Kirken eksisterer ikke, for at verden skal blive kirkelig, men for at den skal blive mere menneskelig.
Sådan indleder den svenske præst Fredrik Modéus det første kapitel i Mod til at være kirke.
Desværre kommer denne agtværdige ambition ofte til kort i virkelighedens verden, hvor præster forsøger sig med alskens opmærksomhedspåkaldende kneb i sognet, der nok kan appellere for en kort stund, men som ikke batter på længere sigt, fordi det aldrig fører længere end til oplevelsen af, at man har været til et hyggeligt arrangement.
LÆS OGSÅ: Gudstjenesten er blevet for intellektuel
Nej, når man er mere optaget af at tækkes samtiden end at være tro mod evangeliet, så negligerer man, at det er i højmessen, at kristendommen får kontur og karakter: Hvis gudstjenesten og den gudstjenestefejrende i menighed ikke står i forgrunden, kommer andre tilbud til at havne dér. Så har periferien invaderet centrum, konkluderer Modéus.
Mange præsters adfærd er alt for gelassen og behagesyg, og de overser, at genkendeligheden i gudstjenesten er alfa og omega, ligesom der ofte slet ikke er nogen nødvendighed i de mange noviteter, som bliver søsat.
Det handler om at besinde sig på sin opgave som kirke i verden, og det handler om at finde modet til at være det. Om himmeriget ved Modéus, at det er at ligne med en kostbar perle, som man sælger alt for at købe, og da der i ethvert menneske er ønsket om at gøre et godt køb, kommer Modéus til det resultat, at vi alle har behov for kristendommen.
Modéus pointe er nemlig, at der er en åndelig sult blandt os skandinaver, der higer og søger efter noget at mættes ved og noget at være sammen om: Ét sted må kirkens fuldhed komme til udtryk, netop dette, at vi er et forsamlet gudsfolk. Og det er vanskeligt, hvis menigheden ikke fejrer én fælles gudstjeneste.
Modéus mener dog ikke af den grund, at menighederne glad og fro skal køre videre i den gamle skure. Hans bog er nemlig også en protest mod fatalismen, skuldertrækket, hvor man ikke gør sig overdrevne forhåbninger om forbedringer af kirkegang og menighedsliv.
Han bemærker, at i alt for mange kirker er det de ansatte ved kirken, som har fod på alt og tager hånd om det meste.
Her slår Modéus til lyd for en inddragelse af frivillige i menigheden. Men det skal gribes an med omtanke og omhu, for hvis man ikke ved, hvad man bliver spurgt om, så takker man helt enkelt nej. Der er ingen ambitiøse mennesker, der bryder sig om at deltage i noget, som ikke har et klart formål. Derfor skal opgaverne afgrænses og tidshorisonten for engagementet fastlægges.
Det afgørende er, at mange i menigheden gør noget, i stedet for at få gør alt.
Bogen består af en samling lavmælte udsagn, som med deres egen upåagtede logik arbejder sig frem mod en spændende vision for folk og kirke. Og som sådan er der et utroligt opmuntrende perspektiv i bogen.
Modéus intellektuelle gehalt imponerer, og så må man tage med, at forfatteren aldrig fortier egne velgerninger, når talen falder på hans eget sogn.
Fredrik Modéus: Mod til at være kirke. Oversat af Anita Hansen Engdahl. Menighedsopbygning og kirkens identitet. 214 sider. 279 kroner. Alfa.