Anne-Sophie Mutter er bestemt ikke en musiker, der går 13 af på dusinet. Når hun indtager scenen, har hun en aura som violinens dronning, der med sit intense nærvær inspirerer orkestermusikerne til at yde deres ypperste. Hun gør altid et uudsletteligt indtryk på publikum.
Har man hende på tomandshånd, er hendes udstråling stadig uafviselig. Men her i garderoben inden aftenens koncert i Frankfurts Alte Oper er hun endnu ikke indkapslet i musikken, men er lydhør, eftertænksom og velovervejet i alt, hvad hun siger. Er hun i tvivl om sit svar, opstår der en lille rynke i hendes høje pande, men de mørkebrune øjne er hele tiden opmærksomt rettet mod spørgeren.
Jeg taler med Mutter her under DR SymfoniOrkestrets igangværende Tysklands-turné, og hun fortæller med begejstring i stemmen om samarbejdet med det danske orkester:
”Det er vidunderligt. Det er første gang, jeg spiller sammen med det. Jeg havde selvsagt glædet mig særligt til igen at skulle spille sammen med Rafael Frühbeck de Burgos. Det var ham, der dirigerede ved min debut i Madrid i 1978, og siden dengang har vi arbejdet sammen ved en lang række koncerter i Europa, USA og Canada. Det er virkeligt sørgeligt at miste en så dyrebar musikerven, som man har kendt gennem næsten fire årtier. Det forbavser mig ikke, at han har udviklet det danske radioorkester til et så højt niveau. Han var en utroligt præcis og kultiveret orkesteropdrager, især når det gjaldt wienerklassikerne, Mozart og Haydn, komponister, der nu om stunder er fuldstændigt underrepræsenteret i repertoiret. Frühbeck var i så henseende eksemplarisk, og han forstod sig på kunsten at formidle sine intentioner. Og at man nu får Fabio Luisi som ny chefdirigent, jamen, han bliver jo en fremragende musikalsk arvtager.”
Apropos arvtager spørger jeg Anne-Sophie Mutter, om det er helt ved siden af at opfatte hende som arvtager til David Oistrakh, den navnkundige russiske violinist, der døde i 1974?
”Åh,” ler hun, ”det var da en meget stor kompliment. Naturligvis var Oistrakh mit store forbillede, men jeg har i hvert fald ikke bevidst forsøgt at kopiere hans spillemåde. På den anden side er jeg afgjort påvirket af traditionen fra den russiske skole, som egentlig ikke findes længere. Jeg tænker i den forbindelse også på den ungarske violinist og pædagog Carl Flesch, der har betydet meget for en hel generation af violinister, også min første vigtige lærer, Aida Stucki. Det drejer sig især om klangen. Den skal kunne forandre sig. Det keder mig efter bare ti minutter, hvis jeg hører en violinist, der lyder ens gennem en hel koncert - fra klokken otte til klokken ti. Der skal være farve og schatteringer i klangen, et strygeinstrument skal rumme hemmeligheder, det er dets store styrke.”
Får De tid til at høre andet end klassisk musik, jazz for eksempel?
”Oh ja, jeg holder meget af de store gamle mestre, Oscar Peterson og Ella Fitzgerald, som jeg altid vender tilbage til.”
”Ella Fitzgerald havde en helt unik måde at frasere på, et særligt drive. Og Miles Davis, ja, han var absolut genial. Men jeg hører også nyere jazzmusikere - den canadiske sangerinde Madeleine Peyroux sætter jeg stor pris på,” siger Anne-Sophie Mutter.
Interviewet foregår på Mozarts fødselsdag, den 27. januar, og det er derfor naturligt at spørge til komponisten, som er den første store milepæl i stjerneviolinistens karriere.
”Ja, jeg debuterede i Berlin med Mozarts tredje og femte violinkoncert under Herbert von Karajans ledelse allerede i 1977, men selve indspilningen fandt først sted det følgende forår. Senere fulgte en lang række indspilninger af de store violinkoncerter: Beethoven, Brahms, Mendelssohn, Bruch og så videre, alle med Karajan.”
Et par årtier senere stod De selv for den musikalske ledelse af Mozart-koncerterne, for eksempel med London Philharmonic i 2005 - og tempoet var mærkbart hurtigere, ikke mindst i ydersatserne?
