På en fjeldside på Suðuroy, den sydligste af øerne på Færøerne, ligger et lille gult hus. Huset gør ikke noget væsen af sig. Deroppe er det helt normalt, at husene og især tagene har en stærk farve, som kan genkendes på lang afstand, hvad enten man kommer oppe fra fjeldet, eller man nærmer sig bygden fra havsiden.
Hvad huset rummer, ved jeg ikke, men formodentlig har det dannet ramme om flere generationers daglige liv. Husets stærkt gule farve og dets beliggenhed med det grønne fjeld og det dybblå hav i baggrunden kom til at spille en ganske særlig rolle for en billedkunstner på Færøerne.
LÆS OGSÅ: Færøske hemmeligheder
Den første gang, jeg blev opmærksom på det gule hus, var, da jeg for nogle år siden i en periode havde lejlighed til at fordybe mig i denne kunstners liv og værk med henblik på at skrive en monografi. Kunstneren var Ruth Smith, født i 1913 i bygden Vágur på Suðuroy. Hun voksede op i bygden med havet og fjeldet som ramme om det daglige liv. Ganske ung kom hun til København og fik her arbejde på Diakonissestiftelsen, hvor den unge piges evner som tegner blev opdaget. Hun kom på kunstakademiet og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1941. Fire år senere giftede hun sig med Poul Morell, en dansk arkitekt, hun havde mødt på akademiet. Det unge par blev i Danmark indtil 1948, selvom Ruth længtes hjem. Men der var ingen forbindelse til de nordatlantiske øer i krigens sidste år. Poul engagerede sig i modstandskampen og udførte et risikabelt arbejde ude på Vestkysten.
Så snart det var muligt, rejste de to unge hjem til Færøerne, hvor de først boede hos familien i Vágur på Suðuroy, senere i et hus, som Morell selv havde tegnet og bygget. Udsigten fra huset er fantastisk. Havet, himlen, fjeldet og kystlinjen og så det gule hus. Hun malede det gang på gang. Farven, formen og linjen var hendes redskaber. Men hjemme i bygden var det at være udøvende kunstner ikke en vanlig beskæftigelse for en kvinde. Hun var jo både datter, hustru og efterhånden også mor til to, så der burde være vigtigere ting at tage sig af. En strikkepind var mere nyttig end en pensel. Det lå også dybt i hende selv, og hun måtte snyde sig til at male og tegne og bar på en evig skyldfølelse, som plagede hende, hvad enten det var maleriet eller de huslige og familiære forpligtelser, hun svigtede. At tilfredsstille begge fordringer var umuligt. Det blev hendes livskamp, og hun gav op en majnat i 1958. På staffeliet stod et lærred, hvor hun havde arbejdet med flere motiver, men især et portræt af et af børnene og det gule hus træder stærkt frem. Lærredet er blevet stående som et vidnesbyrd om hendes livs dilemma: familien versus kunsten.
Ud over hvad hun selv har efterladt sig i form af værker og dagbogsoptegnelser, har vi et vidnesbyrd om hendes liv, efter at hun vendte tilbage til Færøerne. Hun fik nemlig besøg af den danske billedkunstner Sven Havsteen-Mikkelsen. Han var optaget af det nordatlantiske og har malet adskillige værker med færøske motiver.
Havsteen-Mikkelsen var ikke hvem som helst, og at han opsøgte Ruth Smith, der levede isoleret fra øens øvrige kunstmiljø, har været ganske usædvanligt og bragte hende da også helt ud af fatning. Ruths søster beretter om, hvor mange tårer, der efterfølgende blev fældet, og hvor mange dage det tog, inden Ruth igen var nogenlunde sig selv. Havsteen-Mikkelsen beretter i sin dagbog om besøget og de trøstesløse forhold, den dygtige malerinde levede under. Med hans besøg blev hendes liv sat i perspektiv, og det gjorde ondt.
For nylig så jeg på en udstilling på Johannes Larsen Museet endnu et vidnesbyrd om Havsteen-Mikkelsens besøg hos Ruth Smith. Han har nemlig også malet det gule hus hendes gule hus. De to kunstnere har diskuteret motivet som ligemænd. De maleriske problemer, muligheder og udfordringer. Han roste hende. Den slags plejede hun ikke at lytte til, men Havsteen-Mikkelsen havde hun stor respekt for. Derfor påvirkede hans besøg hende så voldsomt. Han tog motivet med sig hjem og arbejdede videre med det. Hendes maleriske udfordringer var koncentreret i dette motiv, som blev et vidnesbyrd om dilemmaet, livet bød hende.
Det er et dilemma, som mange kvinder også lever med i dag. Selvom omgivelserne nu i højere grad er indrettet sådan, at også mødre kan have et arbejdsliv og en karriere, så ligger det dybt i alle kvinder, at noget kommer først.
Dilemmaet lever og slår igennem i den procentuelle fordeling af topposter i samfundet. Sådan vil det være. At få en lige kønsfordeling i alle forhold drejer sig ikke alene om lovgivne kvoter, men også om prioriteringer, som både skal foretages af samfundet, familien og ikke mindst af den enkelte kvinde.
I klummen Eftertanken skriver et panel bestående af sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen, festivalleder Ulla Tofte, historiker Jes Fabricius Møller og museumsdirektør Dagmar Warming om kulturhistorie, kirke og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme. Klummen bringes normalt hver fredag