Professor: Hvis du ikke synes, køn er vigtigt, foragter du kvinder

Jeg håber på at komme til at opleve en fremtid, hvor køn ikke er vigtigt. Men så længe mænds litteratur tæller som mere værdifuld end kvinders, så er køn vigtigt, siger Ebba Witt-Brattström, der i ny bog om begrebet ”Kulturmanden” særligt langer ud efter Karl Ove Knausgård. Foto: Marie Klingspor Rotstein

Når jeg ser, at det går tilbage med kvindesynet og ikke fremad, så bekymrer det mig.

Så længe mænds litteratur tæller som mere værdifuldt end kvinders, så er køn vigtigt, siger den svenske litteraturprofessor og feminist Ebba Witt-Bratström

Skal man tro den svenske litteraturprofessor og feminist Ebba Witt-Bratström, er kvindesynet på reaktionært tilbagetog hos kunstnere som den norske forfatter Karl Ove Knausgård og filminstruktøren Lars von Trier.

Rullet tilbage til forrige århundrede simpelthen – og at de fejres som store kunstnere, er et udtryk for mandsdominans og kvindeundertrykkelse i kulturlivet.

Så hårdt trækker hun konklusionen op, da Kristeligt Dagblad interviewer hende i anledning af hendes nye essaysamling, ”Kulturmannen och andra texter”.

”Det er et problem, at vi her i Norden går rundt og taler om, hvordan mænd og kvinder er ligestillede og lige meget værd, mens der samtidig er den mekanisme eller struktur på spil, hvor mænds kulturelle indsatser altid er lidt mere værd end kvinders,” siger hun.

I sine essays befæster hun sin position i den debat om køn og ligestilling i skønlitteratur og kultur, som hun satte ild til sidste år, da hun i Sveriges største morgenavis, Dagens Nyheter, gik til angreb på Karl Ove Knausgård. Han var, skrev hun, udøver af ”litterær pædofili” i sin første roman, ”Ude af verden”, og havde i det hele taget et nedladende kvindesyn. Sådan var Knausgård det seneste eksempel på en kvindeundertrykkende tendens, hvis fødselsattest hun daterer til det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet – og som hun har døbt ”kulturmanden”.

”Der er her, at kvindelige forfattere begynder at installere et kønskritisk blik på manden. De skriver om fri kærlighed, ægteskabsinstitutionen og om den seksuelle dobbeltmoral. Og de begynder at beskrive, hvordan manden dominerer og bruger kvinder, og hvor selvoptaget han er,” slår Witt-Brattström fast.

”Kulturmanden opstår som en modreaktion på det, der siger ’Nej, manden er størst og bedst.’”

Debatten om kulturmanden bredte sig hurtigt til resten af Norden, da Knausgård gik til modangreb med sin egen kronik om Sverige som de enøjede og stenkastende ”kyklopernes land”. Knausgård så Witt-Brattströms kritik både som et hadefuldt personangreb, der skulle udskamme ham, og som et udtryk for svensk politisk korrektheds forsøg på at binde skønlitteraturen på mund og hånd ved at indføre ideologiske og moralske normer, som litteraturen skal leve op til.

”Jeg har ikke anklaget ham for noget som helst. Jeg har talt om en roman, han har skrevet, som hedder ’Min Kamp’. I den roman findes der en mand, der hedder Karl Ove, som undertrykker sin hustru. Men jeg har aldrig anklaget forfatteren eller privatpersonen Karl Ove Knausgård for noget som helst. Det er ham, der ikke kan skelne,” svarer Ebba Witt-Brattström nu.

”Og så har jeg påpeget, at han er eksponent for en tematik i litteraturen, som jeg kalder litterær pædofili – som er pædofili, der foregår i en bog. Men hans reaktion på min kritik er illustrativ for kulturmanden. Han vil ikke have et kønskritisk blik på sig selv fra kulturkvinden.”

Men det er jo Knausgård, der skriver romanen – er han en kvindeundertrykker i dine øjne?

”Jamen, jeg kender ham ikke. Eller hans hustru. Jeg læser værkerne, og man må jo kunne kritisere dem.”