”Ja, jeg spillede dem ikke blot hurtigere, der var tale om en helt anden gestik - ikke alene på grund af tempoet, selve spillemåden var mere dansant, mere... sprudlende. Det hang også sammen med, at der var der tale om et mindre kammerorkester uden nogen dirigent som mellemled, og det bevirker, at man uvægerligt spiller mere spontant, 'lettere på fødderne', end det er muligt med et stort symfoniorkester, som der jo var tale om på Karajans tid. I den mellemliggende tid har den historisk orienterede opførelsespraksis jo vundet terræn. Jeg er naturligvis imod enhver dogmatisk tankegang, men den kammermusikalske opfattelse af Mozart - han havde jo heller ikke selv nogen dirigent som mellemled i fortolkningen af sin musik - er utvivlsomt kommet for at blive. Mozart er så rig på facetter, og nu hvor vi kender den mere transparente, livligere og mere fraserende måde at spille hans musik på, kommer vi ikke tilbage til 1970'ernes mættede klang, og den nye spillemåde har udvidet vores opfattelse af Mozart. Hans musik er så fuld af humor og vid, næsten som replikkerne i et teaterstykke, men samtidig, ikke mindst i de langsomme satser, præget af en uhyre emotionel dybde. Med årene er det operaagtige i både hans koncerter og kammermusik kommet til at stå skarpere for mig, og at formidle denne side af ham lader sig nu engang bedst gøre med et mindre talstærkt ensemble end det, man brugte for årtier siden.”
For Anne-Sophie Mutter er Beethovens (eneste) violinkoncert i D-dur kronen i det repertoire, der er komponeret for hendes instrument.
”Jeg har siden årene med Karajan spillet Beethoven med Kurt Masur, Seiji Ozawa og en lang række andre store maestroer. Men netop dette værk, som jeg aldrig bliver færdig med, kan man ikke forestille sig uden en dirigent, for det er en musik, der ligesom forudsætter, at man kan tænke forud og være i stand til at trække de store linjer, ja, man har måske endda brug for en dirigent, der behersker det tyske sprog, for Beethoven har en ganske særlig måde at strukturere sine værker på - det gælder både hans symfonier, koncerter og sonater - og det har han givet os talrige anvisninger på i sine partiturer.”
Mutter kan ikke sige, om eller hvordan hendes talrige Beethoven-indspilninger er faldet forskelligt ud, for hun sammenligner aldrig sine optagelser med hinanden:
”Det er vigtigt, at man ikke tilstræber en fast formel, en slags musikkens gyldne gral, for derefter at spille et værk på samme måde de næste 50 år! Som kunstner har man forhåbentlig gode grunde til at gøre det, man lige i den aktuelle situation vælger at gøre, men man skulle også gerne have gode grunde til at gøre det anderledes næste gang - eller om 20 år. Den gyldne gral i musikken er faktisk at genopdage et værk: på ny at finde en fortolkning, man kan stå inde for. Det forsøger jeg også i Sibelius' violinkoncert, som jeg spillede med DR SymfoniOrkestret i går i Køln og skal spille igen her i Frankfurt om en times tid og i morgen aften i Nürnberg...”
Samtalen er ved at være forbi, og Anne-Sophie Mutter skal nu klæde om til et imponerende skrud af en koncertkjole i sart lysegult. Koncerten indledes med, at DR SymfoniOrkestret under ledelse af Cristian Macelaru spiller Carl Nielsens evigtunge humørbombe, ”Maskerade”-ouverturen. Derpå gør Mutter sin entré for atter at spille Sibelius.
Det er tredje gang i løbet af fire dage, jeg hører hende fortolke det både lyriske og dæmoniske værk (”tredjesatsen er en dødedans”, har hun betroet mig). Har der så været nuanceforskelle mellem fremførelserne? Jeg tror det. Hun tager finalen en kende hurtigere, og samspillet mellem hende og orkestret sidder endnu bedre i skabet end i går. Men det mest gribende øjeblik indtræffer, da hun klappes frem til et ekstranummer. Hun hæver stemmen og siger ud mod den tætpakkede sal, at hun nu vil spille sarabanden fra Bachs første partita i h-mol, og at hun vil tilegne fremførelsen mindet om Rafael Frühbeck de Burgos, som det internationale musikliv mistede i sommeren 2014.
Vi var nogle stykker i den gamle operabygning, der vidste, at det ikke var tomme ord.