Hvis man har musik og historier, er man rig

Det Gamle Testamente er den bog, der har gjort størst indtryk på solo-oboist og leder af The Middle East Peace Orchestra, Henrik Goldschmidt, der forleden modtog P2 Prisen for at være årets ildsjæl

”Jeg er sindssygt nysgerrig. Enhver form for kunst og kultur, der kan give tankevirksomhed, interesserer mig,” siger Henrik Goldschmidt. -
”Jeg er sindssygt nysgerrig. Enhver form for kunst og kultur, der kan give tankevirksomhed, interesserer mig,” siger Henrik Goldschmidt. - . Foto: Paw Gissel.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Jeg læser så mange bøger, jeg kan nå. Jeg har lige læst Isaac Bashevis Singers ”Brødrene Askenazi”. Det var en bog, som jeg slet ikke kunne slippe. Jeg har også for nylig læst Lone Hørslevs ”Marie Grubbe”. Det var en virkelig stor læseoplevelse. Den er fantastisk velskrevet og godt opbygget. Det er første gang, jeg har læst noget af hende.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på din nogensinde?

Det har Bibelen og især Det Gamle Testamente. I jødisk tradition læser man de fem Mosebøger en gang om året i en slags cyklus, idet bøgerne er delt op i 52 afsnit, og der læses et om ugen. Når vi er færdige, begynder vi forfra.

Det giver en stor tryghed, at man hører det samme år efter år efter år. For hver gang jeg læser de fem Mosebøger, opdager jeg nye ting, og jeg oplever, hvor meget visdom der ligger i den gamle tradition.

Jeg bliver også ved med at vende tilbage til profetskrifterne, Højsangen og Davids salmer. Her tæt på den jødiske Purim-fest læser jeg Esters Bog. Jeg er meget optaget af de gamle skrifter.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg var for nylig så heldig at se rockmusicalen ”De 3 musketerer” på Østre Gasværk. Den vil jeg gerne anbefale. Jeg følte mig formidabelt godt underholdt. Ellers vil jeg anbefale, at man går i Operaen og hører ”Rosenkavaleren”, som spilles i øjeblikket. Det er en fantastisk forestilling.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Mine bedsteforældre kom hertil som flygtninge fra Tyskland i 1938, og siden flygtede de til Sverige i 1943. De medbragte en stor dannelse, og jeg var aldrig i tvivl om, at for dem var de indre værdier langt vigtigere end de ydre. De satte børn i verden, på trods af at de var flygtninge, for de var overbevist om, at de havde noget at give børnene, selvom de ikke havde ret meget rent materielt. Min farmor sagde, at hvis man har musik og historier, er man rig, og der var altid levende musik i deres hjem. De har med deres kultursyn givet mig den overbevisning, at man har rigtig meget, hvis man kan synge sammen, spille musik og fortælle historier for hinanden.

Det har givet mig en tro på, at hvis man synger og spiller sammen, er der meget kort til venskab.

Hvem har du senest været til koncert med?

Det var sidste lørdag, da P2 Priserne blev uddelt i DR Koncerthuset. Her hørte jeg blandt andet Trio con Brio og den unge klarinettist Jonas Frølund, som fik P2 Talentprisen. Det var en kæmpe oplevelse at høre ham spille.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Jeg begræder virkelig lukningen af DR UnderholdningsOrkestret. Det er ofte blevet nævnt, at orkestret var en vigtig brobygger mellem den klassiske og den moderne musik og en brobygger til de mennesker, der normalt ikke hører klassisk musik, men for mig er det meget vigtigt at fremhæve, at orkestret også var med til at bygge bro til andre kulturer. De har spillet for flygtninge i Sandholmlejren, og de har spillet arabisk musik blandt andet sammen med nogle af de lærere, som underviser på min musikskole. Det er vigtigt, at de muslimske børn, som jeg underviser, kan komme til at opleve et klassisk orkester, der spiller deres kulturs musik. Det kostede så lidt at holde orkestret i live, og jeg kan ikke se, hvordan det kan erstattes.

Vi skal tænke på, at Danmark i de her år er et land i forandring. Der er mange mennesker, som ikke er kristne, og vi skal sørge for også at lave kulturtilbud til dem, som ikke er født ind i en kristen kultur.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Nej, det er der ikke, for jeg er sindssygt nysgerrig. Enhver form for kunst og kultur, der kan give tankevirksomhed, interesserer mig. Det har også noget at gøre med, at jeg elsker begejstrede mennesker. Hvis nogen på en engageret måde kan fortælle mig om drypstenshuler, synes jeg pludselig, at drypstenshuler er spændende.