Hvad har 1600-tallets svenske hekseprocesser at gøre med 1980'ernes og 1990'ernes anklager mod pædagoger for seksuelle overgreb mod børn? En del, mener den svenske forfatter og journalist Jan Guillou, der har skrevet bogen »Heksenes forsvarere«. Fællesnævneren er en uhellig alliance mellem »eksperter«, præster i 1600-tallet og psykologer i slutningen af 1900-tallet, børn som vidner i retssager og et efterfølgende folkeligt hysteri omkring fænomenet, henholdsvis djævlepagt og seksuelle overgreb.
Det er Sveriges historie med heksene, der er i fokus i Guillous bog, der dog også rummer udblik til de øvrige nordiske lande og til det katolske Sydeuropa. En af de afgørende begivenheder for de svenske processer mod de påståede hekse var kong Karl den Niendes bestemmelse fra 1608 om, at Gamle Testamentes love og bud skulle gælde som et tillæg til den gældende lov. Det gav dødsstraf til troldkvinder og folk, der plejede seksuel omgang med dyr, det såkaldte tidelag, som mange måtte lide døden for.
I Sverige blev omkring 300 mennesker henrettet i forbindelse med sager mod hekse; kulminationen var en massehenrettelse i 1674 af ikke mindre end 71 personer. En særlig svensk specialitet var, at heksene angiveligt tog børn med til Bloksbjerg, og børnene kunne efterfølgende give livagtige skildringer af, hvordan det gik for sig hos Djævelen. Disse levende og dramatiske øjenvidneskildringer fra Satans gæstebud dannede grundlag for dommene over de påståede hekse.
Med vidneudsagnene fulgte angivelser af, hvem de havde set hos Djævelen. Ja, det sidste blev snart sat i system, så der ved kirkedøren stod omrejsende visdrenge, der skulle udpege, hvilke af kirkegængerne de havde set på Bloksberg. En særlig kompetent visdreng var den 12-årige Johan Johansson Griis, den lille mytoman fra Gävle kalder Guillou drengen. Han kom til Stockholm i 1675 og fik et lydhørt publikum ved handelsboderne i storstaden. Forældre var naturligvis rædselsslagne for fænomenet og frygtede, at deres egne børn også skulle blive taget med til Bloksbjerg. Derfor oprettede man vågestuer, hvor voksne så til, at børnene faktisk lå i deres senge i stedet for at begive sig på natlige flyveture. Men snakken gik jo blandt børnene i vågestuerne, hvor historierne om Bloksbjerg blev spredt blandt dem, og de aflagde nærmest enslydende vidnesbyrd om begivenhederne på Bloksbjerg.
En vild historie, fantasiens opspind, der ikke desto mindre blev taget for gode varer af præster, der på datidens teologiske fakulteter havde lært om heksetroen, som Reformationen ikke havde betydet et afgørende opgør med. Ifølge Guillou bliver det snarere værre i de protestantiske lande. Ikke fordi heksetroen florerede mere her: Guillou giver Luther et kapitel med overskriften »en muligvis uretfærdig betragtning over reformatoren Martin Luther«, hvor han påpeger, at opgøret med hekse ikke var et vigtigt anliggende for Luther, som dog mere eller mindre overtog den katolske heksetro, sådan som den er formuleret i den berømte »Heksehammer« fra slutningen af 1400-tallet. Problemet var, at retssikkerheden var ringere i de protestantiske lande, hvor kongen også var kirkens overhoved, så der ikke eksisterede en særlig kirkelig domstol som de katolske landes inkvisition. Denne var ifølge Guillou bedre end sit rygte. Lynchjustits blev resultatet i flere tilfælde i eksemplet Sverige, hvor brug af tortur og børnevidner var almindelig.
Hele vejen holder det næppe, men det er en ganske interessant betragtning og synsvinkel på et område, der ellers har været gefundenes fressen for feminister, marxister og sociologer, der har set egne teorier bekræftet på de brændende bål. Guillou demonstrerer gang på gang, hvordan teorierne langt hen ad vejen kommer til kort på det konkrete materiale, ja endda på bestemte personer, der har formået at vende en stemning eller fremme eller bremse en udvikling ved et personligt engagement. Selv hælder han til en politisk-teologisk forklaring, og han konkluderer, at »kernen i hekseprocesserne er kristen ideologi i langt, langt højere grad end alt muligt andet såsom vejr og vind eller økonomiske konturer«.
En historisk reportage kalder Jan Guillou sin bog, hvor han som den kyndige journalist og forfatter, han er, til fulde udnytter de reportagemæssige godbidder i det historisk tilgængelige materiale om hekseprocesserne, en slags journalistisk oversættelse af det videnskabelige arbejde, kalder han det selv. Guillou bygger blandt andet på det arbejde, som svenske Bengt Ankarloo og den danske folkelivsforsker Gustav Henningsen har fremlagt i flere akademiske værker om de europæiske hekseprocesser. Den journalistiske tilgang har sine åbenlyse fordele, reportagen er rent ud sagt medrivende som en roman. En forenkling er den så selvfølgelig også, måske endda en fordrejning, så proportionerne ikke ganske holder. Men spændende og tankevækkende er det at følge med i den veldrejede reportage.
Jan Guillou: Heksenes forsvarere - en historisk reportage. Oversat af Anders Johansen. 327 sider. 295 kr. Modtryk.