Du skriver også om hans forhold til hans ven Geir og siger, at han prøver at skjule noget homoseksuelt med sit ægteskab – hvor har du det fra?

”Nej, jeg taler ikke om homoseksualitet. Jeg taler om det fænomen, der i kønsforskningen hedder homo social ’bonding’. Det handler om, hvordan mænd ’bonder’ med (knytter sig tæt til, red.) andre mænd, men som for ikke at blive mistænkt for homoseksualitet kræver en kvinde som et slags alibi. Det er et tema i ’Min kamp’, at han har hele sin intellektuelle dialog med Geir – ikke med sin hustru, som ellers også er forfatter. Jeg ved ikke, om det var sådan i virkeligheden, men sådan er det fortalt i bogen.”

Og hvad er problemet med det?

”At kvinden ikke kommer på niveau med manden, men er mere eller mindre tavs og bare er en genstand, som han bruger til at opbygge sit image. Selv hos Strindberg har kvinderne interessante replikker, men nu 100 år senere i Knausgårds roman er kvinderne næsten forstummede. Det er et udtryk for, at Knausgård i sit værk påstår en mandlig overlegenhed, og det er efter min mening reaktionært. Men det betyder ikke, at litteraturen ikke er fri og kan handle om alt fra pædofili til koncentrationslejre. Problemet er: Hvorfor må man ikke diskutere det, der står i romanerne?”.

Men der er jo masser af rosende henvisninger til forfattere som Doris Lessing og Marilynne Robinson rundt om i Knausgårds værk. Og i hans essaysamling ”Sjælens Amerika” er der flere essays, der bygger på kvindelige tænkere og kunstnere – Hannah Arendt og den amerikanske fotograf Francesca Woodman, for eksempel. Skærer du ikke en masse ting bort fra hans forfatterskab for at kunne sige, at han har et reaktionært kvindesyn?

”Jo, men nu beskæftiger jeg ikke med hans essays, men med ’Min kamp’. Men altså, kulturmænd har ofte med kvinder at gøre – de bruger kvinder, altid. Kulturmanden er en form, en rolle, som findes i vores kultur, som altid står ledig for de mandlige forfattere eller filmskabere. Altså, Lars von Trier er også en kulturmand. Han laver film om kvinder, ja, men han mytologiserer og dæmoniserer kvinder. Og nu siger jeg det igen, så du kan forstå, hvad jeg mener: Jeg synes, at det er et problem, at der hos Knausgård ikke er sket noget med kvindesynet siden Strindberg. Og det må man have lov til at skrive om. Hvad skal vi ellers med litteraturkritikken?”

Men så har Knausgård vel også ret i, at du vil have, at litteratur skal skrives efter bestemte politiske og moralske normer?

”Jeg forstår ikke, hvor I danskere vil hen med det her med det moralske og politiske. Jeg er professor i litteraturhistorie, og når jeg ser, at det går tilbage med kvindesynet og ikke fremad, så bekymrer det mig. Og så skriver jeg, at det bekymrer mig. Alt er i princippet moraliserende og politisk, så må jeg vel også give udtryk for min holdning.”

Men hvorfor er forfatternes køn så afgørende for dig – hvorfor er det ikke nok, at de skriver gode romaner?

”Jeg håber på at komme til at opleve en fremtid, hvor køn ikke er vigtigt. Men så længe mænds litteratur tæller som mere værdifuldt end kvinders, så er køn vigtigt. Hvis man har den opfattelse, at kønnet ikke spiller en rolle, så siger man, at man er ligeglad med halvdelen af virkeligheden, fordi man er en mand. Det er helt enkelt en beklagelig attitude. Det er foragt for kvinder. Dine spørgsmål – som er typisk danske – har et forkert udgangspunkt. I er ikke interesseret i at diskutere det her, I er bare fascineret af, at svenskerne igen har luftet deres politiske korrekthed. Så kommer vi ingen vegne i kulturdebatten. Man må tillade alle typer af perspektiv. Kulturdebatten må være fri.”