Hvem stillede det første spørgsmål i menneskehedens historie? Det er vist det, man kalder et godt spørgsmål.
Spørgsmålet er så godt, at det ikke lader sig besvare. I hvert fald ikke entydigt, for hvem vil kaste sig ud i at datere og dokumentere spørgsmålets oprindelse?
Det hverken vil eller kan Pia Lauritzen, men hun vil gerne give et bud.
Som filosof med et toårigt grundforskningsprojekt i spørgsmålets betydning er hun også den nærmeste til det. Hendes bud er, at det faktisk er slangen i Edens Have, der stiller det første spørgsmål, og at spørgsmålet er så fatalt, at det udløser syndefaldet.
”'Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?', spørger slangen og frister dermed Eva til at skelne mellem godt og ondt. Det ligger i spørgsmålets natur, at Eva er nødt til at svare, og med svaret følger ansvaret. Det er altså, ifølge myten om syndefaldet, et spørgsmål, der udløser al elendigheden,” siger Pia Lauritzen.
Hun rykker sig en anelse frem i stolen på den aarhusianske café, hvor vi tydeligvis ikke er de eneste, der denne eftermiddag udveksler spørgsmål. Så uddyber hun venligt smilende, men ikke mindre stålsat:
”Alene det, at det er slangen, der stiller det første spørgsmål, kan spore os ind på, at det at stille spørgsmål kan have en skyggeside.”
I hele Pia Lauritzens liv har der været spørgsmål, som hun ikke har vidst, hvad hun skulle stille op med, og for nogle år siden valgte hun at give efter og gøre spørgsmål til sit forskningsfelt, levebrød og de briller, hun ser verden igennem. Og som en foreløbig milepæl i forskningen har hun netop udgivet bogen ”Spørgsmål” i Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser.
”Det er ikke så tit, vi som filosoffer støder på noget, som spiller en rolle i stort set alt, hvad der gør sig gældende i vores samfund, og som samtidig er næsten uudforsket. Det har spørgsmål vist sig at være, og det er da for godt til at lade gå forbi sig,” siger hun og kalder spørgsmål en hvid plet på filosoffernes landkort.
”Alt det, som vi betragter som noget fundamentalt, det har filosofferne gjort en dyd ud af at sætte spørgsmålstegn ved: fornuft, frihed, kærlighed, det gode, det onde og så videre. Få har interesseret sig for spørgsmål som et genstandsfelt, og der er ingen tradition for at undersøge spørgsmålet for spørgsmålets egen skyld, svarene har simpelthen taget opmærksomheden. Spørgsmål bliver brugt metodisk som et værktøj, man kan have med sig, og ikke som noget, der i sig selv kan give filosofiske svar. Men når først man får øje på det, så kan man se, at spørgsmål er overalt. Det er en del af det at være menneske og går på tværs af kulturelle skel. Det at stille spørgsmål er lige så naturligt for os som at trække vejret, men når man begynder at dykke ned i det, er det ikke åbenlyst, at det nødvendigvis er lige så harmløst,” siger Pia Lauritzen.
Er det ikke helt åbent og uskyldigt at stille et spørgsmål?
”Nej, for med spørgsmålet får du verden til at se ud på en bestemt måde, nemlig din måde. I ethvert spørgsmål ligger en form for styring. Det sker hele tiden i det små mellem os, men også i den store skala, når vi eksempelvis spørger Putin, hvad han har gang i. Vi vil have en forklaring, vores forklaring. For mig at se er der helt klart en nøgle til forståelse af nogle af verdens problematikker gemt i det der lillebitte spørgsmålstegn. Det ser så uskyldigt ud, men i det øjeblik, vi kobler det sammen med en slange, er det mere lusket end som så.”
Pia Lauritzen udforsker og udfordrer den måde, vi stiller spørgsmål på, og ikke mindst er det hendes store interesse at finde ud af, om spørgsmål kan sige noget bredere kulturelt: Har danskerne eksempelvis en tilbøjelighed til at stille spørgsmål på en bestemt måde, som måske adskiller sig fra andre sprogkulturer? Og hvis det er sådan, at spørgsmål fylder så utrolig meget mere, end vi egentlig er opmærksomme på, er det så den blinde vinkel i vores kultur, som vi historisk og kulturelt har taget for givet i så høj grad, at vi har glemt at sætte spørgsmålstegn ved det? For at få svar på blandt andet det spørgsmål er hun gået i gang med at studere, hvad der foregår i henholdsvis en dansk, spansk, kinesisk og russisk skoleklasse.
