Når man er barn, kan sætningen min mor siger slynges mod andre som det ultimative argument. Siges sætningen derimod af et ungt menneske, vil tonefaldet ofte være ironisk eller en smule anstrengt. Mors verdenserfaring har ikke samme værdi på alle alderstrin!
LÆS OGSÅ: Dansk teologis fortabte søn skriver sit testamente
I Stine Pilgaards (født 1984) debutroman Min mor siger, er det heller ikke ligefrem mor, den speciale-livs-krise-kærestesorgs-ramte unge kvindelige hovedperson sætter sin lid til. Hvad den emsige mor elles mener, hun burde, eftersom hun jo bedst ved, hvordan datteren skal leve sit liv: Man kan aldrig skjule noget for sin mor, siger min mor. Hendes øjne skinner, og hun ligner en detektiv, der skal til at opklare en mordgåde. Som man kan høre, er Stine Pilgaards karakter en veloplagt ironiker, og Pilgaard giver den fuld skrue i sin barokke og rørende og i virkeligheden meget blufærdige fortælling om hjerte og smerte i en tid uden absolutte sandheder. Evnen til at spidde alt er uvurderlig, men også noget, man skal passe på ikke bliver en rygmarvsreaktion.
Det knuste hjerte sidder i den kvindelige hovedperson; det er hendes kæreste, der har gjort forholdet forbi. Fortvivlet, rasende, sørgende vi kender alle faser flytter kvinden hjem til sin blide præstefar. Han er den diametrale modsætning til mor, med en stor kærlighed til Pink Floyd (hvis tekster er én stor advarsel mod at lytte til, hvad mor siger)! Men hvem skal man så lytte til? Kvinden prøver veninden Mulle alias spindoktoren, og hun prøver lægen, som fortæller, at det hele er ren biologi, men det er ham, der giver hende billedet af søhesten. På latin hippocampus, som også er betegnelsen for en region i hjernen, der blandt andet har med hukommelse/erindring at gøre. 12 af romanens kapitler har således undertitlen monologer fra en søhest. Her skifter tonen til en kærlig, romantisk opsummering af alle de uendelige spor, mødet med elskede personer har sat i et enkelt menneskes erindring. Fra lyden af hendes skridt på trappen til folden på hendes øjenlåg og hendes interesse for stangspring!
En af de første ting, man lærer på forfatterkurser, er, at man skal undlade inkvit, når man kan, det vil sige undgå at skrive siger hun, råber han efter hver ytring i en dialog. Som en sund anarkist gør Stine Pilgaard det stik modsatte af, hvad mor/autoriteten siger og med stor humoristisk effekt. Persongalleriet er ikke stort, til gengæld er det effektivt, ikke mindst får veninden Mulles gebisklaprende rullestolskørende farmor givet sin birolle alt, hvad den kan trække. En flot debut, som endnu en gang viser, at Forfatterskolen, hvorfra Pilgaard dimitterede i 2010, udklækker vidt forskellige talenter.
Stine Pilgaard: Min mor siger. 168 sider. 200 kroner. Samleren.