der også fungerer som introduktion til Arthur Schopenhauer

Forfatteren konstaterer, at viljen er en integreret del af vores måde at tænke på. Fauth kommer her ind på Luther og hans meget omtalte og omstridte skrift fra 1525 ”Om den trælbundne vilje”, der flugter med Schopenhauers tankegang, for så vidt som reformatoren også afviser den frie vilje.
Forfatteren konstaterer, at viljen er en integreret del af vores måde at tænke på. Fauth kommer her ind på Luther og hans meget omtalte og omstridte skrift fra 1525 ”Om den trælbundne vilje”, der flugter med Schopenhauers tankegang, for så vidt som reformatoren også afviser den frie vilje. Foto: Palle Peter Skov.

Skønt professor og dr. phil. Søren Fauth kun er i midten af 40’erne, er hans viden og værkliste vidtspændende

og rummer blandt andet omfattende værk om den tyske filosof Arthur Schopenhauer.

Og netop Schopenhauer er en slags hovedperson i dette bidrag til serien ”Tænkepauser”, der omhandler viljen.

Forfatteren konstaterer, at viljen er en integreret del af vores måde at tænke på. Fauth kommer her ind på Luther og hans meget omtalte og omstridte skrift fra 1525 ”Om den trælbundne vilje”, der flugter med Schopenhauers tankegang, for så vidt som reformatoren også afviser den frie vilje.

Men der er en afgørende forskel på Schopenhauers pessimistiske menneskebillede og luthersk kristendom:

”Kristendommen har i den grad blik for det svage i mennesket, men svagheden er en fejl, der kan rådes bod på, og vi er til syvende og sidst skabninger skabt i Guds billede, hvilket giver os en vis ret til at sole os i skaberværkets herlighed.”

Der er til gengæld ikke megen herlighed over Schopenhauers forestillingsverden, hvori viljen til væren er blind og ikke aner, hvad den selv udklækker. Schopenhauers pointe er ifølge Fauth, at vores erkendelse blot er et instrument i hænderne på vilje.

Viljen var der først, og fornuften formår på ingen måde at tøjle viljen. Læseren kan bare tænke på rygning. De fleste er nok klar over, at det både er dyrt og skadeligt, men derfor begynder mange unge mennesker på det alligevel: Fornuften må altså give op over for viljen.

Det lader sig hævde, at Fauth anlægger et kulturkonservativt syn på tilværelsen, som når han skriver:

”Vi har ingen grund til at antage, at vi er blevet meget klogere siden antikken, middelalderen eller renæssancen. Problemerne og spørgsmålene er stadig de samme.”

Men det lader sig også hævde, at Fauth på trods af sin begejstring for Schopenhauer ikke følger ham hele vejen. Han medgiver, at Scho-penhauers tanke om viljen som den altbestemmende faktor stemmer overens med moderne hjerneforskning, idet man har fundet frem til, at bevidstheden først aktiveres 0,20 sekunder, efter at handlingen er sat i værk. Eller som en af overskrifterne i Fauths bog formulerer det: ”Neuronerne fyrer, før vi ved det.”

Men Fauth indvender alligevel, at store og vægtige beslutninger i vores liv ikke bare er et spørgsmål om førbevidste impulser. Man gennemfører ikke en lang videregående uddannelse, opfører et hus eller indfører grøn energi, medmindre intellektet medvirker.

Menneskets karakter er dets skæbne, skrev førsokratikeren Heraklit.

Fauth citerer ham ikke, men jeg vil mene, det er den konklusion, forfatteren når frem til: ”Karakteren kan tilpasses, men det helt grundlæggende i vores væsen står fast. Det er skræmmende, men også befriende: Jeg vil det, jeg vil, fordi jeg er den, jeg er.”

Som det forhåbentlig fremgår, er ”Vilje” en suveræn lille sag, der ligeledes kan tjene som en lettilgængelig introduktion til Arthur Schopenhauer.