En af hendes observationer er, at en dansk skolelærer stiller langt flere såkaldte sociale og omsorgsfulde spørgsmål a la: hvorfor sidder du under bordet? Eller: har du glemt dit pennalhus? Hvorimod en russisk og en kinesisk lærer næsten udelukkende stiller spørgsmål, der har med den faglige undervisning at gøre.
”Det gjorde mig naturligvis nysgerrig, for var det så et udtryk for, at de i Kina og Rusland er mindre opmærksomme på det sociale i en klasse? Men sådan var det slet ikke. Eleverne dér fik lige så meget opmærksomhed og udviste lige så meget socialt velbehag om ikke mere. Jeg tror derfor, at der er en sammenhæng mellem det, vi spørger til i forskellige sammenhænge, og hvordan vi har det. I et forældre-barn-forhold er det oplagt at stille omsorgsfulde spørgsmål, mens det i en undervisningssituation måske føles mere trygt, at spørgsmålene handler om det, der skal læres. Måske kan vi bedre skille tingene ad, hvis spørgsmålene passer til den kontekst, vi er i,” siger Pia Lauritzen, der mener, at spørgsmål både er med til at definere os og til at differentiere os som mennesker.
Hjemme i hendes egen familie, der foruden hende selv består af mand, to børn på 7 og 10 år og en hund, bliver der på en helt almindelig morgen mellem klokken 6.50 og 7.40 stillet 141 spørgsmål.
Pia Lauritzen ved det, for hun har talt dem. En del af spørgsmålene bliver stillet uden forventning om et svar. ”Hvordan kan en dyne være så dejlig?”, spørger eksempelvis sønnen på 10 år, mens Pia Lauritzen selv kan finde på at spørge hunden, der klør sig, fordi den har lopper: ”Er det irriterende?”
Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer er en af de få, der har analyseret spørgsmålets væsen, og hans definition af et spørgsmål er, at det er en anmodning om et svar, fortæller Pia Lauritzen.
”Få af familiemorgenens spørgsmål lever op til Gadamers definition, så spørgsmålet har tydeligvis flere funktioner og formål. Af de 141 spørgsmål, der bliver stillet på en helt almindelig morgen i min helt almindelige familie, er det typisk kun få, der kræver et svar,” siger Pia Lauritzen.
Svar kræver hun derimod, når hun arbejder som ledelseskonsulent. For nogle år siden fik hun idéen til en helt nye analysemetode, der har vist til at være gangbar i forhold til mange forskellige virksomheder.
”Vi er vant til, at det altid er nogle få personer, der stiller mange andre personer spørgsmål, og at det altid er de samme, der spørger, eksempelvis ledere, konsulenter eller journalister. Så tænkte jeg: Hvorfor ikke demokratisere spørgemagten? Ud fra den tanke udarbejdede jeg en stafetanalyse, der går ud på at lade deltagerne stille hinanden spørgsmål ud fra princippet om, at de selv må bestemme, hvem de spørger, og hvad de spørger om. Det er der kommet så meget spændende ud af, fordi det både fortæller, hvad gruppen er optaget af, og hvordan de indbyrdes netværker,” fortæller Pia Lauritzen.
Siden 2008 har hun lavet den slags analyser i over 25 virksomheder, og det er blevet til flere end 3000 spørgsmål. Et kig på de 3000 spørgsmål afslører, at hvad og hvordan-spørgsmålene er helt i fokus. Omkring 90 procent af spørgsmålene blev indledt med et hvad eller hvordan, mens de mere udforskende hvorfor, hvem, hvornår, hvorhenne sjældent blev stillet.
”Vi spørger typisk til substans og metode, mens vi ikke er så flinke til at få spurgt hinanden om, hvorfor det er netop den og den sag, der er interessant. Når vi springer hvorfor-spørgsmålet over, så springer vi også over den egentlige årsag til, at vi går i gang med noget. Og hvis vi også springer over hvem, hvornår og hvorhenne, så mangler vi også at få det forankret, og vi ved dybest set ikke, om det, der er interessant for mig, også er interessant for dig,” siger Pia Lauritzen og understreger dermed sin pointe om, at ingen spørgsmål i deres natur er åbne og uskyldige.
Er der noget, der hedder gode og dårlige spørgsmål?
”Nej, jeg vil sige, at der ikke er noget spørgsmål, der er absolut godt eller dårligt. Men det er i virkeligheden ret antifilosofisk at have den indstilling, for filosoffer har jo altid ment, at der er spørgsmål, der er vigtigere at stille end andre. Men måske er det der, vi går galt i byen. Et spørgsmål er som et stort projektørlys. Det, som det rammer, bliver belyst, og det, som det ikke rammer, det forsvinder i mørket.”