Foruroligende historie om instinktive handlinger

David Vann er 49 år og har tidligere skrevet romanerne ”Caribou Island”, ”Fortælling om et ...

David Vann er 49 år og har tidligere skrevet romanerne ”Caribou Island”, ”Fortælling om et selvmord” og ”Jord”. Han har netop været i Danmark og er her fotograferet i Kongens Have i København. - Foto: Leif Tuxen

bog
Five stars
Gennem hele ”Goat Mountain” løber en dialog med Det Gamle Testamente.

Med inspiration fra Bibelen fortæller amerikaneren David Vann i ”Goat Mountain” en foruroligende historie om vores førbevidste, instinktive handlinger

Under den kulturelle fernis og politiske korrekthed løber et net af drifter eller urinstinkter, der sjældent omtales i dagligsproget og som man undertiden skal til den klassiske litteratur for at finde beskrevet.

Med en banalisering af Freud tror vi ofte, at drifterne er seksuelle, og at vi dagligt undertrykker vores sande jeg. Men ”forbudte” følelser er langt flere end de seksuelle og kan, for at kulturen opretholdes, dårligt udleves. Tag eksempelvis drab. Det gamle bud siger, at du ikke må slå ihjel, men lysten til at dræbe et medmenneske er ikke elimineret, og vi kan, stærkt presset eller i urinstinkternes vold, alle risikere at bryde det femte bud.

Det sker for hovedpersonen i amerikaneren David Vanns stærke og foruroligende fortælling ”Goat Mountain”. Han er blot en stor dreng, da han dræber en krybskytte, der er trængt ind på familiens jord omkring det bjerg, der har givet Vanns roman navn. Drengen er på hjortejagt med sin far og farfar samt en gammel ven af familien, men jagten tager en livsændrende drejning, da drengen udfører sin ugerning.

Og hvad mere er: Han føler intet i det fatale øjeblik: ”Hvordan kunne jeg dræbe uden at føle noget? Kan vi nogensinde vide, hvordan vi er blevet til det, vi er?”. Lidt tidligere i handlingen reflekterer drengen, der fortæller historien som voksen i tilbageblik: ”De beslutninger, vi træffer, udspringer af et helt andet sted end vores bevidsthed”.

Normalt går vi til vores ophav, når vi vil vide mere om os selv, men her er der ingen hjælp at hente for drengen. Faderen og farfaderen er selv i deres instinkters vold, ja i voldens vold, for de bare næver og deres rifler er som regel svaret på, hvordan konflikter løses. Intet under, at David Vann til sidst i romanen i en takketekst skriver: ”Dette er romanen, der bortbrænder det sidste af det, der oprindelig fik mig til at skrive: Historierne om min voldelige familie.”

Denne familie har vi hørt en del til i Vanns tidligere romaner, der er kataloger over menneskelig uduelighed, men også rørende beretninger om den nøgne eksistens. Det skal blive interessant at se, hvilke nye veje Vann betræder.

Hans selvbiografiske stof er så eksplosivt, og han har udnyttet det både ekspansivt og økonomisk i nu fire romaner. Kan han leve uden?

Gennem hele ”Goat Mountain” løber en dialog med Det Gamle Testamente. Historierne om Kain og Abel, ofringen af Isak og sågar overvejelser om måden, Jesus blev henrettet på i Det Nye Testamente, inddrages. Drengen ser tydeligvis sig selv i sammenhæng med Bibelens univers; det er her, han finder de mønstre, der kan forklare hans egen og familiens adfærd.

Det er den straffende Gud, ikke den tilgivende, der belyser for drengen, hvilket liv han er havnet i, og hvorfor han intet føler, når han dræber. Det er i Bibelen, at beskrivelsen af de før- eller ubevidste handlinger, der driver Vanns personer, er mest præcis.

Alene af denne uortodokse måde at bruge Bibelen på skiller Vann sig ud fra store dele af tidens litteratur. Selv er han ikke troende, som han fortalte i interviewet her i avisen i lørdags, men den store kode er for ham Bibelen.

Naturen, Gud, USA som et land, der er bygget på vold: disse emner løber gennem Vanns bøger. De er sært besættende, underligt gennemlyste, politisk ukorrekte, både nedtonede og voldsomme. Og selvom den nye er for lang - det er helt forkert at sige, at ”Goat Mountain” ”bare” kunne være en novelle, men beskåret kunne den godt være - er Vanns forfatterskab uomgængeligt for alle, der følger ny amerikansk litteratur.

Det er godt, at Gyldendal har holdt fast i ham og kontinuerligt udgivet hans nye romaner, ligesom det var fremsynet, da forlaget fik oversat nyklassikeren ”Blodets meridian” af Cormac McCarthy, som er den nulevende amerikanske forfatter, David Vann efterhånden minder mest om.